Betragtninger af Elisabeth Louise Brøker

Tilbage  til  forsiden 

Mine betragtninger har været holdt  
ved Thomasmessen og lørdagskirken i Bethlehemskirken 
samt ved særlige "Thomasaftener"

Hvem var Thomas? Thomas var den af Jesu disciple, som ikke kunne tro det, da han hørte, at Jesus var opstået fra de døde, men som selv måtte se og mærke det. Han bliver ved sin erfaring et vidne på, at den opstandne er levende tilstede i vores liv. Han var den første, der erkendte Jesus som sin Herre og sin Gud. Jf. Joh 20,24-29. 

Læs mere om Thomas her og "Thomas-tro" her  

Oversigt

Helligelse - "Alle helgens dag" 2015
Carpe diem - Grib dagen - Søndag 13. september 2015
Brylluppet i Kana Lørdag 12. september
Jesu tårer Søndag 9. august 2015
Treenighedens mysterium - Søndag den 14. juni 2015
Fortællingen om Thomas - Søndag d.12. april 2015
Jesu Visdom - Søndag d. 11. januar 2015
Himmelsk lys - Søndag d.9. november 2014
FRED - Søndag d.10. august 2014
”Vejen, sandheden og livet” - Søndag d.11. maj 2014
”Størst er den, der tjener” - 9. marts 2014
Forvandling - betragtning - 9. februar 2014
Troen som gave - Søndag d. 10. november 2013
”Det synlige og det usynlige” - september 
Det store festmåltid - juni 2013
"Livets brød" - marts 2013
”Ret jer op og løft jeres hoved” - December 2012
"Vil du være rask?" 2012
”Søgende kvinder ved den forvandlede gravhave” 8. april 2012
Jævn en vej for vor Gud i det øde land, byen, hjertet - december 2011
Når vi oplever, at Gud har besøgt sit folk - oktober 2011
At være Guds børn – stående over for den norske tragedie. - august 2011
Guddommeliggørelse ifølge Symeon den ny teolog - januar 2011
Tanker om Martha -- 12. september 2010 
"Barmhjertighed ønsker jeg" - 11. oktober 2009
Guds gaver – 2009
Guds grænseløse kærlighed - 14. juni 2009 
Han drager alle til sig - 13. januar 2008
Guds åbenbarede visdom - Søndag, 9. april 2006
Figentræets frugt
Livets sejlads - 4. søndag efter Helligtrekonger 2004
Sankt Valentins dag Lørdag 14. februar 2014
Perleporten - lørdag - 2014

Inspiration: 
Jeg mediterede over den unge novice, der havde så meget at miste, da kom jeg til tænke på en inspiration, jeg havde fået, da jeg selv havde været gennem den smertelige proces, det er at miste. Da kom Gud til mig som en kærlig moder, der kommer til sit barn, som har grædt sig helt tom. Gud sagde: "Mit barn, græd ikke mere, se jeg er her, det, du har mistet, er intet imod det, som jeg kan give dig, kærlighed, visdom og gode gaver. Brug de gode gaver i kærlighedens tjeneste, men brug dem med varsomhed og visdom. Og vid, at jeg altid er hos dig. Du er aldrig alene."

Meditation: 
Se for dig et øde landskab, der er kun sten, lave buske og spredte træer. Du går i dette landskab. Det er tusmørke. Du føler, at du er helt tom, som om du havde grædt dig helt tom. Du længes efter varme og en fylde af kærlighed. Da ser du en lille hytte. Du går derhen, døren står let på klem, du åbner den. Du ser, at det er et ganske lille kapel. Der brænder et par stearinlys foran en ikon. Du føler som om, at det bare står og venter på dig. Du går ind, sætter dig på en lille bænk. Du mærker en lindring i dit hjerte ved den fred, der hviler over stedet. Da fyldes kapellet af et stærkt lys, det er som om, tiden står stille, og rummet udvider sig. Alt er som forklaret. Der er en fylde af kærlighed og lys, du ser med dit hjertes øjne et underfuldt lys, et overjordisk lys, så strålende rent og klart. Du ser ind i lysvældet et lys, og du ser Jesus for dig. Han kommer nærmere og lægger sin hånd blidt på din skulder, og ser på dig med et vidunderligt mildt ansigt. Du kan se, at han forstår. Han smiler og siger: "Mit barn, Jeg kender din længsel, din længsel efter kærligheden, visdommens kærlighed. En længsel efter at lade det hellige fylde dit hjertes gral. Du følte tomheden ved alt det ydre og søgte efter en fylde af kærlighed og lys, efter det sande lys i dit indre. Derfor er jeg kommet til dig, du kære. Jeg ønsker at give dig af mit liv, at lade mit hellige lys stråle i dig. Jeg ønsker, at du skal erfare ydmyghedens skønhed og kærlighedens visdom. Jeg ønsker at vandre med dig på rejsen mod det hellige." Du mærker, hvordan stråler af kærlighedens lys gennemtrænger dig, du føler, at du er ved livets kildevæld. Guds Ånd gennemstrømmer din sjæl og fylder dig med liv. Der er milde strømme af Guds lys, som kærtegner dig som et blidt pust af en stille vind. Med det blide lys tørrer Gud hver tåre af dine øjne og kinder. Bliv i Guds kærligheds lys og lad dig fylde af det.

Til Top

Carpe diem - Grib dagen - Betragtning ved Thomasmessen 13/9 2015

Carpe diem 
Vi kender det godt. Vi har så travlt med at planlægge det, der skal ske, og vi er bekymrede for det, der skal ske, at vi glemmer at opleve, glemmer at være fuldt ud med i det, der sker i dette nu. Vi ønsker i stedet at kende svaret på det nu, der skal komme, den fremtid, vi er bekymrede for. Dertil skriver den romerske digter Horats, for hvem den øverste gud var Jupiter: "Vi mennesker skal ikke altid kende svaret. Tag hellere tingene som de kommer. Giver Jupiter dig flere vintre, Eller er den den sidste, Den Som nu bruser mod strandens klipper, Vær klog Pas dine druer Og beskær dine forventninger om et langt liv! Mens vi taler, svinder dagen og øjeblikket, nuet, der er så utroværdigt for et senere nu Grib dagen, Carpe diem" (Horats Carmina 1,11)

Mens vi taler, svinder dagen og øjeblikket, Hvor kostbart er ikke dette øjeblik, det må ikke mistes, det skal leves i dette nu, ellers forsvinder det.

Chiara Lubichs betragtninger 
Netop dette "Carpe diem" læste jeg om i en anmeldelse af en bog af Chiara Lubich, der har stiftet Focolarebevægelsen, hvor næstekærligheden er i fokus. Hun deler sine betragtninger over det: "at leve i nuet" for at komme til en større forståelse af de muligheder og rigdomme, som er indeholdt i hvert eneste flygtige nu i vort liv. I sine overvejelser tager hun også andre religioners tanker op. I et af de ældste buddhistiske skrifter blev en buddha spurgt om, hvorfor hans elever, som levede en enkel og rolig tilværelse, kunne have så stor en udstråling. Og han svarede: "De har intet at fortryde i deres fortid, og de bekymrer sig ikke om fremtiden. De lever udelukkende i nuet. Det er derfor deres udstråling er så stor. De uoplyste derimod, bekymrer sig om fremtiden og græder over deres fortid, og tiden forsvinder som sand mellem fingrene." Vi skal forstå det rigtigt. Det handler ikke om, at der ikke er nogen fortid eller fremtid, men at vi ikke skal fortabe os i dem, så vi glemmer nuet.

Det hemmeligt skjulte 
Tiden bliver kostbar, uendelig kostbar. Den består af øjeblikke, og ikke et eneste af disse øjeblikke må gå til spilde. Men i vor fortravlede verden forekommer det enkelte øjeblik uden betydning. Vi taler om en karriere, en løbebane, det gælder om at komme videre, om at nå det hele, og hvad kommer der så ud af øjeblikket? Chiara Lubich reflekterer i sin bog over, hvordan store åndelige vejledere og mystikere fra alle tidsaldre, har opdaget det hemmeligt skjulte i et øjeblik, som kan virke så kort og ubetydeligt i vores eksistens. De erfarer, at det nuværende øjeblik, så at sige, er et sakramente, den betydning, at det bliver en kanal, som fører til guddommeligt liv.

Åbenbaringens øjeblik 
Søren Kierkegaard fremhæver øjeblikket i sit værk Philosophiske Smuler. Her er Øjeblikket åbenbaringens øjeblik, som bliver til. Gud kommer til os som et menneske. For Kierkegaard er det et paradoks, noget fornuften må give op overfor, det at det, som er hinsides - det transcendente, og det, som er dennesidigt, det immanente, rører ved hinanden. Lidt enklere kan det siges sådan, at evigheden rører ved tiden. For Kierkegaard bliver det nuværende øjeblik noget udenfor tid og sted. Det åbner for evigheden, for fællesskab med det Absolutte. Gud åbenbarer sig i øjeblikket, og øjeblikket får evighedens karakter.

"Den lille vej" 
Blandt dem, der har fokuseret på øjeblikket, kan Therese af Lisieux nævnes. Thereses vej, "Den lille vej" er fuld af lys omkring det nuværende øjeblik. "Han - Jesus", sagde hun, "nærer mig hvert eneste sekund. Det er, som om kærligheden både gennemtrænger alle mine fibre og samtidigt omgiver mig, og at denne nådefulde Kærlighed gør mig til et nyt menneske i hvert øjeblik." Therese siger: "Vi skal være opmærksomme på hvert eneste øjeblik. Et øjeblik er en ædelsten… En eneste kærlighedshandling giver os større erkendelse af Jesus." Gud ved, hvad vi har brug for, og våger over os hvert øjeblik. Derfor er det at leve i nuet i overbevisning om at været elsket af Gud, hjørnestenen i den kristne spiritualitet. "Hjertets bøn", som er velkendt i Østens spiritualitet, og som går ud på at gentage navnet Jesus, er en livsstil. Vi lever hvert øjeblik i lovprisning og kærlighed til den "Ene", som hvert øjeblik fylder os med sin nåde.

Et eventyr om tiden 
I vor fortravlede tid er det nok mere aktuelt end tidligere at tale om at leve i nuet. Michael Ende har skrevet en bog om et livsklogt barn, Momo, der kæmper mod tidstyvene, som har stjålet de voksnes tid. Det er egentlig en børnebog, men som i HC Andersens eventyr er der flere lag. I begyndelsen af bogen lever man livet stille og roligt, man fordyber sig i det, man lige nu har at gøre med, og man har tid til hinanden. Man betragter det ikke som spild af tid at sidde og snakke hyggeligt sammen en hel aften. Momo har mange venner, og de har meget tid. Men da tidstyvene dukker op, får de folk til at skynde sig, samfundet kommer til at ligne det, vi kender, og Momos venner har ingen tid mere. Momo må kæmpe mod tidstyvene, og da kommer hun til en anden dimension, hun bevæger sig på kanten af tiden. En langsom lille skildpadde bliver hendes vejviser. Hun lærer at skynde sig langsomt, for så kommer hun hurtigere frem. En gang må hun gå baglæns for at komme til målet til den, der kan hjælpe hende med at besejre tidstyvene. Det er et rigtigt eventyr, så det hele ender naturligvis med, at tidstyvene overvindes, og byen får sin gamle rytme igen. Hvis vi bekymrer os om fortid og fremtid, snyder vi os selv. Vores bekymring kan vi, som Peter siger i et brev, kaste på Gud, for han har omsorg for os. (1 Pet 5,7) I sit digt om at gribe dagen sagde Horats advarende, at vi ikke skulle bekymre os om, om denne vinter var den sidste, eller om der kom flere. Hvis man lever som Therese, betyder det mindre, om man lever længe eller kort, for hvert sekund er en evighed af kærlighed, en forsmag på den kommende evighed. Therese blev 24 år, hun døde af tuberkulose, og hun mente selv, at hun havde haft et rigt liv.

Næstekærlighed 
Chiara Lubich, der stiftede Focolarebevægelsen for at udstråle kærlighed som modvægt til 2. verdenskrigs grusomhed, lægger vægt på, at det, du gør for din næste, det gør du for Jesus. Hun må se den visdom, der ligger i at leve i nuet, i kærlighedens lys. Derfor må hun uddybe det at leve i nuet og gribe dagen. Det er en måde til at få nuet til at slå rødder i evigheden, ved at leve i kærlighed til Gud og næsten. "I et 'nu', kan vi række ud efter evighedens komplette fylde, den fylde, som vore hjerter længes efter," siger hun. Men ubekymrethed kan naturligvis ikke være det samme som at være ligeglad med, hvad der skete i går, og hvad der vil ske i morgen. Hun taler for et liv levet i nuet, som også griber om fortiden og fremtiden. Hun siger: "Kristne har kærlighed til menneskeheden af i går, af i dag og af i morgen. Også selvom de koncentrerer sig om at hjælpe den næste, som er lige foran dem i nuet. "

"Se nu stiger solen" 
Jakob Knudsen har i sin salme "Se nu stiger solen" et vers, som på en meget intens måde minder mig om Horats "Grib dagen" og om Chiara Lubichs tanker, Det handler om at favne dagen, det må være netop denne dag i dag, ikke den i går eller den i morgen, men dagen i dag, som møder salmedigteren og os netop nu. Digteren ser denne nye dag, takker Gud og siger: "Oh, at jeg tør favne dig skære dag." Denne dag i dag kalder han med kærlighedens navne, og da vil der bag det lysvæld, som den frembrydende dag lige nu bringer, være lysvæld, som kommer fra Guds himmel, fra Gud selv, livets Gud, som skærmer ham og beskytter ham. Evighedens Gud rører ved tiden i dette øjeblik, åbenbarer sig for digteren i morgenens lysvæld, i et nu. Når livet leves i dette hellige nu, og når det leves i kærlighed, da er der intet at frygte end ikke mørke og død.

Evigheden og Nuet 
Den evighed, som han allerede nu, i denne dag er i kontakt med, vil han komme til hinsides dødens mørke, det mørke, som Gud vil befri ham fra. Livets Gud river ham ud af dødens garn, for Jesus har besejret døden. Derfor kan salmedigteren slutte: "Se, da stiger solen af hav på ny. Alle mørkets skygger for evigt fly. O for sejersjubel for salig lyst, lyset stander stille på livets kyst." Når Jesus siger: "Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til." (Matt 6,34), er det en invitation til ikke at være bekymrede for det næste nu, men at leve i dette nu i Guds kærlighed.

Som Paulus siger: "Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus." (Fil 4,6 - 7) Amen

Guided meditation til Carpe diem:
Hvis det er rigtigt for dig kan du nu lukke øjnene, sæt dig godt til rette. Prøv at tænk over, om der var noget, du bekymrede dig for i løbet af dagen. Er der noget tyngende over det, som en byrde, der er tung at bære? Læg mærke til tyngden. Men nu ser du for dig et lys, der vælder frem. Det er som en glødende morgenrøde. Et væld af lys. I dette lysvæld kommer en lysende hvid skikkelse gående hen imod dig. Han standser ganske nær ved dig. Du ser, at det er Mesteren Jesus. Han ser på dig med et kærligt blik, lægger omsorgsfuldt hånden på din skulder. Sådan står han lidt. Du føler dig tryg. En varme strømmer fra ham til dig. Han siger: "Du er mit elskede barn. Kom til mig. Jeg inviterer alle til at komme, alle som slider sig trætte og bærer tunge byrder. Kom også du, og jeg vil give dig hvile, hvile i min kærlighed. Jeg bærer verdens byrder, kast al din bekymring på mig. Jeg er stærk nok til at bære den, for jeg har sejret over død og mørke. Jeg gik ind i dødens mørke og overvandt det . Giv slip på din byrde, på dit mørke. Jeg ønsker, at alle dine øjeblikke skal fyldes med liv og lys i min kærlighed. Kærlighedens øjeblik er evigheden." Igen ser du hans kærlige blik, og han siger: "Bliv i min kærlighed."

Til Top

Jesu tårer – Betragtning ved Thomasmessen 9. august 

Tekster Luk 19,41-44 og Ef 2,11-18

Fredsfyrsten 
Den beretning, vi har hørt, finder sted selve palmesøndag. Jesus er i det stykke, som går lige forud for denne beretning redet ned ad Oliebjerget på et æsel og er blevet hilst af menneskene i skaren, som råbte: ”Velsignet være han, som kommer, kongen, i Herrens navn! Fred i himlen og ære i det højeste!” (Luk 19,38). Det var ikke krigshelten på en fyrig stridshingst, men freds fyrsten, der sagtmodigt rider på et æsel. Palmerne, som folket hyldede ham med, viser ham som fredsfyrsten, som Esajas siger: ”Man skal kalde ham Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evigheds Fader, Freds Fyrste.” (Es 9,5) Jesus kom fra Oliebjergets skråning hen imod Jerusalem. Her standsede han op og betragtede byen med sorg i sinde.

Besøgelsestid 
I denne tekst så Jesus en smertelig fremtid for sig med profetisk klarhed. Derfor græd han. Han græd, som vi mennesker græder over det onde, vi møder: sorg, smerte og død. Jesus vidste også, at han selv skulle gennem en smertelig død, for i denne beretning befinder vi os ganske kort før den afgørende påske, hvor han skulle lide og dø, men det var ikke sin egen smerte, han græd over, det var over os mennesker, som ikke ved, hvad der tjener til vores fred, her med eksemplet Jerusalem. Byen kendte ikke sin besøgelsestid. Hvad betyder det? Besøgelsestid?  Jeg vil nævne et par gange i Lukasevangeliet, hvor der tales om dette. Første gang er det Johannes Døbers fader Zakarias, som i sin lovsang sagde: ”Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk.” Og Zakarias talte om, at Gud havde besøgt sit folk.  (Luk 1,68+78 ). Gud havde givet Zakarias en dyb indsigt i Jesu underfulde gerning. Anden gang er det ved Opvækkelsen af enkens søn i Nain, hvor alle blev fyldt af frygt og priste Gud og sagde: ”En stor profet er fremstået iblandt os, og Gud har besøgt sit folk.” (Luk 7,16). De blev grebet af frygt i mødet med det guddommelige. At Jesus havde vakt den døde til live, var et afgørende tegn på hans guddommelighed, og i mødet med det guddommelige bliver vi grebet af ærefrygt, som også religionsfilosoffen Rudolf Otto har beskrevet. Han siger, at mødet med det hellige er et mysterium, som virker ærefrygtindgydende, på én gang skræmmende og dragende. Det er så stort, at det samtidig vækker rædsel og længsel. Det giver en følelse af at stå over for det, der er ganske anderledes, det fuldstændig ophøjede. Sådan må den frygt have været, som de mennesker, der gik i ligfølget i Nain den dag, følte. De havde erkendt, at Gud havde besøgt sit folk. Besøgelsestiden betyder her, at Gud møder menneskene i Jesus, som er sand Gud og sandt menneske.

Guds bolig 
Evangelisten Johannes siger det på en lidt anden måde. Besøgelsestiden omtales ved, at Guds Søn, som er Guds Ord, Jesus, blev menneske og tog bolig iblandt os. Det er som en forsmag på evigheden, som Johannes ser i sin vision, Åbenbaringen. Til sidst vil Guds bolig være hos menneskene. Han vil bo hos os, vi skal være hans folk. Da vil det ikke være i det Jerusalem, som Jesus græd over, men den hellige by, det ny Jerusalem, som vil være i evigheden. I sit syn så Johannes en ny himmel og en ny jord og den hellige by, Det ny Jerusalem, komme ned fra himlen fra Gud.(Åb 21). Her vil enhver sorg være vendt til glæde, for Gud selv vil tørre hver tåre af vores øjne, og hverken død, sorg, eller pine skal være mere. Det Jerusalem, som Jesus græd over, vil ikke være mere, den by og den jord, hvor alt var delt, og hvor der var mere strid end fred, vil ikke være mere. For alt vil være nyt. Hele den vision, som Johannes gengiver i Bibelens sidste bog, udmaler i vældige dramatiske billeder den store forvandling i kampen mellem det gode og det onde, hvor det gode vinder, idet den gamle himmel og den gamle jord forsvinder og en ny himmel og en ny jord kommer til syne, en forvandling, hvor det delte bliver ét, som Jesus ønskede i den sidste bøn, han bad til Gud om, at alle måtte være ét, som han og Faderen var ét. (Joh 17,21). Sådan bliver det delte Jerusalem forvandlet til den hellige by, hvor alle er ét. Det vil være her, hvor vores sorg er vendt til glæde og fred.

Invitationen 
Jesus ønsker, at vi skal have forsmag på denne glæde, og han indbyder os, idet han siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matt 11,28). Denne invitation og tanken om Gud, der tørrer hver tåre af vore øjne, har for mig været en stor trøst. Et meget jordisk billede er barnet, som bliver borte, og moderen finder barnet og trøster det. Gud har selv igennem sin profet sammenlignet sig med en kærlig mor. Han sagde: ”Som en mor trøster sit barn, trøster jeg jer, så I finder trøst hos Jerusalem.” (Es 66,13). Her kan vi tænke på det ny Jerusalem, hvor Gud tørrer hver tåre af vores øjne. Når vi ser det, skal vort hjerte glæde sig. Tager vi mod det guddommelige kald, den kærlige invitation, da har vi kendt vores besøgelsestid. Men da Jesus stoppede op og græd, var der mennesker, som ikke kendte deres besøgelsestid, især blandt de ledende i landet. Gud var til stede midt iblandt dem, og de så det ikke, eller de ville ikke se det. Zakarias, Johannes Døbers far, sagde i sin profetiske lovsang, at Gud har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus. (Luk 1,69). Det vil sige, at en frelser ville blive født i Davids slægt. Gud sendte sin søn Jesus for at frelse menneskene. De jødiske skriftlærde og farisæerne på Jesu tid havde fjernet sig fra Gud, men Gud ønskede at komme til dem i Jesus. Og de kendt ham ikke. De kendte kun Gud som en lovens Gud, ikke som en barmhjertighedens Gud. Derfor ville de ikke tage imod frelsen. De vidste ikke, hvad der tjener til fred, men lod byen gå til grunde i mørke og ufred.

Sorg og glæde 
Jesu tårer viser netop Jesu menneskelighed, idet han føler, og han sørger på menneskelig vis, tårerne løber ned over hans kinder, men det er også udtryk for en sand overmenneskelighed, for han ser ud over sine egne lidelser til alle menneskers lidelser, de lidelser, som vi påfører hinanden. Han forudså den krig, som skulle lægge byen Jerusalem øde. Ikke en gang, da han nogle dage senere vandrede mod Golgata mod korset, mente han, at der skulle grædes over ham, men over menneskene. Han sagde til de grædende kvinder: ”Jerusalems døtre, græd ikke over mig, men græd over jer selv og jeres børn!” (Luk 23,28 – 29). Han ønsker ikke strid og lidelser for menneskenes børn, men han ønsker at give os fred, glæde og kærlighed. Han ønsker, at vi skal vide, hvad der tjener til vores fred. Mange af Jesu prædikener handler jo netop om, hvordan vi kan give hinanden glæde i stedet for sorg.

Bjergprædikenen 
Ved den første store prædiken, han holdt, bjergprædikenen, sagde han: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.” (Matt 5,9) Vi er alle skabt til at være Guds børn. Som Guds børn er vi skabt til fred. Fred er ikke bare fravær af krig, men en fylde af Guds gaver, lys og kærlighed. Fred kendetegner Guds rige, som var kommet nær, da Jesus indledte sin tjeneste på jorden. Jesus er vor fred. Når vi er i ham, er han vor fred, og vi er hans børn. Det skriver apostlen Paulus til en menighed i Efesos, som engang var langt borte og adskilt fra Jesus. Nu er de i Kristus Jesus og derfor ganske nær. Jesus gjorde de to parter til ét. Han nedrev muren, som skilte mennesker. Han skabte fred og enhed ved at bekæmpe det onde gennem sin død og opstandelse. Vi kan også lade Jesus virke i os, lade ham rive begrænsningens mure ned i vores hjerte, lade ham forvandle vort hjerte, som Gud siger gennem sin profet: ”Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre.” (Ez 36,26-27)

Jesus står ved hjertets dør 
Når Jesus græder, græder han for vores skyld, menneskenes skyld. Han står ved døren og banker på. Han siger: ”hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.”(Åb 3,20). Han venter på, at vi lukker vort hjertes dør op og lader os forvandle. Det utrolige er, at han altid er der. Hvis vi kommer til en dør, og der ikke ret hurtigt bliver lukket op, går vi igen, men Jesus bliver og venter. Han udstrækker besøgelsestiden. Han ønsker at give os glæde og fred, og at trøste os som en kærlig moder og tørre hver tåre af vore øjne. Amen.

Treenighedens mysterium - Søndag den 14. juni 

Tekst: Matt  28,16-20

Til Top

Hildegard af Bingen
Men mennesker har fortsat fået åbenbaringer. Man kan kun fremstille blege billeder af den guddommelige erfaring. Hildegard af Bingen så en vision af Treenigheden. Det varet overvældende strålende lys. Heri så hun Jesus som en safirblå menneskeskikkelse. Det er Gud, som møder mennesket som menneske. Han er i Gud, lysets fylde, al værens urkilde, der vises som en cirkel uden begyndelse og ende, tegn på evigheden. Faderens lys er det strålende hvide, og Helligånden er som bølger af funklende ild. Disse tre er udelelige, en enhed. (Scivias). Den måde Jesus kommer mennesket i møde på, er udtryk for Guds uendelige kærlighed til os. Hildegard sammenlignede den med en moders kærlighed.

Birgitta af Vadstena
Birgitta af Vadstena havde også en vision af den treenige Gud.
Hun har set et smukt treeninghedsbillede for sig: En stærkt lysende helhed af de liturgiske farver guld, hvid og rød. Guld, der strålende som solen, det hvide lyste som den allerhvideste sne, og det røde som den rødeste rose. Birgitta så disse 3 farver glide over hinanden, at ingen kunne iagttages for sig, det er et billede på den mystiske erfaring (i Åbenbaringer VIII bog)

Fortællingen om Thomas - Søndag d.12. april 2015

Til Top

Påskens glade lys 
Denne Thomassmesse i april holdes stadig i påskens glade lys. Det er en festtid. Og denne dag læses præcis den tekst, som har givet navn til Thomasmessen. Det kan virke mærkeligt, at netop denne tekst afslutter den første glade påskeuge, men det er der en særlig grund til, for denne fortælling om Thomas gør hele påskebudskabet særlig aktuelt for os i dag. 

Hvem er Thomas 
Hvem var han? Hvad siges der om ham i Bibelen? I de 3 første evangelier står Thomas nævnt i oversigterne over de 12 apostle, ligesom han også nævnes i listen i Apostlenes Gerninger, hvor han sammen med de øvrige disciple var til stede ved Jesu himmelfart og i den sal, hvor de sad og bad i tiden op til den første pinse. Men det er især i Johannes evangelium, at Thomas omtales. Første gang er ved en situation, som går forud for Lazarus' opvækkelse fra de døde. Jesus og hans følge befandt sig på den anden side af Jordanfloden i forhold til Jerusalem og uden for Judæa, hvor hans modstandere var. Modstanderne anklagede Jesus for blasfemi, som der var døsstraf for. Her kom der bud efter Jesus, fordi hans ven Lazarus var dødelig syg. Da sagde Jesus til disciplene: "Lad os tage tilbage til Judæa." Disciplene sagde til ham: "Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?" Jesus svarede: "Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys." (Joh 11,7 - 9) Da sagde Thomas også kaldet Didymos til sine meddisciple: "Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham."(Joh 11,16). Det viser Thomas hengivenhed over for Jesus. Men sådan kom det ikke til at gå. Da Jesus blev taget til fange, sagde han til dem, som tog ham til fange: "Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå." Alle, også Thomas måtte flygte. Det har gjort ondt, han ville jo forsvare Jesus til det sidste, ja endda dø for ham og med ham. Men forinden havde Jesus talt om Vejen. Jesus havde sagt: "Hvor jeg går hen, derhen kender I vejen." (Joh 14,4) Thomas havde ikke været sikker på, hvad han mente, og havde sagt: "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" (Joh 14,5) Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig." (Joh 14,6) 

Efter påskebegivenhederne 
Det må have været svært at forstå bagefter, da Jesus var taget til fange, og Thomas var flygtet sammen med alle de andre. På afstand havde han erfaret, at Jesus døde den grufulde død på korset. Og Thomas har følt sig fortvivlet og forladt. Jesus, som er "vejen og sandheden og livet", var borte for altid. Der var ingen vej, ingen fremtid. Alt var mørke. Alt må have forekommet meningsløst, forgæves. Alt var forbi, sådan må han have tænkt. Så overvældet af fortvivlelse var han, at han slet ikke kunne tro det, da nogle et par dage efter sagde, at de havde fundet graven tom. Det var jo ikke muligt. Var det mon ikke bare noget, de sagde? Men så sagde hans meddisciple, at Jesus havde vist sig for dem. Umuligt. Det skulle han have stærke beviser for. Thomas sagde: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." (Joh 20,25). Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, ønskede disciplene fred, vendte sig mod Thomas og sagde: "Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende." (Joh 20,26-27). Der står ikke, at Thomas gjorde det, men der står, at Thomas svarede: "Min Herre og min Gud!" (Joh 20,28). Det virker helt usandsynligt, at Thomas skulle give sig til at mærke Jesu sår. Og Jesus siger da også: "Du tror, fordi du har set mig" Det har været nok at se, men det er også stort, det at se Jesus. 

Disciplenes lidentro 
Hele denne beretning lægger op til 2 spørgsmål: Hvordan kunne Jesus vælge disciple som Thomas og de andre, som havde svært ved at tro? Der var andre disciple, som ikke havde kunnet tro, blandt andre de to, som var gået til Emmaus, efter at de havde hørt, at nogle af kvinderne havde været ude ved graven og fundet den tom, og at de havde set engle, som sagde, at Jesus levede. De disciple, som Jesus havde valgt, havde gjort andre mildt sagt uheldige ting. Peter havde fornægtet Jesus. Og disciplene havde ikke forstået pointen omkring Jesu lidelse og død. Hos Lukas stod der i forbindelse med Jesu forudsigelse: "Men de forstod ikke, hvad han sagde; det var skjult for dem, så de ikke kunne fatte det, og de var bange for at spørge ham om dette ord."(Luk 9,45) Også da de havde været i en båd på Genesareth sø i stormvejr havde de demonstreret deres lidentro. Ja, da Jesus fulgte med de to vantro til Emmaus, måtte han forklare det hele forfra igen. Hvorfor valgte Jesus ikke nogen mere fuldendte disciple? 

Æren er Guds 
Det er et spørgsmål, jeg har mediteret over. Og måske kan Frans af Assisi give et svar. En af Frans' brødre, Masseo, spurgte ham en dag, hvorfor netop Frans var udvalgt, hvorfor alle ønskede at se, høre og følge Frans? Han sagde: "Du er ikke skøn af legeme, du er ikke lærd, du er ikke ædel af fødsel; hvorfor løber da hele verden efter dig?" Frans fik svaret fra Gud i en bøn og sagde, at Gud, der ved alt og kender alle mennesker, ikke havde kunnet finde nogen uslere synder end Frans til at udrette sin vidunderlige gerning. Så kunne alle se, at alt godt kommer fra Gud. Intet menneske kunne gøre det ved egen fuldkommenhed, ikke ved hjælp af adel og storhed og styrke og skønhed eller verdens visdom. Samme pointe er i Dommernes bog i Bibelen, hvor Gud kaldte israelitten Gideon til at befri israelitterne fra en fjende. Da Gideon havde samlet en stor hær, sagde Gud, at han skulle sende de fleste tilbage og kun beholde 300 af de dårligste, for at det skulle være klart, at sejren ikke skyldtes Gideon og hærens dygtighed, men at æren var Guds. Når Jesus kunne bruge disse uduelige disciple, som ikke forstod, ikke troede, og endda fornægtede ham, så betyder det, at han også kan bruge os. Og dermed forandrer beretningen sig fra at være en fjern historisk begivenhed, til aktuel vedkommende nutid. Jesus kan også bruge os. Derfor kan vi glæde os over beretningen om Thomas. Vi vil jo gerne være perfekte, men inderst inde ved vi alle, at vi ligesom Thomas ikke er det. Og disciplene havde været helt almindelige mennesker, fiskere, håndværkere, toldere og syndere. Og Jesus brugte dem. Og når de efter hans opstandelse alligevel kunne udrette store ting i missionen, så var det, fordi Jesus var med dem. 

Bekendelser 
Det første bemærkelsesværdige, Thomas gjorde, var at komme med en bekendelse, som går dybere end nogen tidligere bekendelser. Tidligere havde Peter sagt: "Du er Kristus, den levende Guds søn." (Matt 16,16) Og Martha havde sagt: "Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden." (Joh 11,27). Men Thomas sagde: "Min Herre og min Gud." Om alle disse bekendelser, må siges, at det ikke kommer af menneskers klogskab, men en visdom fra Gud. Sådan sagde Jesus allerede til Peter: "Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene" (Matt 16,17). Thomas fik den indsigt, at Jesus er hans Herre og Gud, idet han så den opstandne herliggjorte Jesus. Nu forstod disciplene, at Jesus ved at sejre over døden for menneskenes skyld genoprettede vores forhold til Gud. Vi blev forvandlet. Det kan måske også forklare det navn, Thomas har, som betyder tvilling på aramæisk, ligesom tilnavnet Didymos betyder tvilling på græsk. Det tolkes ofte symbolsk som åndelige tvilling. Det handler om at følge Kristus, at ligne Kristus, ("Imitatio Kristi"), det vil sige, at vi skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus (Fil 2,5). 

Thomas' mission 
Hvad jeg ind til nu har fortalt om Thomas, stammer fra de bibelske skrifter. Vi hører også noget om Thomas uden for Bibelen. Jesus har været med sine disciple i missionen. Alene det, at Thomas bliver nævnt i andre gamle skrifter, viser, at han har været aktiv i missionen. Han har givet navn til Thomasevangeliet og til Thomasakterne. Thomasakterne er nedskrevet længe efter, og de er derfor sikkert udvidet med beretninger, som skal forstås rent symbolsk og ikke historisk. Men ifølge dette skrift drog Thomas mod øst, først til Persien og dernæst til Sydindien. Den gamle ortodokse kirke i Kerala i Indien regner Thomas som sin apostel, og de kristne dér kaldes derfor "thomaskristne". Det andet skrift om Thomas er Thomas-evangeliet. Thomas fremhæves som den, der har drukket af visdommens kilde og har forstået Jesu budskab, som i dette evangelium præsenteres som særskilte visdomsord, der kan give stof til eftertanke, men som må have fjernet sig noget fra det oprindelige budskab efter Thomas' tid. Men at det kaldes Thomasevangeliet, antyder Thomas' betydning.

Thomas som martyr og helgen 
Thomas afbildes med et spyd, da det ifølge en tradition berettes, at han efter mange års virke i Sydindien døde martyrdøden ved et spyd. Undertiden afbildes han med en vinkel, som arkitekterne bruger, da en legende beretter, at han som arkitekt skulle stå for bygningen af et palads til herskeren, men i stedet byggede ham et palads i himlen ved at give pengene til de fattige. Det slap han godt fra, fordi herskerens broder i et særligt syn så det himmelske palads. Thomas blev ifølge traditionen begravet i Sydindien, men senere blev hans knogler flyttet fra sted til sted: De skulle have fået det endelige hvilested i Ortona i Italien, som blev et valfartssted, som blandt andre Birgitta af Vadstena besøgte. Her fik hun en vision af Thomas. 

"Salige er de, som ikke har set og dog tror." 
Vi vender tilbage til Jesu afsluttende ord: "Du tror, fordi du har set mig." Jesus tilføjede: "Salige er de, som ikke har set og dog tror." Det opfatter jeg som ord til os. "Salige er vi, som ikke har set og dog tror." Det er som at se det usynlige. Men hvordan kan vi det? Måske kan nogle af mystikerne give et svar. De har jo set på en særlig måde. En dag blev Hildegard af Bingen spurgt om, hvordan hun så. Hun svarede, at hun ikke opfattede visionerne med sine legemlige øjne og ører, men med de indre øjne og ører. Hun fik dem ikke i en trancelignende tilstand, men mens hun var lysvågen. Kan man da selv gøre noget for at se det usynlige? En anden mystiker, Johannes af korset, betragter meditationen som en dyb kontemplation, en form for stille bøn, som går endnu dybere end en aktiv meditation med ord. Kontemplativ bøn er en bøn, hvor man ikke selv handler, men lader Gud handle i sig. Man retter blot en kærlighedsfuld opmærksomhed mod Gud og tager imod, lader Gud virke. Det kan siges endnu enklere ved en beretning om en præst, som havde bemærket en bonde, der ofte kom i kirken, sad en stund og gik igen. Præsten undrede sig over, hvad der skete, og en dag spurgte han bonden. Og bonden svarede: "Jeg ser på Ham, og Han ser på mig." 

Det var i grunden også det, som Thomas havde gjort, da Jesus stod over for ham. Derved kan man blive gjort fri fra alt det, som blokerer. Flere mystikere siger, at overfor Gud står vi altid med tomme hænder.

Thomas som model 
Da jeg selv ville fremstille et billede af den situation, hvor den opstandne Jesus viser Thomas sine sår, valgte jeg ikke at vise Thomas, for jeg tænkte på, at jeg stod i Thomas sted med al min tvivl, svaghed og sorg. Jeg står hjælpeløs uden ved egen kraft at gøre mig fortjent til noget og med tomme hænder overfor den opstandne, som siger: "Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror." Men Jesus kan bruge mig med al min tvivl og svaghed, som han kunne bruge Thomas. Det gælder enhver af os. Fordi Jesus har lovet at være med os alle dage, kan vi som Thomas nu gøre, hvad vi ellers ikke havde kræfter til, dele det glædelige budskab, at Kristus er opstanden. Sandelig opstanden. 
Amen

Jesu Visdom Søndag d. 11. januar 2015
Tekster: Ef 1,7-12 Luk 2,41-52 Salme: DDS nr. 139

Til Top

Bjergprædikenen 
Vi hører flere gange om denne undren i evangelierne. Da Jesus var færdig med bjergprædikenen, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge. (Matt 7,28-29). Han havde sat spørgsmålstegn ved det gamle, som var ydre love med en synlig konsekvens. I stedet fremhævede han indre love, love, som handler om hjertet, den indre vilje eller det indre ønske. Hans undervisning var ikke bare bedre end deres, men det var en undervisning af en helt anden slags. Og han underviste med en guddommelig myndighed. Han talte med ord, som kun Gud kunne udtale. Han var lovgiveren for en ny lov, en fuldkommen lov, som er hjertets og kærlighedens lov.

Kejserens mønt
Hvad kunne han mon have sagt til de lærde som 12årig. Vi har jo læst, at han senere talte med den tids lærde, de skriftkloge, hvor han fuldstændig overrumplede dem med svar, de slet ikke havde forudset som den gang, de ville stille ham en fælde og sendte deres egne disciple, som spurgte: ”Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?”. Et nej ville være opfordring til oprør mod kejseren. Men værre var det, hvis han sagde ja, så ville han jo stå på kejserens side. Det ville se ud som, om han holdt med fjenden, besættelsesmagten, romerne. Ja, så ville han fremstå som en landsforræder. Han svarede dem på en fuldstændig uventet måde. Han fik dem til at udlevere sig selv ved at bede dem vise kejserens mønt. De gjorde det og viste derved, at de havde sådan en ugudelig mønt med et billede af den guddommeliggjorte kejser. Mønten i sig selv var i jødernes øjne gudsbespottelse, blasfemi. Det var jo bedst at give den tilbage til dens ejermand. Når Jesus så svarede: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” var det som at sige, giv det afgudsbillede til afguden selv, men giv dig selv til Gud, for vi mennesker er jo Guds børn og Guds billede. (Matt 22,15-22)

Hjertets lov 
Det var ikke sådan, at Jesus forkastede de gamle skrifter, men han viste en ny måde at læse dem på. Ofte sagde han ”Har I aldrig læst i Skrifterne”; Har I ikke læst det skriftsted”. Han nævnte så et skriftsted, som kunne tolkes ind i den aktuelle situation. Eller han sagde: ”Gå hen og lær.” Derved mente han, at de skulle læse skrifterne på den rigtige måde. Den rigtige måde er i overensstemmelse med kærligheden, en indre måde i stedet for en ydre måde. Som da han sagde: ”Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.” (Matt 9,13) og: ”Havde I fattet, hvad det betyder: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer,‹ havde I ikke fordømt de uskyldige”.( Matt 12,7).

Templet 
Også templet gav han i sin guddommelige visdom en ny betydning. Templet var ikke længere de kolde murstensmure, for det er ikke i kolde murstensbygninger, Gud bor, men i mennesker, i menneskehjerter. Da Jesus sagde, at man kunne rive dette tempel ned, og han ville genopbygge det på 3 dage, mente han sig selv. Han skulle dø og opstå efter 3 dage (Jf. Joh 2,19). Da han som 12årig talte med de vise i templet, kunne han måske have fremsat spørgsmål om templets betydning, lige som han gjorde i samtalen med kvinden ved brønden i Sykar, hvor han sagde, at der kommer en time, da Faderen hverken skal tilbedes på samaritanernes bjerg eller i Jerusalem, men sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed. (Joh 4,21-23) Fra det ydre til det indre. På samme måde betegner Paulus menneskets legeme som et tempel for Helligånden (1 kor 6,19)

Hvile hos Gud 
Da de jødiske lærde, som kaldes saddukæere, spurgte Jesus om opstandelsen, sagde han: ”Og om de dødes opstandelse, har I så ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, der siger: ›Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud‹? Han er ikke Gud for døde, men for levende.” Da ingen ville sige, at Abraham, Isak og Jakob ikke skulle være levende, forstummede modstanderne, og alle blev de slået af forundring over hans lære. (Matt 22,23-33). Det er denne visdom, han peger på, også disciplene skal lære af ham: ”Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.” (Matt 11,29). Ved netop at være ydmyge af hjertet, kan vi lære hjertets visdom. I nogle af de skrifter, som vi kalder apokryfer, og som i nogle bibler findes mellem det gamle og det nye testamente, tales om at finde hvile ved at følge visdommens spor (Sir 6,28). At være ydmyg af hjertet er ikke det samme som at fornedre sig selv, men det betyder, at man er blød og bøjelig som en blomst, der bøjer sig mod solen. Sådan må vi som disciple lære af Jesus og bøje os mod Gud.

Visdommens hus 
I Ordsprogenes bog taler Visdommen selv som person, som en kvinde. Hun har bygget sit hus, tilhugget sine syv søjler og tilberedt et måltid, som hun ønsker at invitere alle til. 

Visdom og dårskab 
Også Paulus skelner klart mellem en visdom, som er af denne verden og Guds visdom. Han siger: ”Hvor er de vise henne, hvor er de skriftkloge, hvor er denne verdens kloge hoveder? Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab?” Paulus påpegede at Kristus er Guds visdom..(1 Kor 1,20 – 25) Paulus indså, at Jesus havde vendt op og ned på dårskab og visdom. Det, som de lærde anså for visdom, det var dårskab i den guddommelige dimension, og det som de anså for dårskab, det var visdom i guddommelig dimension. Og måske havde Jesus allerede som 12-årig i templet gennem ligefremme spørgsmål og svar netop antydet, at guddommelig visdom adskilte sig fra menneskenes visdom, ja undertiden var det modsatte. Kingo har i den salme, vi har sunget, også givet udtryk for vanskeligheden for voksne at få den barnlige tillid til Gud og en indsigt, som ikke er besværet med komplicerede spekulationer. I sidste vers beder han om, at Jesus vil omdanne hans hjerte, så det kan være et tempel for Ham. Han beder om, at Jesus vil vende hans hjerne bort fra verdslig klogskab til en indsigt, som handler om at kende Jesus. Han siger: “Du selv min hjerne vende fra verdens kloge flok, og lær mig dig at kende så har jeg visdom nok.” Amen.

Til Top

Himmelsk lys -  Søndag d.9. november 2014
Tekster: 1. Pet 2,9-10 Joh 1,1-13 Den danske Salmebog nr. 556 I Himmelen, i Himmelen

”I Himmelen, i Himmelen, o, hvilken klarheds glans!
Ej middagssolen ligner den, den overgår al sans.
Den sol, som aldrig ned skal gå, men evigt uformørket stå,
er Herren Sebaot”. Sådan lyder det i den gamle salme, vi sang.
Den sol, som aldrig går ned, er Gud selv, Hærskarers Herre,

Som der står i Åbenbaringsbogen, har det ny Jerusalem ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys. For der er forskel på lyset fra den sol, som vi ser gå op og ned, og det himmelske lys, som er Gud selv. Solen er skabt af Gud. Men Gud er selv det evige lys. Som der står i salmen, så overgår dette evige himmelske lys al sans, også synssansen, så det er usynligt for det fysiske øje, alligevel har Jesus sagt: ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.” (Matt 5,8).

Det er noget, jeg har tænkt over. Hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan kan jeg se Gud? Gud, som er større end alt, hvad vi kan forestille os.
Ja, og så skulle jeg jo også have et rent hjerte. Det kan kun Jesus give mig. Nogle beretninger om mennesker, som har set Guds blændende lys, fortæller om en renselse i forbindelse med synet. Bibelen fortæller, at profeterne Esajas, Ezekiel og Daniel i det gamle testamente og Johannes i det nye fik en vision af den himmelske guddomstrone, som var blændende, strålende og ganske overvældende. Esajas oplevede, at han derved blev renset, fik et rent hjerte og rene læber. Guds trone viste sig for Ezekiel og Esajas dér, hvor de befandt sig, så himlen var mere en anden dimension end et andet sted.

Undervejs mødte han engle og andre åndelige væsener, der hjalp ham videre op mod lyset, det himmelske lys. Hans evne til at se blev gjort stærkere undervejs, så han kunne tåle at se det strålende lys. Han så også 9 englekor omkring Gud, der lyser med en blændende sølvhvid stråleglans. Han fik lov til at bevæge sig forbi englekorene. Han så Marias himmeltrone. Og herfra fik Dante lov til at træde frem for Gud selv.

Her afbrød han beretningen og bad om kraft til at skrive, sådan at han kunne gengive et glimt af, hvad han så, for han vidste, at ord ikke kan beskrive det, det kunne kun blive en svag genklang af virkeligheden, en virkelighed, han heller ikke kunne gribe. Da Dante stod overfor Guds ubegribelige lys, blev han grebet af Guds kær¬lighed. I lyset så han en menneskelig skikkelse, Jesus i kærlighedens lys. Dette himmelske lys gennemskinnede hans sjæl. Han var i kærlighedens kreds.

Måske havde han hørt om Hildegards visioner. Hun så også det himmelske guddommelige lys, men hun vidste godt, at det himmelske lys var endnu stærkere end det, hun kunne se. Det, hun så, var kun skyggen. Men selv skyggen af det levende lys strålede mere end noget jordisk lys. Hildegard anså også Guds kærlighed som kilde for dette himmelske lys, ja hun mener, det er udtryk for Guds moderkærlighed. Dette lys er af en helt anden art end det lys, vi ser her på jorden og af en helt anden art end lyset fra sol, måne og stjerner, som Gud har skabt.

Hildegard så også dette himmelske lys på en særlig måde, nemlig med sine indre øjne, ikke de ydre. Hun så med hjertets øjne. Kun med hjertets øjne kan man se det usynlige. Gud er selv et åndeligt uskabt usynligt lys.
Når himmelsk lys er så fantastisk stort, og dog usynligt, kan det måske forklare, at Paulus i et af sine breve skrev, at Gud bor i et utilgængeligt lys, som intet menneske har set eller kan se. (1 Tim 6,16). Han kan også have tænkt på Davids salmer. I en af salmerne siger David noget til Gud: ”du hyller dig i lys som en kappe”. (Sl 104,2),
Paulus havde endda selv set dette lys på en rejse, han gjorde til Damaskus. Han talte senere om at blive bortrykket til den tredje himmel. Det var Jesus, der som det sande lys, viste sig for Paulus og forvandlede ham fra at være en frygtet fjende til lysets forkæmper.

Paulus, Hildegard og de andre profeter fik visioner af Gud, fordi Gud åbenbarede sig for dem. Nu er det ikke sådan, at man har særlige fortrin, at man er bedre eller finere, hvis man har haft visioner. Jesus har sagt: ”Salige er de, som ikke har set og dog tror.” (Joh 20,29). Vi kan se med troens og hjertets øjne. Det er Gud, som kommer til menneskene. Gud åbenbarer ikke det hele, det ville vi ikke kunne rumme. Ofte viser Gud sit himmelske lys og sin kærlighed. Han viste den især, da han mødte os i Jesus Kristus, skaberordet. Om ham står der: ”I ham var liv, og livet var menneskers lys”. ”Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” Jesus viste sig langfredag som det lys, der skinnede i mørket. Han brød mørkets lænker og førte dødens og mørkets fanger ud i lyset, det evige lys. Han er det lys, som oplyser os alle.

De, som hørte Jesus tale, da han sagde: ” Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud”, mærkede nok hans guddommelige myndighed, så de undrede sig, men den guddommelige herligheds lys åbenbarede han kun for nogle af dem, som senere blev sendt ud til alverden med det glædelige budskab. Jeg tænker især på, at Jesus havde ladet disciplene se sin herlighed, sin guddomsglans, da han vandrede på jorden med dem. Han havde ført dem op på et højt bjerg, og her blev han forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Det kan have været denne begivenhed, Johannes tænker på, da han sagde: “Vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.” Vi kalder begivenheden ”Forklarelsen på bjerget”.

Og dette har ofte været det motiv, ”Forklarelsen på bjerget”, som kristne kunstnere har brugt, når de ville vise Jesus i det himmelske lys. De, der så Jesus ved opstandelsen, må også have set Jesus i et himmelsk lys.
Mange kunstnere har ønsket at antyde dette lys i materielle billeder, vel vidende, at det bliver en svag afglans af himmelsk lys. Som Dante sagde, findes der ikke ord, der kan beskrive dette lys, men Dante prøvede alligevel. Og det har mange kristne kunstnere gjort. I kirkerne har man leget med lysvirkninger på forskellig måde, så at det fysiske lys kunne være et billede på det åndelige ved at lade det falde ind i kirken på en måde, så det havde en overnaturlig virkning.

I de romanske kirker og også i de armenske kirker falder det blændende lys ind i den ellers mørke kirke og spiller i guld og billeder. Det fysiske sollys kan ses som et billede af det usynlige lys. Men kun et billede.
Tanken er, at man betragter de fysiske billeder af det usynlige, og mediterer over dem, dernæst retter man opmærksomheden mod Gud, og sindet føres ved Helligåndens hjælp op til Gud selv. Som Hildegard, der så de himmelske visioner med hjertets øjne. Billederne og den særlige måde at vise lyset på er en hjælp til at åbne hjertets øjne.

Undertiden erfarer man Gud på en uventet måde. Jeg havde engang mediteret og rettet min opmærksomhed mod Gud i en kirke. En aften lidt senere, da jeg kom hjem til mig selv og åbnede døren til den mørke stue, mærkede jeg en fylde af kærlighed. Det usynlige lys i mørket. Det var som om, Gud bød mig velkommen i mit eget hjem. Jeg var ikke alene.

Når vi ved Thomasmessen dæmper lyset, det fysiske synlige lys, ved den stille stund til bøn og meditation, kan de fysiske øjne hvile, og vi kan rette opmærksomheden mod Gud. Måske kan billederne i den dunkle kirke være en hjælp. Vi kan se med vort hjertes øjne og modtage Guds lys i vort hjerte. ”Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud.”  Amen.

FRED  - Søndag d.10. august 2014 - Tekster: Hebr 12,14-15 og Matt 5, 3-9

Fred og ufred
Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn. Som Guds børn er vi skabt til fred. Fred er ikke bare fravær af krig, men en fylde af Guds gaver, lys, glæde og kærlighed. Det lyder måske enkelt, og fred er vel netop det, vi har brug for, men hvis vi hører om begivenheder i verden igennem historien, er der mange eksempler på krig og ufred. Og lytter vi til nyhederne i dag, ser det ud til, at menneskeheden intet har lært af historien. Lige nu har jeg det sådan, at hver gang, jeg synes, at jeg har hørt det værste, sker der noget mindst lige så grufuldt et nyt sted, som nu i Nordirak.

Skabt til fred
Det er ikke sådanne tilstande, vi er skabt til, men fred. Fred kendetegner Guds rige, som var kommet nær, da Jesus indledte sin tjeneste på jorden. Til Guds rige hører saligprisningerne, som indledte Jesu store prædiken på bjerget.” Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.”  Jesus er vor fred. Når vi er i ham, er han vor fred, og vi er hans børn, lysets, kærlighedens og fredens børn. Freden begynder i vores egne hjerter. Af egen erfaring ved jeg, at det er svært. Vi må lytte til den indre forståelse af Jesu belæring.

Forudsætning for at kunne stifte fred
Der var saligprisninger, som går forud for denne, og som på en måde er en forudsætning for at kunne stifte fred. Den første handler om at være fattig i ånden, for det betyder, at vi erkender vor fattigdom over for Gud. Over for Ham vil vi altid stå med tomme hænder. Alt, hvad vi har, har vi fået af ham.  En anden saligprisning er: ”Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.” Hvis vi erkender, at vi står med tomme hænder og er sagtmodige, erkender vi, at det er Gud, som stifter fred, men vi kan være hans redskaber. Jesus underviser os i denne holdning. Han siger: ”Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle.” (Matt 11,29). Det lyder jo enkelt, men hvem af os kan sige sig fri for at have været i en situation, hvor vi ligesom har glemt, at lyset ikke kommer fra os selv. Men vi kan lade Gud forvandle vort hjerte, som Gud siger gennem sin profet: ”Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre.” (Ez 36,26-27).

Frans af Assisi 
I aften vil jeg tale om nogle, der har lyttet til Jesu prædiken og lært af ham. Det var Frans af Assisi og alle, der gjorde som han. Frans fik i starten af 1200tallet et særligt kald. Og det var ikke, fordi han havde været særlig from som barn og ung. Han havde levet et muntert og luksuriøst liv i festligt lag med byens andre unge. Han var i begyndelsen heller ikke særlig god til at forstå kaldet, for hans vision fortalte ham, at han skulle i kamp, og dette forstod han ganske bogstaveligt, og lod sig udstyre for at drage i krig. Det var dog det modsatte, han var kaldet til, nemlig til at stifte fred. Det blev hurtigt klart for ham, at kampen skulle forstås på en anden måde.

En stemme fra korset
Ved lange meditationer fik han nye visioner. Han mediterede foran det store byzantinske kors i den lille faldefærdige kirke San Damiano, og pludselig hørte han en stemme fra korset, der sagde: “Frans, gå hen og opbyg igen mit hus, der er ganske i forfald.” Han mente, at det måtte være den faldefærdige kirke. Det lykkedes i løbet af den kommende tid at genopbygge den, men kaldet betød, at han skulle forny Kirken som menneskeligt fællesskab, for det var den, der var i forfald. Fællesskabet var det så som så med. Evangeliet var blevet fremmed for mange, især for de ledende i kirken. Hans kald handlede om fornyelse. Det forstod han selv og mange andre efterhånden. Han gjorde det aldrig ved at kritisere eller fordømme nogen, men ved selv at leve evangeliet. Derfor ønskede han som Jesus at være fattig. Fattigdom var ikke målet, men midlet til større gudsnærvær og den fred, der er i Guds nærvær. Sådan gav han et eksempel for mange. Fattigdommen er en del af det troens spring, man må foretage for at nå den rigdom, som alene kan fylde mennesket helt, foreningen med Gud. Man må erkende sin egen fattigdom for at modtage af Gud. Alt godt kommer fra Ham.

Ydmyghed
En af dem, der ønskede at leve evangeliet som Frans, var Klara. Også hun ønskede at stifte fred, hun og de mange søstre, som kom til hende, gjorde det især gennem bøn og meditation, sådan som klarisserne stadig beder for fred i verden den dag i dag. Det modsatte af fattigdom var ikke rigdom for Frans og Klara, men snarere stolthed. Derfor er Ydmyghed fattigdommens søster. Det berettes, at en af brødrene, Broder Masseo en dag ville prøve, om Frans virkelig var ydmyg, og spurgte om, hvorfor alle mennesker løb efter Frans, og ønskede at se ham, at høre ham og at lyde ham? Han sagde: ”Du er ikke skøn af legeme, du er ikke højlærd, du er ikke ædel af fødsel; hvorfor løber da hele verden efter dig?" Frans vendte sine øjne mod himlen og stod længe sådan, så knælede han ned og takkede Gud, vendte sig til Broder Masseo og sagde: "Vil du vide, hvorfor hele verden løber efter mig? For jeg ved det fra den alvidende Gud, hvis øjne betragter de gode og de onde over hele jorden. Fordi Gud ikke har fundet nogen elendigere skabning eller større synder til at udrette sin vidunderlige gerning på, derfor har han udvalgt mig, for sådan at gøre adel og storhed og styrke og skønhed og verdens visdom til skamme, at alle må erkende, at alt godt kommer fra Gud og ikke fra skabningen, for Guds er æren og magten i al evighed." Da forstod Broder Masseo, at Frans var grundfæstet i ydmyghed.Ydmyghed er en forudsætning for fred.

Hjertets fattigdom 
Fattigdommen er en hjertets fattigdom. Hvis der kun var tale om at overholde en ydre fattigdom, kunne den føre til hovmod. Man kunne prale og sige: ”Se, hvor beskedent, jeg lever!” Jesus advarer os mod at rose os af vor fromhed. Eksemplet på en, der ville rose sig selv, ser vi i lignelsen om farisæeren og tolderen (Luk 18,9-14). Tolderen er den ydmyge, mens farisæeren mangler den åndelige fattigdom. Han remser sine gode gerninger op og roser sig af dem. Frans' holdning er den omvendte. Han ser sig selv som et redskab for Gud.. Det er Gud, vi skal takke. Ligesom Jesus siger i bjergprædikenen: Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene. Det hverken er os eller vore gode gerninger, der prises, Men vores far, som er i himlene. (Matt 5,16)

Fred og alt godt
Når Frans prædikede, var hans prædiken enkel: Den handlede om Guds fred.
Når Frans kom ind i et hus, udtalte han et ønske om fred. Hilsenen “Fred og alt godt” er en franciskansk hilsen, også selv om det måske ikke er Frans selv, der har sagt den første gang.

Klara som Guds redskab
Nu kunne man forestille sig, at Klara og hendes søstre i deres kloster var mere beskyttet mod tidens krige. Det var de ikke. I Klaras tid boede de i San Damiano uden for byens mure og havde ingen militær beskyttelse. En gang blev byen truet. En fjendtlig hær rykkede frem mod Assisi. Her brugte Gud Klara som sit redskab for at stoppe hæren. Da hæren lå omkring Assisi klar til angreb, rejste Klara sig med stort besvær fra sin sygeseng, gik til klosterets lille kirke og hentede monstransen, hvor man opbevarede det indviede brød, Jesu legeme. Hun tog monstransen i hænderne og holdt den ud ad et af vinduerne i retning mod hæren. Det siges, at der udgik en sådan stråleglans fra monstransen, at fjenden blev grebet af frygt, så de opgav at angribe byen. Det var ikke menneskenes egen snarrådighed, men Guds styrke. Det hele skete på fredelig vis.

Franciskansk fredsarbejde i vor tid
I vores tid har en franciskaner, Pater Mizzi, taget initiativ til en interreligiøse dialog, dvs. dialog mellem folk af forskellig religion, ved nogle møder, som Paven inviterede til. Mange religioners repræsentanter og overhoveder mødtes i Assisi for sammen at bede for fred. Hver bad ud fra sin baggrund, men ønsket var Fred, man vandrede sammen i byens gader i en fælles pilgrimsvandring, fastede og mediterede sammen. Pater Mizzi sagde senere ved et møde: ”Vi kan leve som brødre og søstre, selv om vi ikke deler samme religion. Gå overalt i Assisi for at bede og meditere. Buddhister, muslimer, hinduer deler med Frans. Han kan dele med alle.” I en bog efter første store fredsmøde i 1986 skrev en af de medvirkende: ”I Assisi har jeg hørt verdens hjerte banke”  Han taler om  fredens uophørlige pulsslag og de mangfoldige profetier om den fred, som Gud har ladet spire frem i verdens hjerte.

Jesu ord i hans afsluttende tale
Og netop nu i 2014 er der en tørst efter fred og glæde, en længsel efter at kunne leve sammen på jorden med vores forskelligheder. Lad os lytte til Jesu ord i hans afsluttende tale: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” (Joh 14,27)  Lad os med disse ord fatte mod til at bede for freden, sådan som klarisserne gør.
Jeg vil slutte med et digt, som indeholder en bøn om fred til den treenige Gud. 

Stille bøn
Lad os være stille en stund og bede om freden i vores hjerter og i verden.
Lad os bede for alle forfulgte i Syrien, Ukraine, Israel-Palæstina. I Nordirak og andre steder, hvor mennesker lider under ufred.

Til Top

”Vejen, sandheden og livet” -  Søndag d.11. maj 2014
Tekster Hebr. 4,14-16 og Joh. 14,1-11

Kernepunkter i Johannesevangeliet
Da vi vil se på nogle kernepunkter i Johannesevangeliet, vil jeg starte med begyndelsen: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys.”

Verdensrummet
Alt blev til ved Guds ord, Jesus. Men hvad er ALT? Hvordan hænger det hele sammen? Det prøvede jeg at finde ud af allerede, da jeg var 6 - 7 år. Vi havde hjemme en gammel, meget fin globus. Der kunne jeg se, hvor jeg boede i Danmark. Og Danmark lå på jordkloden. Men så spurgte jeg min mor: ”Hvor er så jordkloden? Hvad er der rundt om den?” ”Jo,” sagde min mor, ” Jordkloden er i Verdensrummet”. ”Verdensrummet”, sagde jeg og tænkte, at et rum har 4 vægge, loft og gulv som en stor kasse. ”Er verdensrummet i en kasse?” spurgte jeg så min mor. Der måtte jo være noget udenom verdensrummet. ”Jeg ved ikke rigtig,” sagde hun, ”det må i hvert tilfælde være en meget meget stor kasse.” ”Ja, men mor, hvad står så kassen på?”

Hele skaberværket
Og her var jo tale om hele skaberværket. Hvor er det, hvad er der udenom.
Her havde Hildegard af Bingen en vision af kosmosmennesket, som kan give et svar på, hvor verdensrummet er. Her står den treenige Gud, Fader ens ansigt øverst, og derunder er Sønnen, en rød skikkelse, som også er Kærligheden, der holder om en brændende cirkel, Helligånden. Inden i den brændende cirkel er verdensrummet, ikke kasseformet, men cirkelformet. Det er Sønnen, Guds kærlighed, Skaberordet, som holder det hele i sin favn. Det cirkelformede er symbol på, at verdensrummet er uden grænser, uendelig stort, og det kan kun vises ved symboler, cirklen, som er uden begyndelse og ende. 

Billede af det uendelige verdensrum
Flere år senere læste jeg en bog, som hed ”Verdensrummet og Vi”, og fik via nogle pædagogiske sammenligninger et billede af det uendelige verdensrum. Det kunne ikke komme ned i en kasse. Det uendelige univers kunne få det til at svimle for mig, og det kunne få mig til at føle mig meget meget lille.

Menneskets valg
Når mennesket hos Hildegard fremstilles så stort, er det menneskets sjælekræfter. Det viser menneskets betydning og dermed også dets ansvar. Det har vidtrækkende betydning, hvilken vej mennesket vælger, kærlighedens eller den kolde egoismes vej.

Vejen til Gud
Når Jesus siger, ”Jeg er vejen, sandheden og livet”, så er det, fordi han er den grænseløse kærlighed, at han er Guds skaberord, som skabte jordkloden og verdensrummet, menneskene og alt andet på jorden. Han lod sig føde ind i menneskenes verden for være vejen til Gud. Han skulle ikke bare vise vejen, men være den.

Jacobsstigen
Det antydede han allerede overfor de første disciple. Han sagde: ”I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen”. I Det gamle Testamente var det Jacob, som i en drøm så en vej til Gud. Han så en stige, der førte op til himlen, og englene vandrede op og ned. Her fik han et møde med Gud selv.

Guds navn
Jesus taler ikke om en stige, men siger, at himlen åbner sig over Menneskesønnen. Han er der, hvor stigen var, for han er selv vejen til himlen og til det evige liv. Ja han og Faderen er ét. Han er i Faderen og Faderen er i Ham. Derfor kan han også bruge Guds navn om sig selv. Guds navn hører vi om i Det gamle Testamente, hvor Gud taler til Moses fra en brændende tornebusk. Moses spørger efter hans navn, og Gud svarer, at hans navn er ”Jeg er den, jeg er” I kort form vil det være ”Jeg er”. Når Jesus siger: ”Jeg er vejen, sandheden og livet” siger han også Guds navn, ”Jeg er”. Han gør det flere gange i evangeliet: ”Jeg er livets brød”. (Joh 6,35); ”Jeg er verdens lys” (Joh 8,12); ”Jeg er den gode hyrde” (Joh 10,11),, ”Jeg er døren til fårene” (Joh 10,8), ”Jeg er det sande vintræ”(Joh 15,1) og ”Jeg er opstandelsen og livet” (Joh 11,25) . Men også et par gange, hvor han i dansk oversættelse siger ”Det er mig”. Her siger han til den samaritanske kvinde, der nævner Messias. ”Det er mig, den der taler til dig” (Joh 4,26). Og da han kommer ud til disciplene gående på vandet og giver sig til kende med udtrykket: ”Det er mig”. Der står på græsk ”Ego eimi”, Jeg er.

Opgaven her på jorden
Da Gud havde vist sig for Jackob, og Jacob så himlen åben, var det ikke meningen, at han straks skulle forlade jorden og vende tilbage til Gud. Der var endnu et langt liv, der skulle leves på jorden. Den drøm, han havde haft, viste ham, at han skulle være orienteret mod Gud. Og Gud var med ham. Sådan var det også med Jesu liv på jorden og med disciplenes liv på jorden. De havde en opgave, de skulle vandre her på jorden i Guds kærligheds lys.

Den altomfattende kærlighed
I Johannesevangeliet hører vi om kærligheden mellem Faderen og Sønnen, der viser sig ved, at Sønnen taler Guds ord uden indskrænkning, ligesom jo også Ånden gives uden mål. Det er denne altomfattende kærlighed, menneskene drages ind i. Jesus beder til Gud: ”Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig” (Joh 17,24)

Jesu forhold til disciplene
Jesu forhold til disciplene bliver stadig mere tæt. Først kaldes de disciple. De skal lære, hvem Jesus er. At han er kærlighed. Han siger til dem. ”Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,35) De skal være Kærlighedens disciple. Dernæst kalder han dem tjenere. De får opgaver at udføre i kærlighedens navn. Han siger: ”Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.”(Joh 12,26). Han viser dem et eksempel på den tjenende kærlighed, da han vaskede disciplenes fødder ved måltidet skærtorsdag.

Så kalder han dem venner og siger: ”Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner. I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg påbyder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; jeg kalder jer venner, for alt, hvad jeg har hørt af min fader, har jeg gjort kendt for jer.” (Joh 15,12-15). Han kalder dem brødre, da han efter opstandelsen sender Maria Magdalene som budbringer og siger: ”Gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.” Ved at sige min fader og jeres fader understreger han broderskabet. Han taler på Guds vegne, når han kalder disciplene ”børn” (13,33, Joh 21,5). Samtalerne efter skærtorsdagens måltid viser, at de - og vi med dem - både er disciple, tjenere, venner, søstre, brødre og børn.

Sandheden
Når Jesus siger, at han er sandheden, er det fordi, han er vejen til den eneste sande Gud. Sandheden er Guds virkelighed, den grænseløse væren, den grænseløse kærlighed. Til kvinden ved brønden siger Jesus: ”sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed” (Joh 4,22). I sin bøn til Gud, beder han for disciplene: ”Hellig dem i sandheden; dit ord er sandhed” (Joh 17,17).. Og Guds ord, skaberordet er jo Jesus selv, sandheden. 

Livet
Når han siger, at han er livet, det evige liv, er det fordi han overvinder og besejrer døden. I det åndelige rige er sand væren og liv, og Jesus er vejen dertil. Vi drages ind i det guddommelige fællesskab, ikke kun en gang i en fjern fremtid, men allerede i dette liv, for Jesus er med os alle dage, han er det gennem Helligånden, som er sandhedens ånd, Guds ånd, der følger os og vejleder os. Sådan forstår jeg også Grundtvigs salme, ”Den signede dag”, som vi sang. Dette liv med Guds skaberværk gives os som en vidunderlig gave og opgave. Salmen beskriver en rejse igennem dette liv, og ved dette livs aften får vi atter liv i øjnene og skuer det evige liv i fædrelandet, og her har vi netop hørt Jesu ord: ”I min Faders hus er der mange boliger”. I Faderens land er der uendelig meget plads, og der er en borg, Åbenbaringens Ny Jerusalem. Og her er vi alle ét med den ene sande Gud i det evige livs lys.

Lysets børn som Jesu disciple i tjeneste
Men dertil er vi endnu ikke nået, vi har stadig en tid her på jorden. Jesus siger til Peter: ”Hvor jeg går hen, kan du ikke følge mig nu, men senere skal du følge mig.” (Joh 13,36). Vi skal være en tid her på jorden, men Gud er med os her, hvor vi i sandhed som lysets børn er Jesu disciple i tjeneste. Og her viser Hildegards vision, at selv om vi fysisk set er meget små i det uendelige univers, har vores handlinger betydning, og at vi har et ansvar for Guds skaberværk. Jesus sender os til verden. Han går selv bort, men kun for at sende Helligånden til os, så vi altid kan være i ham og han i os også nu i dette liv.

Keltisk spiritualitet
I keltisk spiritualitet møder vi netop dette, at det forjættede land ligger forude, men Gud er også for os her. Der fortælles om den hellige Brendan, der ønskede at rejse til ”De helliges forjættede land”. Han sejlede i 7 år, hvor alt blev lagt til rette for ham og hans brødre, og de oplevede mange af Guds store undere undervejs. Da de havde set og oplevet ”De helliges forjættede land”, et vidunderligt sted, måtte de vende tilbage til den fysiske verden endnu en tid, men havde set den rent åndelige verden, der ventede. Det er en allegorisk fortælling, hvor Guds nærhed manifesterer sig både i den åndelige og i den skabte verden, som vi stadig lever i, og hvor Gud nænsomt sender os ad Kristus vejen ud mod grænser, ingen kender (Lars Busk Sørensen), som vi synger, når vi går herfra og ud i verden. Amen 

Til Top

Hvem er størst? 
Hvem er størst? Vi kender det jo alle sammen, hvem vil ikke være størst, hurtigst og vinde alle konkurrencer. Da jeg var barn, var jeg rimelig god til at svømme, jeg kom dog aldrig først, men næsten, og jeg prøvede da altid på at komme først, lige som jeg gerne ville have de bedste karakterer. Tænk, om man kunne vinde årets flidspræmie, som den gang blev uddelt i 3. 4. og 5. klasse. I 5. klasse, da lærerne havde været så snedige at dele præmien op til mange flere, lykkedes det omsider at få en lille del af den, men ingen af os kunne sige, hvem der var bedst. Heldigvis!

Tjeneren 
Ja, vi, der i den grad lever i et konkurrencesamfund, hvor det gælder om at komme først og være størst, vi har jo et grundlag for at forstå Jesu disciple, som her den sidste aften efter nadveren kommer i diskussion om hvem, der er størst. Og her griber Jesus ind. ”Hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener?” spørger han, og svarer selv med endnu et spørgsmål: ”Er det ikke den, der sidder til bords?” Det ville jo være oplagt, ligesom at gå ind på en restaurant, hvor det er tjenerne, som serverer de lækre måltider for os. Men som så ofte vendes sagen om, når Jesus underviser. For han, der jo virkelig er størst, er til stede iblandt disciplene som den, der tjener. Hele Jesu liv er som en tjeneste for menneskeheden. 

Det sind, som var i Kristus Jesus 
I brevet til Filipperne (Fil 2,5 ff.), siger Paulus: ”I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus”, nemlig det sind at tage en tjeners skikkelse på. Selv om Jesus var lig med Gud, gav han afkald på det for at blive mennesker lig. Ja, han ydmygede sig mere end det, han gik i døden for at tjene menneskene. Hos Matthæus sagde Jesus tydeligt, hvad hans tjeneste indebar: ”Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” (Matt 20,26-28). Derfor skal den, der vil være stor, være tjener, dvs. lederen skal være den, der tjener, sådan som også Jesus gjorde. Det fordrer samme sind, som var hos Jesus..

Vi skal lære af Jesus 
Vi skal lære af ham. Jesus taler selv om, at vi skal lære af hans ydmyghed: “Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet.” (Matt 11,29) Han, der selv er Gud, blev menneske. Som menneske lærte han os at være menneske på den rette måde. Når man lærer af Kristus, vil man tørste efter retfærdigheden. Man vil have et sind som det, der beskrives i saligprisningerne, der indleder bjergprædikenen, den første store tale, som evangelisten Matthæus gengiver. Saligprisningerne handler om dem, der tørster efter retfærdigheden, og som er sagtmodige og barmhjertige, som vil stifte fred og har et rent hjerte.

Et rent hjerte 
Et rent hjerte og det sind, som er i Kristus, hvordan kan vi have det? Hvordan kan vi, der hver især gerne vil være størst, nogensinde lære det? Måske kan vi finde et svar i den første af saligprisningerne: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres”. De, der er fattige i ånden, ved, at de overfor Gud altid står med tomme hænder. Vi er fattige, fordi vi intet har af os selv, alt er givet af Gud. Når vi er fattige i ånden og står med tomme hænder, kan vi tage imod det, som kommer fra Gud. Det rene hjerte kan vi ikke selv præstere, det er givet af Gud. Gennem profeten Ezekiel har Gud talt til menneskene. Han siger: “Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre.” (Ez 36,26). Alt godt kommer fra Gud. Når vi ønsker at lære af Jesus, som er sagtmodig og ydmyg af hjertet, må vi først tømme os for vores eget og stå foran Gud med tomme hænder, modtage det rene hjerte, tørsten efter retfærdigheden, ønsket om at være sagtmodige og barmhjertige, længslen efter at stifte fred og ønsket om at tjene, som Jesus gjorde det.

Herrens tjener 
Og Jesus er den Herrens tjener, som Esajas nævner, der kommer for at bringe godt budskab til fattige og lægedom til dem, hvis hjerte er knust, for at udråbe frigivelse for fanger og løsladelse for lænkede, for at udråbe et nådeår fra Herren og for at trøste alle, der sørger. (Es 61,1-2) 

At færdes ret 
Ordet retfærdig betyder egentlig at færdes ret, dvs. at man ønsker at gå på Guds veje og handle i overensstemmelse med hans vilje, og det er at elske sin næste. Det kan vi kun med Guds hjælp. Når vi skal lære at tjene, kan vi ikke alene lære af Jesus, men også af hans mor, Maria. Jeg tror aldrig, hun havde tænkt på sig selv som noget særlig stort og slet ikke på at være størst.

Herrens tjenerinde 
Hun kalder sig selv en ringe tjenerinde. Da englen Gabriel kommer med det budskab, at hun skal være mor til Guds søn, en opgave med megen smerte, er hun den, der uden tøven siger, ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” (Luk 1,38) Hun er det menneske, der på smukkest mulig måde har haft en tjeners hjerte.. I sin lovsang til Gud (Luk 1,46ff) erkender hun, at hun er blandt de ringe, at det er Gud, der har gjort store ting imod hende, at det er Gud, der ophøjer de ringe, mætter dem og giver dem gode gaver. I alt er hun den, der modtager af Gud for at give til mennesker, til os. Vi kan lære af Jesus, og vi kan lære af Maria, hvordan vort sindelag skal være.

Frans af Assisi 
Andre har lyttet og lært, og de kan være et eksempel for os. Frans og Klara af Assisi levede omkring 1200tallet. Frans bad ikke om at være stor, han blev ved med at kalde sig broder Frans og mindrebroder. Han ønskede at være Guds redskab og tjener, som Gud kunne bruge til glæde for andre mennesker. Derfor bad han denne bøn:

" Herre, gør mig til et redskab for din fred! 
Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet hersker. 
Lad mig bringe tilgivelse, hvor uret er begået. 
Lad mig skabe enighed, hvor der er uenighed. 
Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder. 
Lad mig bringe sandhed, hvor løgn og tomhed truer. 
Lad mig bringe glæde, hvor der er sorg og bedrøvelse.

O Mester, lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste, 
ikke så meget at blive forstået som at forstå, 
ikke så meget at blive elsket som at elske. 
For det er ved at give, at man får. 
Det er ved at glemme sig selv, at man finder sig selv. 
Det er ved at dø, at man opstår til evigt liv. 
Herre, gør mig til et redskab for din fred!"

Klara af Assisi 
Klara af Assisi var inspireret af Frans. Hun ønskede lige som han at give afkald på alt for at tjene. Selv om hun var den, der havde stiftet et kloster, ønskede hun at være tjener for søstrene og leve efter evangeliet. At bringe kærlighed er evangeliets hovedregel. Kærligheden er fuldkommenhedens bånd, den er relation, den knytter bånd, forener alle Jesu disciple i ét fællesskab, et fællesskab af brødre og søstre.

Mother Teresa 
Mother Teresa gav også Gud æren for det, hun havde gjort. Hun var ikke stor i egen selvforståelse, men bare som en blyant i Gud hånd. Hun siger: ”Med Kristus og gennem ham kan vi gøre store ting. For at være i stand til at gøre det må vi bede. For frugten af bøn er uddybelse af troen, Og frugten af troen er kærlighed, og frugten af kærlighed er tjeneste.” Tjenesten for Gud er at tjene hans mindste, ikke kun kristne, men alle..

Hvordan Gud viser sin storhed 
Jeg vil vende tilbage til begyndelsen. Disciplene, som kom i strid om, hvem af dem, der var størst. Hvordan kan det være, at Jesus havde valgt sådan nogle håbløse disciple, kunne man spørge. Frans blev engang spurgt om noget lignende, hvorfor løb hele verden efter ham, der hverken var lærd, smuk eller ædel af fødsel. Frans bad til Gud og fik svaret. Netop derfor, fordi han hverken var lærd, smuk eller ædel af fødsel, og fordi Gud i hele verden ikke havde kunnet finde nogen mere elendig at vise sin storhed igennem, så kunne alle se, at alt det store og vidunderlige, som skete, ikke skyldtes skønhed, lærdom eller fødsel, men Gud.

Uforstående disciple 
Og sådan var det også med disciplene, som Paulus udtrykker det, ”Den, der er stolt, skal være stolt af Herren.” Frans havde været en, som bare festede dag og især nat, Paulus en modstander, og disciplene var uforstående. Men Gud kunne bruge dem, og det er det gode budskab til os i dag, at når Gud kunne bruge disse mennesker, så kan han også bruge os. Gud kan bruge dig og mig i sin tjeneste. Amen.

Til Top

Til Top

Til Top

”Det synlige og det usynlige” - september 2013  Tekster 2. kor 4,16-18 og Joh 3,16-17

Kærligheden bag en gave
En gang skulle jeg hjælpe en veninde med at pakke ned til flytning, og når man flytter, så smider man også gerne noget væk. Det gik også fint, men undervejs kom vi til en lille pyntegenstand, som jeg ikke rigtig kunne se noget i. ”Det er oplagt”, tænkte jeg, den skulle nok kasseres. Nej, Nej, sagde hun. Den har jeg fået af mit barnebarn. Hun har gjort sig sådan umage med den, fordi hun ville give mig en fin gave. Når vi modtager en gave fra vore venner, er det ikke kun gaven, vi bliver glad for, men tankerne, kærligheden, der ligger bag ved, det der ikke er synligt for øjet. 

Det væsentlige 
Jeg kom til at tænke på en lille bog, jeg engang havde læst: Det var en af disse vidunderlige bøger, som har flere betydningslag. Det var den Lille Prins af Saint-Exupéry. Den handler om følelser og relationer på et dybt inderligt plan. En ræv fortæller den lille prins om, hvordan man gør tam, den fortæller, at det betyder at knytte bånd. Da den lille prins forlader planeten jorden for at vende tilbage til sin egen, betror ræven ham til afsked denne hemmelighed: “Kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.” 

Det usynlige
Det, jeg i aften vil jeg holde en betragtning om, er det, der er usynligt for øjet, det usynlige, som jeg ofte har undret mig over, og som jeg aldrig bliver færdig med at undre mig over. Men Paulus siger: ”Vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt.” og til en menighed skriver han, at ”Jesus er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte. I Ham blev alting skabt i himlene og på jorden, det synlige og det usynlige.” (Kol 1,15-16) 

Skaberværket
Gud har skabt alt, både det synlige og det usynlige. Gud selv er den, der ikke er skabt, men som altid har været. Han er den, der er. Han er den usynlige, og han bor i et utilgængeligt lys, siger Paulus, han er den, intet menneske har set eller kan se.(1 Tim 6,16) Og dog møder Gud os. Gud møder os i Jesus. Jesus siger det selv: ”Den, der har set mig, har set Faderen.”(Joh 14,9) Jesus er den usynlige Guds billede. 

Relationer
Blandt det, som Gud har skabt, der er usynligt, er også menneskelige relationer, som vi hørte om i fortællingen om den Lille Prins. Det handler om at knytte bånd. Det handler om vores følelser, vores tanker, ja om hele vores bevidsthed, alt det der hører til hjertet, kærligheden. Og det kommer jo fra Gud. 

Kærligheden som en sø
Søren Kierkegaard ser i Kjerlighedens Gjerninger et menneskes kærlighed som en sø, et stille vand i menneskets indre, men dette vand lever kun, fordi det henter friskt vand fra Jesu kildevæld, der er usynligt for øjet. Vores kærlighed ville tørre ud, hvis ikke vi til stadighed kunne hente kærlighed fra kærlighedens kildevæld. Hvis ikke Gud var kærlighed, siger Søren Kierkegaard, “da var hverken den lille søe, ei heller et menneskes Kjerlighed”. 

Guds gave
Alt hvad Gud har skabt, det har vi modtaget af den kærlighed, der udspringer fra Gud. Alt det materielle, al verdens rigdom, som er synligt, er også en Guds gave, men hvor stor og virkelig alt det synlige synes, så er det væsentlige dog usynligt for øjet. Tænk bare på hvilken kraft, hvilken betydning, kærlighed mellem mennesker kan have. Hvor meget større er da ikke den kærlighed, Gud har til sin skabning? 

Det skabte vidner om Skaberen
Thomas Aquinas, en teolog fra middelalderen, beskæftigede sig en hel del med Gud som den usynlige, der har skabt den synlige verden. Han kunne sige noget om den usynlige Gud ud fra det synlige. Han peger på Paulus ord, om at den skabte verden vidner om Guds usynlige væsen og hans evige kraft (jf. Rom 1,20). Det svarer på et langt mindre plan til, at vi kan sige noget om en kunstner ud fra hans kunstværk, ex. en maler ud fra hans maleri. Et digt fortæller noget om den, der har digtet det. Kunstneren har lagt noget af sit eget indre ind i kunstværket. Sådan kan vi slutte noget fra det skabte om skaberen. Men kun noget, for Gud er naturligvis langt mere end det, vi kan slutte os til.. 

Et glimt af det usynlige 
Undertiden lader Gud menneskene få et glimt af det usynlige, ved en åbenbaring eller en vision. Det havde Paulus selv erfaret. Gud havde i en vision åbenbaret Jesus for ham. Han så ham i et overjordisk lys. Dette gjorde Gud, for at Paulus skulle udbrede budskabet om Guds kærlighed i Jesus blandt fremmede folkeslag. (Jf. Gal 1,15 – 17). Denne åbenbaring var mere virkelig for Paulus end noget andet, han havde oplevet i sit liv, og det ændrede hans liv fuldstændigt. Noget tilsvarende skete for de gammeltestamentelige profeter. Flere af dem blev kaldet ved en vision, og flere af dem så Gud på en trone. Profeten Esajas så Guds trone med serafer. Det er engle, som gløder af kærlighed. De lovpriste Guds hellighed. Også hans vision blev bestemmende for hans liv. 

Den usynlige verden
Vi vender tilbage til Thomas Aquinas. Han hørte til sin tids lærde og skrev tykke bøger. Han sluttede ud fra det, han kunne se, men en gang fik også han i en åbenbaring et glimt af den usynlige verden. Det var under en gudstjeneste, og det, han oplevede, var så stort, at han skal have sagt, at alt, hvad han forud havde tænkt og skrevet, var for intet at regne mod det, han da så. Han så langt dybere end til den synlige verden. 

Hildegard af Bingen 
Åbenbaringerne er dog ikke det samme som at se Gud helt. Det kan vi ikke rumme. Menneskene ser kun det, Gud ønsker at åbenbare. Dette siger også den Hildegard af Bingen, en profetinde fra 1100tallet. 

Hun siger, at det, hun skuer, kan hun ikke vide helt og fuldkomment, sålænge hun er i sit jordiske legeme og i sin usynlige sjæl, for både sjæl og legeme er ufuldkomne hos menneskene. Hildegard giver en meget ligefrem beskrivelse af, hvordan hun ser det usynlige: “Min sjæl løfter sig – sådan som Gud vil det – opad i disse syner til firmamentets højder… men jeg ser ikke disse ting med de legemlige øjne og hører dem ikke med de ydre ører, jeg opfatter dem heller ikke med mine tanker eller med mine fem sanser. Jeg ser dem snarere i min sjæl, selv om mine legemlige øjne er åbne. Jeg ser disse syner i vågen tilstand både om dagen og om natten.” 

Hildegards syn
Hun ser i et syn, hvordan Gud i sin kærlighed træder mennesket i møde, ved at møde os som menneske. Han træder frem fra en gylden og brændende cirkel i et menneskes skikkelse for at møde os mennesker. Hans plan var at løfte os op til sig og forenes med os, for at vi alle må være ét og være et i Gud. (jf. Joh 17,21-23)

Guds kærlighed
Sådan taler Johannes i sit evangelium. Han skriver også: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.” (Joh 3,16-17). At se det usynlige er at se med troens øjne, som også Hildegard så.

Den ildfyldte kraft 
Om et andet syn skrev hun, at hun så i Guds mysterier, der så hun et underskønt billede i et menneskes skikkelse, eller måske snarere som en kerub med 4 vinger. Ansigtet havde en sådan skønhed og klarhed, at det var sværere at se på end solen. Skikkelse, som lyste med et rødt lys, talte til hende og sagde: ”Jeg er den højeste og ildfyldte kraft….. med hvert åndepust vækker jeg alt til liv med en usynlig kraft.. ….Og således hviler jeg skjult i hele virkeligheden som den ildfyldte kraft.” Den usynlige Gud manifesterer sig i det skabte. 

Gud gav sin søn 
Men i dette syn så Hildegard, at Gud gav sin søn. Den lysende røde skikkelse er Kærligheden selv. Oven over skikkelsen er et ansigt af Gud Fader, der viser at Faderen og Kærligheden er ét. Gud er kærlighed. Kærligheden bærer et lam i sin favn, og lammet holder et kors. Kærligheden træder på et uhyre, som er symbol på ondskaben, mørket og døden, der bliver overvundet på korset langfredag.

Den synlige virkelighed langfredag
Langfredag var det ikke synligt for de mennesker, der overværede Jesu død på korset, at Jesus havde overvundet mørke og død, snarere tvært imod. Her så mange mennesker kun det synlige menneske, Jesus fra Nazareth. Hvor fjernt den synlige virkelighed var fra den usynlige virkelighed, erfarede Jesu disciple, da Jesus blev udleveret til en netop tilsyneladende overmagt, vagten, der skulle udlevere Jesus til dom og korsfæstelse. Da flygtede de allerfleste, men en enkelt gik sammen med de kvinder, der var fulgt med hele vejen fra Galilæa, ud til Golgata, hvor Jesus blev korsfæstet. Kvinderne og disciplen Johannes så Jesus dø, alt var øjensynligt slut, tabt. Jesus døde og blev begravet. Det synlige var disciplenes og kvindernes sorg og fortvivlelse, som var udtryk for den dybeste sorg og forladthed.

Den usynlige virkelighed langfredag
Og dog var der tegn på de guddommelige usynlige kræfter ved jordskælv og andre fænomener, så at en af romernes officerer endda fik en guddommelig indsigt og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.« For den altafgørende usynlige virkelighed, det væsentligste, som er usynligt for øjet, var, at døden og mørket var overvundet. Da Jesus døde, sagde han: ”De er fuldbragt.” Det var ikke ord fra et menneske, for hvem alt er tabt, nej den usynlige virkelighed var, at alt var vundet i opstandelsen.

Lysets sejr
Det sande lys havde overvundet mørket. Livet havde overvundet døden, Kærligheden havde overvundet det onde. For som Paulus siger, Kærligheden hører aldrig op. De jordiske ufuldkomne gaver skal forgå. Men når det fuldkomne kommer, så forbliver tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.(1 kor 13) Amen.

Til Top

Det store festmåltid - juni 2013 - Tekster: Ordspr 9,1-6,  Luk 14,16-24

Invitationerne
Det handler om det store festmåltid, ja og så var der jo alle invitationerne. 

Jeg ved ikke, om I kan huske det, men i min barndoms skole delte den, der skulle have fødselsdagsfest, invitationer ud med navne på. Og så stod man og ventede på, om der nu også var en invitation med ens eget navn. Og stor var lettelsen, når den kom. Men endnu værre var fortvivlelsen den dag, hvor en klassekammerat ikke havde en fødselsdagsinvitation med mit navn. Så havde min mor travlt med at lave et trøstearrangement. 
Og så kom jo min egen fødselsdag, og så skulle hun, der ikke inviterede mig, i hvert tilfælde ikke med. Det sagde jeg. ”Jo”, sagde min mor: ”Det bliver ikke en rigtig fest, hvis ikke alle er inviteret med. Og din fest skal jo være en rigtig fest.” Og sådan blev det. Jeg vil sige, at den klasse blev god til fester. Der var jo nok andre voksne ind over. Men den er stadig god til det. Så vil en og anden måske sige: ”Det er da vist længe siden”. ”Nej, det er ikke længe siden, at vi holdt en stor jubilæumsfest med invitation til alle.” 

Alle omstrejfende
Det store festmåltid hos Lukas indbydes alle til som gæster, alle som strejfer om på vejene og langs gærderne, og Matthæus uddyber det i sin version. Dér bliver tjenerne sendt helt derud, hvor vejene ender, det er der, hvor menneskene ingen vej og retning kan finde. Det gælder også os i dag. 
Alle får lov til at komme med som gæst. Her er det de syge, de fattige, de svage, der kommer med. Og sådan nogle møder vi i forbindelse med et konkret måltid. 

De raske og de syge
En gang sad Jesus til bords i et hus sammen med toldere og syndere, og farisæerne spurgte hans disciple om, hvorfor deres mester spiste sammen med toldere og syndere. Sådan nogle mente de ikke, man kunne spise sammen med. 
Det er Jesus selv, som svarer dem: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Gå hen og lær, hvad det vil sige: ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.” 

Jesus som vismand
“Gå hen og lær”, siger Jesus. Som så ofte taler han som læremesteren, vismanden. Her taler han på Visdommens vegne, ja som Visdommen selv, som vi hørte det læst fra Ordsprogenes bog, hvor Visdommen har bygget sit hus med 7 søjler og forberedt et festmåltid, hvortil hun inviterer alle, som ønsker at spise af hendes mad. Hun havde en kærlig og omsorgsfuld holdning ligesom manden, der inviterer til fest i lignelsen hos Lukas. Når visdommen sendte sine piger ud for at kalde alle, måtte de udråbe invitationen oppe fra byens højder, ja Visdommen går selv ud og kalder mennesker til sit festmåltid. Hun kalder på gaden, på torvene, fra murene, hun tager til orde ved indgangen til byportene ved korsvejene (Ordsp. 1. kap). 

Visdommen
Visdommen, Sophia på græsk, indbyder de uforstandige for at belære dem, så de slipper uerfarenheden, og kan leve ved at slå ind på den forstandige vej. Det er den guddommelige visdom, der er tale om. 
På samme måde er det de syge, synderne, Jesus kalder. Med rette taler han som Visdommen, for han er Visdommen selv, som Paulus siger, at Kristus Jesus er blevet visdom for os fra Gud. 

Mere end blot brød
Han kommer til dem, der er dér, hvor vejene ender, til dem, der ingen vej eller orientering har. Han tilbyder dem sig selv, han, der er vejen, sandheden og livet. Som Visdommen tilbyder sin belæring, sådan underviser Jesus ofte og gerne i forbindelse med et måltid som ved bespisningen af de mange tusinder, som var fulgt med Jesus til et øde sted, hvor han har talt til dem. For måltidet er mere end blot brød. Visdommen siger til sine gæster, at de skal leve, når de ved hendes festmåltid slipper uerfarenheden. Sådan siger Jesus i forbindelse med bespisningen: »Jeg er livets brød. (Joh 6,35). Festmåltidet er vejen til livet, det evige liv. 

Den sande visdom
De, der skal slippe uerfarenheden, de syge, synderne, dem der befinder sig der, hvor vejene ender, som har mistet orienteringen, de inviteres til den sande visdom, ikke den jordiske visdom og kløgt. Farisæere, der skulle gå hen og lære, var kun vise og forstandige på jordisk vis. Det ser vi, når Jesus siger til Gud: ”Jeg priser dig, Fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige; ja, fader, for således var det din vilje.” (Matt 11,25 – 26). 

Den lette byrde
Jesus inviterer umyndige, de syge, som trænger til helbredelse. Han siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” (Matt 11,28 – 30). Her bruger han et billede fra visdomslitteraturen, Siraks bog, hvor det siges, at visdommens byrde vil give hvile, og den vil forvandle sig til fryd for den, der bærer den, og visdommens åg bliver til en prægtig klædning, ja et guldsmykke. (Sir 6,24 – 31). 

Hvem er de raske?
Men de raske, som Jesus taler om, de, der ikke tog imod invitationen til det store festmåltid, de, der ikke spiste med ved bordet med toldere og syndere, hvem er de, de raske. 
De findes ikke, der er ingen raske, alle har vi behov for at komme til det store festmåltid for at få guddommelig lærdom, for at finde hvile, alle har vi brug for, at vores hjerte bliver helbredt, alle har vi brug for livets brød. 

Om at tage imod
En gang, Jesus mødte en syg, spurgte han: “Vil du være rask?” Det burde være en selvfølge, men hvis man nu tror, at man ikke behøver helbredelse, fordi man mener, at man er rask - som farisæerne, der ikke syntes, at Jesus burde spise sammen med toldere og syndere, eller som de først indbudte til det store festmåltid, de, der ikke tog imod invitationen. Hvorfor hører vi om dem? Mon ikke der fortælles om dem for at sige til os, at vi skal vælge anderledes. Vi må huske, at det er en lignelse ikke en forudsigelse. Jesus ønsker, at det vil gå anderledes. 

Barmhjertighed
Også farisæerne har brug for helbredelse, de kan heller ikke helbrede sig selv. Og Jesus er bestemt ikke ligeglad med dem. De er også Guds børn. Også dem taler Jesus til, da han siger “Gå hen og lær, hvad det vil sige: ”Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.” Her er muligheden også for dem som for os til at vende om og tage imod Jesu visdomsbelæring og dermed helbredelsen. Måske er vi på et tidspunkt i vores liv netop de farisæere, der anser sig for at være raske, så vi ikke har brug for helbredelse. Da må vi gå hen og lære, at Gud ønsker barmhjertighed, ikke slagtoffer. Og det var der da også farisæere, der gjorde. Vi hører jo også om farisæere, som tager imod invitationen, Nikodemus og Joseph af Arimathea, for slet ikke at tale om den, der først var en drabelig fjende, men som så lyset og vendte om, nemlig Paulus. Han lærte den guddommelige visdom og kærlighed at kende, sådan som vi også kan det. Det er derfor, Jesus fortæller os lignelsen, ikke for at vi skal holdes udenfor, men for at invitere os indenfor. Og det gjaldt alle uden personsanseelse. Vi skal lige som Paulus have en belæring fuld af guddommelig visdoms lys. 

Forvandling
Barmhjertigheden, som kommer fra Gud, er netop det, som festmåltidet er udtryk for, og det er vi alle indbudt til. Gennem det får vi del i det guddommelige. Vi får del i visdommen og Guds barmhjertighed. Et andet måltid, som også peger hen på det hellige, er brylluppet i Kana, hvor der sker en forvandling, det jævne vand bliver til den ædle vin, det er som ved Visdommens måltid, hvor uerfarenheden bliver til visdom, ved visdommens måltid forvandles gæsterne. Sådan er måltidet i himlen, i Guds rige. Vores nadver er en forsmag på det store himmelske festmåltid. Når vi deltager i det hellige, sker der en forvandling, ikke blot bliver selve måltidet forvandlet, men gæsterne forvandles, som Visdommens gæster, der bliver forstandige. Vi helliges og får del i det guddommelige, får indsigt i den guddommelige visdom, som ligger i Den guddommelige profeti ›Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.‹ Det er Nåde, som vi hører det i den salme, vi skal synge senere: 

Op, alle folk på denne jord, 
Guds kærlighed at kende, 
som råbes ud ved livets ord 
til hele verdens ende, 
at alle arme syndre må 
kun komme hid og nåde få, 
ja, evigt liv og glæde! 
Amen

Til Top

"Livets brød" -   marts 2013. Tekster 5 Mos 8,1-3 og Joh 6, 1-15 

Bespisning og nadver
Hos evangelisten Johannes omtales Jesu undere som tegn. Bespisningen af den store folkeskare er et af de tegn, som beskrives. På underfuld vis bliver der mad nok til alle ud af 2 fisk og 5 brød. 
Jesus tog brødet, takkede og delte det. Det er stort set det samme, Jesus gør ved nadveren, påskemåltidet inden han blev korsfæstet. Hos Johannes omtales nadverindvielsen ikke. På det sted, hvor nadveren indvies hos de øvrige evangelister, omtaler Johannes fodvaskningen, som også står for tjeneste, men nadveren omtales og forklares her i forbindelse med bespisningen af de mange. Hele beretningen ligner en gudstjeneste startende med helbredelser og sluttende med nadver. 

Profeten, som skulle komme
Mange af dem, som var blevet mætte, syntes, det var vældig godt, at Jesus kunne fremtrylle mad. De sagde, at han var profeten, som skulle komme, og sådan en ville det være godt at have som konge. De forstod ikke, at tegnet var et tegn på en større virkelighed. I den samtale, som fulgte, sagde Jesus: "Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv." 

Åndeligt brød
Jesus opfordrer os til at arbejde for uforgængelig mad. Her kommer troen ind, og så bliver måltidet åndeligt. Der er forskel på fysisk brød og åndeligt brød. Måltidet sammenlignes med den manna, som mættede israelitterne i ørkenen, men det åndelige brød er mere end det. Det er det brød, som kommer ned fra himlen, det er Jesus selv. Han er livets brød, det evige livs brød. Jesus siger: "Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste". Igen ser vi, at troen er af afgørende betydning. Han fremhæver det ved at sige: "Sandelig sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød." 

Hård tale
En gang da jeg som lærer underviste en første klasse i bibelhistorie, var der et af børnene, som fortalte, at han havde været til nadver og spist Jesu kød og drukket hans blod. I 1. klasse ville jeg ellers ikke allerede have taget det emne op. Jeg kunne måske have fortalt om underet med, at der var nok til alle, og at det var et tegn på Guds kærlighed, men ikke selve nadverens detaljer. Og de andre børn reagerede også og syntes ikke om det. "Det kan man da ikke." sagde de. Og præcis sådan reagerede jo også tilhørerne i evangeliet. Mange af Jesu tilhørere sagde: "Det er hård tale", og de forlod ham. De havde ikke fattet forskellen mellem det fysiske og det åndelige brød, det sande brød, brødet, som kom ned fra himlen. Det, der skilte, var troen. De kunne ikke tro, at det, som gør levende, var ånden, som Jesus sagde, da han uddybede spørgsmålet. Det afgørende er ordet. Jesus siger: "De ord, jeg har talt til jer, er ånd og liv." Simon Peter skimtede det evige og sande i tegnet og sagde til Jesus: "Du har det evige livs ord" 

Visdommens invitation
I det gamle testamente i Ordsprogenes bog er der en beretning om en invitation til et særligt måltid, som kan minde om de festmåltidslignelser, vi møder i evangelierne. I Ordsprogenes bog er det selveste Visdommen, der beskrives som en kvinde, der har bygget sit hus og tilhugget sine 7 søjler, og derefter ladet tilberede et måltid, som hun inviterer alle til. Hun sender sine piger ud for at udråbe oppe fra byens højder.
"Slip uerfarenheden, så skal I leve", siger Visdommen til den uerfarne. Det, hun giver, er visdom, guddommelig visdom. Hun giver af sig selv. For mennesker kan den guddommelige visdom se ud som dårskab, menneskelig visdom fatter den ikke. Søren Kierkegaard har sagt, at dér, hvor den menneskelige fornuft må give op i mødet med det guddommelige, dér fortsætter troen. 

Et synligt tegn på en usynlig virkelighed
Men også Grundtvig taler om det gådefulde. Han bruger gerne den ene gåde til at belyse den anden. Grundtvig advarer i en skærtorsdagsprædiken 1837 mod at spekulere over åndelige ting med naturlig menneskeforstand. Nadveren er livets træ. Menneskenes egne grublerier planter et kundskabens træ, hvis frugt fører til død. Den åndelige verden kan ikke forklares rationelt. Den danske religionshistoriker Wilhelm Grønbech siger generelt, at kulten, dvs gudstjenesten, "er et drama, hvor livet vindes fra kaosmagterne, og kosmos skabes." Dette drama skal ikke ligne, men være virkelighed. Men virkeligheden er under et tegn. Vores nadver er et tegn, et synligt tegn på en usynlig virkelighed, som er meget større end det, vi kan forstå. Under dette tegn ligger også en kamp mellem liv og død - godt og ondt, hvor livet, det evige liv vindes. 

Livets træ, der forener mennesket med Gud.
Når man læser om nadverens betydning i Grundtvigs salmer i hans store sangværk er det som, om tiden er ophævet. Det hele sker i et evigt nu. At stå under Jesu kors, at deltage i nadveren, gæstebudet, Herrens bord og Guds rige er 3 sider af samme sag. I en af salmerne mærker vi dette særlig tydeligt. 

Kongers Konge, Drotters Drot, 
Selv er Offer-Lammet, 
Giæstebudet, evig godt, 
Er idag berammet, 
Thi Hans Kiød er Sjæle-Føde, 
Og Hans Blod er Liv af Døde 
Herrens Bord er Himmerig! 

Gud giver menneskene gaver, som er gådefulde. Gud er langt større end vor fornuft, men vi kan erfare gaven. Nadveren er et sakramente, en hellig handling, og her møder Gud mennesket, ja forenes med mennesket på hemmelighedsfuld vis. I sakramentet er Guds Ord til stede, det Ord, Jesus, der var hos Gud fra begyndelsen. Han blev menneske for ved døden som et offerlam på korset at begive sig ind i dødens mørke for at besejre den. Korset blev himmelstigen, livets træ, der forener mennesket med Gud.

Forvandlingen
Nadveren kan sammenlignes med et vintræ. Jesus siger: "Jeg er vintræet, I er grenene. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. " (Uddrag af Joh 15,4-5). Vi er i Ham, Han er i os. Det er Guds kærlighed. Gud er kærlighed. Guds kærlighed er så stor, at den rummer alle til alle tider og på alle steder. I et helligt NU rører det evige ved tiden. Guds Ord, Logos, er i menigheden. Ved dette møde forvandles vi på underfuld vis, løftes ud af tid og rum (transcendens). Den jordiske gudstjeneste bliver et med himmelske gudstjeneste, som også den gamle lovprisning lyder: "Med hele din menighed på jorden og i himlen, i kor med alle engle, synger vi din herligheds lovsang." Vi har ofte fokus på forvandlingen af brød og vin i nadveren, men må erfare forvandlingen af nadvergæsterne, af os selv, der modtager Jesus i nadveren og får fællesskab med ham. Han bliver nærværende i os. Amen

Til Top

”Ret jer op og løft jeres hoved” - December 2012 - Tekster: Rom 15,4-7 og Luk 21,25-36 i uddrag - 

Advent
Her i julemåneden pynter vi op for at fejre Jesu fødsel for lidt mere end 2000 år siden i Bethlehem, en smuk og betydningsfuld begivenhed. Jeg har allerede pyntet min stue med glaskugler, stjerner og små glasklokker. Og senere kommer julekrybben og alle stearinlysene. Det er rigtig hyggeligt her i den mørke tid, i adventstiden. Advent betyder komme eller ”komme til”. Jesus er den, der skal komme til os. Men det ikke kun Jesu fødsel, der tænkes på, for det er sandelig en anden form for at komme, vi hører i dagens tekst. Hans første komme i Bethlehem, var jo et beskedent komme til en fattig egn. Det var de færreste, der lagde mærke til det, bare nogle få hyrder og nogle vise mænd fra det fjerne østen.

Kosmiske billeder om tidernes ende
Hvor anderledes er da ikke hans komme i denne tekst, vi lige har hørt, hvor Jesus taler til sine disciple. Her tales om hans komme ved tidernes ende. Men Jesu første komme ligger til grund for det andet. Her blev han menneske, et sandt menneske. Hans andet komme indledes med store og kosmiske billeder. Der sker tegn i sol, måne og stjerner. Det sker i forbindelse med en trængselstid. Den hellige by forlades. Alle mennesker flygter til bjergene. Havets og brændingens brusen høres og gør folk rådvilde.

Menneskesønnens tegn
Og endelig ses menneskesønnens komme fra himlens skyer. Dette er tilsyneladende billeder på tidens slutning, billeder på, at tidens elv rinder ud i evighedens hav. Der er flere beskrivelser af de sidste tider både i evangelierne og i Johannes åbenbaring. I Matthæusevangeliet fortælles det i den sidste store tale, som Jesus holder i på Oliebjerget udenfor Jerusalem. Her skildrer han i vældige billeder de sidste tider, der går forud for hans andet komme, hvor Menneskesønnens tegn skal komme til syne på himlen. Der skal ingen tvivl være, siger han, for ”som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være.” (Matt 24,27.30)

Trængselstid
Jesus bruger billeder hentet fra trængselstiden i profeten Daniels bog, hvor man havde anbragt en afgudsstatue i templet, så kunne det ikke blive værre, en statue af en afgud på det hellige sted. Jøderne kaldte da også statuen Ødelæggelsens vederstyggelighed. Når vi ser en sådan vederstyggelighed, da bliver kærligheden kold hos mange, mørket råder. Trængselstiden er mørke, kaos og mangel på kærlighed. Men Gud afkorter trængselstiden og sender menneskesønnen, Verdens lys, til os, så vi kan rette os op og løfte hovedet. I Daniels bog står der, at der fra himlen kom en, som så ud som en menneskesøn. Han fik sæde på en himmelsk trone.

Menneskesønnens komme
På samme måde er det i evangelierne. Her står der, at menneskene skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed. Det er lyset, som vinder over mørket, kærligheden, som vinder over det onde. Det er denne situation, der er fremmalet i de romanske kirker, hvor der mod øst er et symbol for himlen, en hvælvet apsis. Her ses et billede af menneskesønnen, af Jesus på en tronstol på himmelblå baggrund omgivet af stråleglans og bevingede dyr, som er engle, keruber, og samtidig symboler for de 4 evangelister. I kirkens apsis ønskede man at skabe et udtryk for den kommende menneskesøn, Jesus, det sande lys, der er kommet ned fra himlen.

Den kommende Messias
Som det også siges til Johannes Døbers disciple, som på et tidspunkt spurgte Jesus, om han var den, som skulle komme, eller om de skulle vente en anden. Og Jesus pegede da på alle de tegn, der var sket: ”Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.” De blev genoprettede og kunne løfte deres hoveder. Det var begivenheder, som peger hen på den kommende Messias, Kristus, som er salvet til at være konge. Og hans rige er ikke af denne verden. Det er Guds rige. Og Jesus siger, at det er kommet nær.

De første menigheder
Det kunne ikke vare længe, før han kom igen, tænkte man i tiden derefter, for Jesus havde jo også sagt: ”Sandelig siger jeg jer: Nogle af dem, der står her, skal ikke smage døden, før de ser Menneskesønnen komme i sit rige." (Matt 16, 27). De første menigheder forstod Jesu ord sådan, at de levede i de sidste tider, i trængslernes tid. Og havets og brændingens brusen, som Jesus havde talt om, var som verdenshavets brusen, det oprindelige hav, kaoshavet, som truede. De længtes efter kærlighedens lys, og efter, at de sidste tider skulle gå på hæld. De håbede og forventede, at Jesu komme ville ske i deres egen levetid. De så netop dette, at de levede i en trængselstid, som et tegn på det, som Jesus havde ment, da han sagde: ”Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner.” Det var her, de kunne rette sig op og møde Jesus, som er kærlighedens lys, med løftet hoved.

Trøst
Men det trak ud. I den unge menighed i det nordlige Grækenland i Thessalonika var nogle af menighedernes medlemmer døde, før Menneskesønnen kom. Hvad ville der ske med deres kære, hvis de ikke var der, når Menneskesønnen kom? Paulus måtte trøste menigheden. Han skrev til dem: "For det siger vi jer med et ord af Herren: Vi, der lever og endnu er her, når Herren kommer, skal ikke gå forud for de hensovede. For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hinanden med disse ord.” (1 Thess 4,13-18).

Her og nu
Siden har mange gættet og regnet på, at de sidste tider var nær, at der var tegn på det i sol, måne og stjerner, men Jesus siger: ”Det er ikke jeres sag at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat ved egen magt”( ApG 1,7). Der kommer nok ikke noget godt ud af at regne på, hvornår det sker, det har der været mange eksempler på. Måske skal vi - samtidig med, at vi fastholder håbet - fokusere på det, som er her og nu, og tage imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod hver eneste af os. Og Jesus har jo også sagt, at Guds rige er midt iblandt os, at hvor to eller tre er forsamlet i hans navn, dér er han midt iblandt os, og at han vil være med os alle dage. Han er den, der engang kommer, men også den, som allerede er her. Og det kan ske, fordi Han er Alfa og Omega, han som er og som var og som kommer (Åb 1,8).

Verdens lys – Livets lys
Han er den, der var før alle tider, som evangelisten Johannes skriver. Han er Ordet, skaberordet, som var i begyndelsen. Han er lyset, som oplyser ethvert menneske. Han er den, som kan sige: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” (Joh 8,12). Og derfor kan vi allerede nu, mens vi er på vejen, rette os op og løfte vores hoveder, for han er her allerede, og hans lys, livets lys, lyser i os. Midt i vor dunkle nat lyser han, der er kærlighedens lys, for os. Hans lys fortrænger vores mørke, så at vi kan rette os op og løfte vores hoved både nu og, når han kommer anden gang, hvor han vil komme og gøre al ting nyt. Verden skal ligesom fødes igen. Jesus taler til sine disciple om verdens genfødelse, når Menneskesønnen tager sæde på sin herligheds trone (Matt 19,28). Alt bliver nyt, men det nye begyndte ved Jesu første komme julenat i Bethlehem, og det begynder i hver af os, når vi retter os op og tager imod hans lys og lader hans ord, som aldrig vil forgå, fødes i vore hjerter. Amen.

Til Top

"Vil du være rask?" -  Tekster Sl 103, 1-13 og Joh 5,1-9

Den syge ved Betesda dam
Den lamme er i en fastlåst situation, som han ligger der i søjlegangene. Han ligger ved en dam, og kunne han slæbe sig hen til dammen og bade sig i den, når den havde været i oprør, da kunne han blive fri, rejse sig og gå ud som en fri og rask person, men han kan ikke. Han har ligget her år ud og år ind, han har prøvet og prøvet, men han kan ikke. Der er altid en, der når det før han. Efterhånden er han også nået til det punkt, hvor forsøgene bliver svagere, han ved jo godt, at alle forsøg mislykkes, hvorfor skulle det være anderledes næste gang, han er måske i virkeligheden ved at miste viljen til at blive rask, Han har jo ligget her i 38 år. Han er ved at finde sig til rette med tingenes tilstand. Det er blevet hans identitet at være en lam tigger. Og hans livsindkomst for folk giver ham jo en almisse.

Spørgsmålet
Det med at blive rask er egentlig bare en fjern drøm, der er jo ting, man ikke kan gøre noget ved, ræsonnerer han, og netop da står der foran ham en mand, der spørger ham, om han vil være rask. Om han vil igennem en forvandlingsproces, få en ny identitet, blive fri. Men han kan jo ikke, siger han. Og det er sandt, af sig selv kan han ikke, men nu står der altså én, der spørger ham, ham, der ellers ingen havde til at hjælpe sig, om han vil være rask. Alt det, som han havde ønsket og drømt om, og som han havde givet op overfor, fordi hans egne kræfter ikke slog til, det får han pludseligt uden på nogen måde at have gjort sig fortjent til det.

Ny identitet og nye livsvilkår 
Men dermed får han også en ny identitet, nye livsvilkår. Vi fornemmer, at manden tager dette nye på sig, for når Jesus helbreder, gør han det helt. Det er ikke kun det legemlige, der bliver helbredt, men det hele menneske, så han også får en åndelig styrke til at gå ind i alt det nye. Han har aflagt det gamle menneske og taget det nye til sig som ved en dåb. Det nye over for det gamle viser sig i selve situationen. Underet skete ved en dam ved noget vand. Men Jesus bruger ikke vandet fra dammen. I den beretning, der går forud for tegnet ved Bethesda Dam, hører vi beretningen om kvinden ved Sykars brønd. Her taler Jesus om to slags vand. Jøderne brugte betegnelsen levende vand om det vand, der strømmer fra en kilde, i modsætning til stillestående vand. Når Jesus bruger betegnelsen "Levende vand", får det en dybere betydning, for han er selv det levende vand, kildespring til det evige liv. Jesus, der selv er det levende vand, behøver ikke bruge dammens vand, hans ord er nok til at genoprette det brudte. 
Det gamle er forbi, se, det ny bryder frem. 

Om at forstå Jesu tegn 
Når Jesus underviser, gør han det ofte gennem lignelser eller billeder fra det virkelige liv. Han fortæller gerne, men også gennem handlinger underviser han os. Sådan som han har gjort her ved Bethesda dam. Disse handlinger er da et tegn på noget mere end selve handlingen. Dette tegn er et af de 7 tegn, Johannes fortæller om i evangeliet. Men han påpeger, at Jesus gjorde flere tegn. Tegnet peger ud over sig selv. Det handler ikke kun om den lamme mand, som nu er blevet helbredt, det handler også om jøderne og om enhver af os. Vil vi være raske, vil vi forvandles, eller har vi fundet os til rette med det gamle efter devisen: ”Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får”? Sådan kunne det se ud for de lærde jøder, som Jesus taler med efter helbredelsen. De lærde jøder gransker skrifterne, men forstår dem ikke i deres fulde dybde. De går til det stillestående vand og ikke det levende vand. De holder fast ved det gamle, de hverken ser eller ønsker det nye. For dem gælder kun loven, ikke kærligheden. At Jesus som kærligheden selv er lovens fylde, forstår de slet ikke.

Tegn, der viser hen til Jesus 
For på samme måde som den lamme havde ligget i Bethesda med de 5 søjlegange, havde Israel lukket sig inde i Moseloven med dets fem bøger. I 38 år har den lamme været syg. Et tal nær de 40. Det har været som en ørkenvandring. Ligesom Israelitternes ørkenvandring, der kun bragtes til en slutning ved Guds handlen. Der er også tegn i det gamle testamente. Og som Jesus siger til dem, så har det gamle testamente tegn, der viser hen til ham. Et af dem er Immanueltegnet, som betyder, at Gud er med os i Jesus. Han er frelseren, som jødernes skriftkloge har læst om i skrifterne uden at kunne forstå det, og uden at de tror på ham, selv om han med tegnhandlinger viser, at han er det. De har læst om den lovede Messias i profetierne, og nu er han der, de ser tegnene, og dog tror de det ikke, de er som den syge låst fast. 

Paralleller i Det gamle Testamente 
Der er paralleller i Det gamle Testamente, da Gud befriede Israelitterne fra slaveriet i Egypten. Dengang var der også mennesker, som ønskede at blive i trældom, for der havde de jo i det mindste mad. Hvis de blev befriet, hvorhen kom de da. Var det ikke sikrere med slaveidentiteten end den fri mands usikre fremtid? De sagde til Moses og Aron, hans bror: ”Hvorfor har I ført os op fra Egypten og bragt os til dette frygtelige sted, hvor der hverken er korn eller figner eller druer eller granatæbler, og hvor der ikke er vand at drikke?« De talte endda om at vælge en anfører, som kunne føre dem tilbage til det, de var kommet fri af. De havde ikke videre lyst til at gøre det, som Søren Kierkegaard langt senere talte om, nemlig at kaste sig ud i de 70000 favnes dyb. Det er her, hvor alt kan ske, her hvor ikke fornuften, men troen råder. Det var de bange for, de var bange for det nye. De glemte, at Gud var med dem i navnet Imanuel, Gud med os. Gud førte folket ud af det gamle slaveri over det røde hav gennem ørkenen til et nyt liv i frihed i deres eget land, som Jesus førte den lamme fra hans fastlåste situation til et nyt liv i frihed.

Om at turde kaste sig ud i den ny situation 
Måske kan vi fortolke dette ind i vores liv. Befinder vi os i en fastlåst situation? Vil vi lade os forvandle? Tør vi kaste os ud i de 70000 favnes dyb? Eller vil vi hellere blive i den gamle situation. Der ved vi jo, hvad vi har. Den helbredte mand, hvad gjorde han? Ja han fulgte Jesu anvisning, tog sin seng og gik, gik ud i friheden, som han ikke kendte. Han kastede sig så at sige ud 70000 favnes dyb, hvor alt kan ske. Men som det var med israeliterne, de gik ikke ud i ørkenen alene. Gud var med dem, og sådan har Jesus lovet at være med os alle dage. Vi går ikke ud i en uvis fremtid alene, men vi går sammen med ham, der er det evige liv, som er kærlighedens lys, som er det levende vand, kildespring til evigt liv. 

Guds barmhjertighed 
Ordet Bethesda er aramaisk og betyder »barmhjertighedens hus« Den lamme mødte Guds barmhjertighed her, men Guds barmhjertighed kan vi møde overalt, når han er med os. Hvad der end sker, ved vi, at vi tilhører ham: Dette skriver også Holger Lissner om i den salme, vi lige har sunget ”Du fylder mig med glæde”, om at Gud er med os, hvad der end sker.  

Meditation om Bethesta dam: 
Se for dig en kæmpehal med fem søjlegange og i midten en dam med vand. Du befinder dig i en af disse søjlegange, som den lamme mand, der har været der længe. Det er som at være i en situation, man ikke kan komme ud af den, der er noget fastlåst over situationen. Kunne du dog blot komme over i dammens vand, når den havde været i bevægelse. Havde du blot kræfter til at ændre situationen, så du kunne rejse dig og gå ud. Men du føler, at du ikke kan. 

Du hører pludselig en stemme, der er en, der spørger dig om noget. Du ser op. Der står en og ser på dig. En mand med et mildt ansigt. Han ser på spørger han: Vil du være rask og fri? Han ser igen mildt på dig, du ser, at han forstår. Han forstår din situation. Du mærker, at han kender dig, og han elsker dig, som den du er. Du ser kærligheden i hans blik. Du mærker, at der sker noget. Der bliver løst op, du kan slappe af på en befriende måde, og du mærker, at trætheden forsvinder. Kræfterne vender tilbage, det føles som om en energi, en glæde strømmer igennem din krop, glæden fylder dig, du ved nu, hvem det er der har talt til dig, det er Jesus. Du mærker, at det, der gør dig rask, er den kærlighed, han bringer. Du mærker, at denne kærlighed fylder dig, Den er som en strøm af levende vand, der breder sig i dig og bringer lægedom. Det eneste, der betyder noget nu, er hans mildhed, hans kærlighed. Bliv i denne kærlighed.

Til Top

Søgende kvinder ved den forvandlede gravhave - 8. april 2012
Tekster: Sl 118,19-29 og Matt,28,1-10 

De søgende kvinder
Vi har lige hørt læsningen fra Matthæusevangeliet om opstandelsen og kvinderne, der var på vej ud til graven. Vi ser kvinderne for os, de er dybt fortvivlede, de sørger over tabet af deres åndelige midtpunkt, Jesus, som er død på den mest forfærdelige måde, man kan forestille sig, ydmyget og henrettet som en forbryder. Verdens største justitsmord. Nu vil de søge efter ham for at salve hans legeme med salver, en kærlighedshandling.

Underet
Da er det, at det store under sker. Det hele sker i et nu. Jorden ryster kraftigt under dem, og en skinnende engel stiger ned fra himlen og vælter stenen fra. Kvinderne blev grebet af frygt over det, de så, men de blev stående i modsætning til den vagt, som romerne havde sat ved graven. Jesu modstandere havde i paranoia forestillet sig, at hans tilhængere ville fjerne hans legeme, og de havde fået romerne til at holde vagt. Romerske soldater var barske og frygtede. Men disse store og stærke soldater skælvede af frygt, da englen kom, og jorden rystede. De faldt besvimede om. Ja, de blev som døde. Men de var jo heller ikke vant til at omgås det guddommelige, det var kvinderne, de blev stående og må have set sig søgende om i de forvandlede omgivelser, stenen var væltet fra, og solen skinner ind i graven, hvor også den lysende engel er. Jesus må være her.

Englen ved graven
Englen ved, at det er Jesus, de søgte efter. Englen ved også, at den selv virker frygtindgydende på mennesker, derfor siger den: ”Frygt ikke.” Det er jo en glædelig meddelelse, den har. Englen ved, at de søger, og den, de søger, er den, som i sig har livets lys, det sande lys, som oplyser ethvert menneske. De søger den, som har sagt: ”Søg og I skal finde”. Kvinderne søger her blandt de døde, men Jesus er ikke længere blandt de døde, for han har overvundet døden. Han er lyset, som skinner i mørket og overvinder det. Han gør det for at føre dødens fanger ud i livet, i livets lys. At han har været her blandt de døde, viser englen dem ved at vise dem linnedklæderne og stedet, hvor man havde lagt ham. Og englen giver dem så besked om at gå ud og fortælle om det. Den, der har skrevet det skrift, vi kalder Markusevangeliet, må ikke have kendt hele historien. Han siger, at kvinderne ikke fortalte det til nogen, fordi de var bange, men de øvrige 3 evangelister siger, at de fortæller det videre, og hvordan skulle vi ellers vide det? Ja nok, at han var opstået fa døden, for han viste sig for flere, men at kvinderne havde været der og set det hele.

Alt er forvandlet
De fandt ikke den, de søgte, i graven, men da de vendte sig for at gå derfra, møder de Jesus, som hilser dem med en hilsen, som betyder Glæd jer, ”Kairete” på græsk. I den ny oversættelse står der God morgen, det forekommer mig vildt underdrevet. Der står: ”Glæd jer”. Den, de troede, var død, er opstanden. Alt er forvandlet. Jesus havde vendt alting om. Det kors, som havde været et af de ondeste henrettelsesinstrumenter, havde han gjort til det våben, som han besejrede døden med. Det er et sejrstegn. Nogle tror, det symboliserer det omvendte, nemlig død, fordi det står på gravene. Sådan er det ikke. Vi sætter da ikke et dødssymbol over vore kære hensovede eller over vore kirker. Vi bærer jo ikke et kors som et smykke, hvis det er tegn på død. Jeg fik et filigrankors i konfirmationsgave af min gudfar, det ville han ikke have givet mig, hvis det var et tegn på død, og jeg ville ikke gå med det, hvis det var et dødstegn. Nej, korset er et sejrstegn, et tegn på livet i Gud, og Gud er jo de levendes Gud, og ikke gud for de døde. Jesus vender alting om. Det våben, som var vendt imod ham, blev sejrstegnet. Sorg er blevet til glæde, mørket er blevet lys, og død til liv.

En kvinde som apostel for apostlene
Blandt kvinderne var også Maria Magdalene. Johannes fortæller, at hun var blevet dybt fortvivlet, da hun ikke kunne finde Jesus, og først da Jesus henvender sig til hende selv og kalder hende ved navn, forstår hun, at det er Jesus, som taler til hende. Hos Johannes er det særligt hende, som får budskabet om at fortælle om opstandelsen til Jesu disciple. Og det må hun have gjort, for den katolske kirke, som ellers er lidt kvindeforskrækket, må indrømme, at hun er apostel for apostlene, apostel betyder egentlig udsending. Hun er altså den, som er sendt for at forkynde opstandelsen for disciplene. Apostola apostolorum, bliver hun kaldt.

Havemanden
Graven var en klippegrav, men i Johannesevangeliet lå denne grav i en have. Johannes fortæller, at Maria først troede, at det var havemanden, hun så. Da jeg første gang hørte beretningen, syntes jeg, det var lidt pudsigt med en havemand, en gartner, men ved nærmere eftertanke, så er det også et billede på Jesus. Jesus har fortalt flere lignelser med det tema. En mand, som ejede en have med et figentræ, talte med sin gartner om det, og gartneren lovede at pleje og passe det, så det blev reddet. Ejeren var Gud og havemanden/gartneren Jesus, frelseren. Han er den, der får det ufrugtbare figentræ til at bære frugt. Han siger også, at han er vintræet og hans far vingårdsejeren. Her er det grenene, som skal plejes og passes og blive på træet. (Joh 15,1-5). Som en gren har brug for stammen, sådan har vi brug for Gud. Og Gud selv kommer til os i Jesus Kristus. 

Den første skabelse
Egentlig fører havebilledet helt tilbage til begyndelsen, den første begyndelse. Gud havde skabt alt. Ud af intethedens kaos har han skabt verdensordenen, kosmos. Før var der øde og tomt og mørkt, kaosmagterne rådede i intetheden. Ud af dette har Gud skabt lyset, himmellegemer og jorden med alt, hvad der er derpå. Der er der også en have, Edens have, eller Paradisets have. Og her er Gud havemanden, den der har skabt haven med alt, hvad der er deri. Der gik Gud sammen med de mennesker, han havde skabt, og talte med dem ansigt til ansigt, indtil de en dag gemte sig for ham og siden forvildede sig endnu længere bort, langt bort fra haven og ud i ødemarken.

Det vildfarne menneske
Det var, som om noget af intetheden, af det øde, som var før skabelsen, igen var kommet ind i verden. Mennesket ville sig selv og kom bort fra Gud som får uden hyrde, som får, der har forvildet sig bort fra hyrden, får der flakker om hver sin vej udsat for ødemarkens rovdyr, ulven og løven. Dette billede bruges i Bibelen om menneskets situation, når mennesket har forvildet sig bort fra Gud, når mennesket vil sig selv, eller når mennesket gemmer sig for Gud. Gennem en af sine profeter, Ezekiel (34,59), taler Gud om det vildfarne menneske: "Mine får er blevet spredt, fordi de er uden hyrde, og de er blevet til føde for alle de vilde dyr. De er blevet spredt og flakker om i alle bjergene og på alle de høje bakker; over hele landet er mine får blevet spredt."

Opstandelse er en ny skabelse
Gud var ikke ligeglad med mennesket, han lod ikke bare mennesket løbe vild. Han har overmåde stor kærlighed til mennesket. Han søgte efter sit mennesket, og han sendte sin søn for at frelse mennesket. For det mørke, som sneg sig ind i Paradisets have, da menneskene fór vild, havde døden til følge. Døden og mørket, de kaosmagter, som var blevet overvundet ved den første skabelse, havde igen fået råderum. Jesu opstandelse er en ny skabelse, hvorved opstandelsen antager en kosmisk dimension. Verden er blevet ny, kaosmagterne, mørkets og dødens magt er brudt, og livet og lyset har sejret som ved den første skabelse.

Gud møder mennesket
Kvinderne søgte efter Jesus ude ved graven. De søgte efter ham, men det var ham, der fandt dem, ligesom vi søger Gud og bliver fundet af ham. Gud var draget ud for at opsøge mennesket, for at bryde de magter, der stod imellem ham og mennesket, og nu på denne nye morgen, opstandelsens morgen, kan han i Jesus træde menneskene i møde i haven med den tomme grav, der er tegnet på opstandelsen, tegnet på at døden ikke har det sidste ord at skulle have sagt. "Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?" (1. kor 15) Døden har intet at svare, for Kristus er sandelig opstanden! Amen

Til Top

Jævn en vej for vor Gud i det øde land, byen, hjertet - December 2011
Tekster: Es 40, 1-8 og Luk 1,67-80

Juletravlhed
Undertiden sker der det her i juletiden, at der sniger sig en følelse ind af travlhed. Der er så mange ting, man skal nå. Man kan ligefrem blive indfanget af travlheden, så man glemmer det egentlige. Sådan er der nok flere, som føler det i juletiden. Ja, egentlig begynder selve julen først julenat. Men i dagligdagen begynder den nærmest før advent, ja undertiden lige efter efterårsferien. For der er jo så meget, vi skal nå, så vi må begynde i god tid. En gang lavede jeg et tankeeksperiment. Tænk, hvis Josef og Maria kom ind i et bycentrum i dag for at spørge om en plads, et sted, hvor de kunne føde et barn. Ville vi ikke ligesom folk i Bethlehem sige, at der ikke var plads. Ville vi have plads til dem midt i juletravlheden, ville vi overhovedet lægge mærke til dem. Jo, hvis Maria stod lige overfor os, og skulle føde, ville vi tilbyde at ringe 112. Men ellers ville vi måske ikke lægge mærke til dem. Vi mangler jo lige at købe et par julegaver og alt det, som traditionen foreskriver, at vi skal pynte op med og forberede. Og familiens yngste skal jo alle have et interessant stykke legetøj. Ganske vist har de så rigeligt i forvejen, men det er jo jul, og så skal der købes noget. Jo, det er bekymringer nok at tage sig af.

Gaver
Jeg skulle engang hjælpe en veninde med at købe det sidste, inden centeret lukkede lige før jul. Sidste chance, og mens hun stod ved kassen, bad hun mig at gå ind i butikken og hente gaver til den ene efter den anden. Åh, tænkte jeg, hun har slet ikke haft tid til at købe julegaver, den stakkel. Men da vi skulle pakke bjerget af julegaver op, opdagede jeg, at det bare var gave nr 2, 3 eller 4 til hver enkelt, hun købte i sidste øjeblik. Jo, der var travlhed for at nå det hele, og hun ville jo bare gøre alle glade, men alligevel. Det er ikke hende, der er noget i vejen med, hun vil netop gøre alle glade, men måske er det de forventninger, vi mener, der er til os, som har grebet os. Lige som hvis man får gæster og har så travlt med at servicere dem, at man glemmer at være til stede sammen med dem. Når gæsterne er gået, og man konstaterer, at alt var vellykket, stegen, desserten, de fine kager til kaffen, ja så finder man måske ud af, at der alligevel manglede noget. Det at være sammen, at være nærværende – at give hinanden tid her og nu. Det er jo også en gave, en af de rigtig store.

Byen som en ørken
Hvis nu Josef og Maria drog gennem centeret, ville vi så midt i travlheden lægge mærke til disse to fremmede, der bare ville finde et værelse på et ydmygt herberg.

Men er så ikke byen blevet en ørken i åndelig forstand. Har vi så ikke netop fjernet os fra det egentlige, fra kernen? Når man går midt i den helt vildt pyntede by med farvestrålende lys, glaskugler og kunstige granguirlander, er man så ikke kommet meget langt væk fra den fattige grotte i Bethlehem, hvor Jesus blev født? Er vi da ikke kommet til en situation som i Esajas profeti, hvor der skal jævnes en vej for vor Gud i det øde land. hvor hver dal skal hæves, og hvert bjerg og hver høj skal sænkes, klippeland skal blive til slette og bakkeland til dal for at give plads til den, der skal komme.

Et løfte opfyldes
Det øde land - ørkenen - er her et tegn på tørke og mangel. Det er, som om noget er brudt, de paradisiske tilstande, hvor menneskene levede af det, som naturen gavmildt skænker ved Guds nåde, er forbi. Menneskene er så at sige ude af Paradiset. Sådan er det med Esajas profeti. Her sammenlignes folkets tilstand med hoveri. De har været forvist fra deres land, det land som ofte sammenlignes med Herrens vingård. De levede langt derfra i fjenders land, i åndelig forstand et øde land, og endelig får de et løfte om at vende tilbage. Gud er barmhjertig. Folket har lidt nød, derfor skal det trøstes, for Gud har besluttet at genoprette det brudte. Gennem sin profet taler han til Jerusalems hjerte, og forkynder frelse fra fjenden. Dette løfte taler også Zakarias, Johannes Døbers far, om i begyndelsen af Lukasevangeliet i sin profetiske lovsang. Man kan sige, at den knytter det gamle testamente og det nye sammen. Igennem hele det gamle testamente med alle historiske beretninger, belæringer, profetier og digte, lyder en længsel efter ham, der skal komme. En længsel efter forløsning, efter en messiastid med et fredsrige, hvor ørkenen blomstrer som en rosengård. Nu opfyldes det løfte, som Gud tilsvor fader Abraham, at fri os fra vore fjenders hånd at give os lov til at tjene ham uden frygt.

En åndelig længsel
At det brudte heles, og harmonien genoprettes, kan belyses på symbolsk vis af nogle af højmiddelalderens legender, nemlig legenden om den hellige gral. Den hellige gral kan vise sig uventet og forsvinde igen. Den vækker en længsel i menneskene efter at søge i det ukendte land, i det indre menneske, i hjertedybet. Legenderne handler om at være søgende og om forvandling, genoprettelse. Gralsridderne så den hellige gral et kort øjeblik og blev grebet af længsel efter at gense gralen. De havde fået en indsigt i, at der var noget, som var dybere, inderligere end det, som de var midt i. Og det var ikke det materielle, de manglede. Længslen var en åndelig længsel. Gralsridderen søger i det øde land.

En rejse i vores hjertes landskab
Det viser sig, at landet er øde, fordi landets konge er syg på grund af, at noget er brudt. I gralsfortællingerne hænger kongens styrke sammen med landets. Når kongen er såret eller død, ligger landet øde, og det venter på, at en helt skal komme og bringe harmonien tilbage. At opgaven førte til en verden hinsides tid og rum, viser, at den er transcendent, spirituel. Gralen er en åndelig skat, og rejsen i det øde land kan være en rejse i vores hjertes landskab for at finde de åndelige værdier. For at finde den sande konge, for at finde ham, som fødtes i en ydmyg grotte i landsbyen Bethlehem for 2000 år siden. For her opfyldte Gud sin hellige pagt ved at møde menneskene i Jesus og derved frelse os fra vores fjender. Jesus kan fødes i hvert menneskes hjerte og være Immanuel - Gud med os.

Skatten i vores hjerter
Der er i adventstiden en duft af palmesøndag, når vi hilser den sande konge velkommen i vores hjerte, når bjerge udjævnes, og alt det, som blokerer, ryddes af vejen, for at Jesus kan drage ind, som han palmesøndag drog ind i Jerusalem som Davids søn, den sande konge, Messias. Han drager ind i vores hjerte som fredskongen, som solopgangen fra det høje, som vil lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej. Og med denne skat i vores hjerter og som fokus i vores liv kan vi også fejre jul og endda give hinanden gaver, bare på et højere niveau med bevidst og kærligt nærvær og en respektfuld holdning, når vi husker det væsentlige, vores hjertes skat. For han er Guds ord, som forbliver til evig tid og den, der skal komme og genoprette det, som er brudt, og bringe julefreden til os. Til vore hjerter. Jeg vil slutte med at læse et vers fra Ingemanns salme, ”Glæd dig, Zion”: Saligt, hvor han drager ind, saligt er det folk, det rige: dér skal sorgen fly af sind, dér skal synd og død bortvige; dér skal kærligheden bo, dér skal fredens palme gro, dér skal håbet evig bygge under kerub-vingers skygge. Amen

Til Top

Når vi oplever, at Gud har besøgt sit folk - Oktober 2011 
Tekster: Ef 3,13-21 og Luk 7,11-17

Smerten ved at miste
Kan man forestille sig noget mere smertefuldt end at miste sit barn? Jeg har ikke selv haft den erfaring, men jeg mistede min mor på et temmelig tidligt tidspunkt til min og hele familiens store sorg, og når jeg ser min mormor og morfar for mig, så er det helt klart, at det var den største sorg, de nogensinde havde haft i deres temmelig lange liv. Jeg var selv i 20'erne, og selv om jeg rent intellektuelt vidste, at hun var død, tænkte jeg under bisættelsen på dette, tænk hvis hun pludselig vågner, og at det hele bare er en ond drøm. Det skete ikke. Det kunne ikke ske, ville man vel sige, men her i Nain for snart 2000 år siden, da skete det.

En enkes tragedie
En ung mand var død og blev båret i et følge af byens borgere mod det sted, man ville begrave ham. De skulle bære ham ud af byporten bort fra de levendes sted, byen. Det pointeres, at han var sin mors eneste søn, og hun var enke. Kort og ligefrem siges dette, men det var en katastrofe, og når en enke på den tid mistede sin eneste søn, så vidste enhver, der hørte fortællingen på Jesu tid, at dette indebar både en menneskelig og en social tragedie for enken. Hun har allerede mistet sin mand, og nu mister hun sin søn. På den tid betød dette, at hun udover at miste dem, hun holdt allermest af, også mister hele sit eksistensgrundlag. Der er ingen til at sørge for hende, ingen familie, og de sociale foranstaltninger var der ingen af ud over skriftens opfordringer om at give til enker og fattige. Så det er det, hun har at vente, at modtage hvad barmhjertige mennesker kan give hende. Hun var henvist til at modtage almisse.

Jesu medynk
Midt i al denne sorg, ulykke og fortvivlelse møder hun Jesus. Og det, som så sker, har ingen forklaring i hendes eller nogen andens tro. Ofte har vi hørt mennesker komme til Jesus og bede ham om helbredelse for deres kære, og vi har hørt Jesus sige: ”Din tro har frelst dig.” Men sådan er det ikke her. Enken beder end ikke om noget, hun sørger. Måske ser hun slet ikke Jesus, men han ser hende og ynkes over hende. Det, som sker, sker udelukkende på grund af Jesu medynk. Guds barmhjertighed. Det er jo Guds uudsigelige kærlighed til menneskene, der gjorde, at han sendte Jesus. Gud selv møder os i Jesus. Og Jesus sagde: »Græd ikke!«. Gud ser vore tårer, når vi er ulykkelige. Ved verdens ende, sådan står der i Johannes åbenbaring, da vil Gud bo hos os og tørre hver tåre af vores øjne, og døden vil ikke være mere. Gud selv vil trøste os midt i vor sorg, og sorgen vil forsvinde.

Gud har besøgt sit folk
Det er Guds grænseløse barmhjertighed, som kommer til udfoldelse. Og her i byen Nain, var det for alle, som var til stede et tydelig tegn på, at Gud besøgte sit folk. Også her bortjages døden, den unge mand sætter sig op og begynder endda at tale, et bevis på at han lever. Døden fik ikke lov at beholde sit bytte. Overfor livets kildevæld går døden glip af sit bytte, stod der i Grundtvigs salme ”Ånden opgav enkesønnen”, hvor døden fremstår i en personificeret skikkelse som så ofte i kunsten. Her tales der også om Jesus med sit soleøje, idet Jesus ses som solopgangen fra det høje, som har besøgt sit folk. At Gud har besøgt sit folk i Jesus, blev der profeteret om forud. En præst med profetiske gaver synger om det i en lovsang. Det var Zakarias, som blev far til Johannes Døberen. Faktisk troede han det ikke rigtigt, da han hørte profetien om, at hans hustru i en ret høj alder skulle føde Johannes, og det selv om det var selveste englen Gabriel, som sagde det til ham. Derfor mistede han som et tegn sin stemme for en tid, men da han efter sønnens navngivning fik den igen, brød han ud i lovsang. Han profeterede om sønnens opgave, som var at gå forud for Jesus. Og her er det, at Jesus kaldes solopgangen fra det høje, som vil besøge os. Et guddommeligt besøg til os mennesker. Grunden til dette vidunderlige besøg er Guds inderlige barmhjertighed, siger Zakarias. Her i Nain mærker folkeskaren dette i deres store forundring, at Gud har besøgt sit folk.

Jesu mål var at trøste os og fjerne vores frygt
Folkeskaren gribes af ærefrygt over for dette store, de mærker, at Gud er her, at han, der herre over liv og død, han er her. Frygten er ærefrygt over Guds nærvær. Når vi møder noget så stort, gribes vi af frygt, en frygt for det store ukendte, for det ubegribelige. Det er ligesom, da hyrderne på marken ved Jesu fødsel ser Guds engle, da blev de også grebet af frygt. Men hverken englen på marken eller Jesus ønsker, at vi skal frygte. Et af Jesu mål var at trøste os og fjerne vores frygt, at gøre os så fortrolig med det store ubegribelige guddommelige, at vi endda kunne bruge en helt menneskelig betegnelse om Gud selv, nemlig far. Men et under og et guddommeligt besøg er det.
Underet peger hen mod den messianske tid, som Esajas profeterer om, hvor han siger:
Dine døde bliver levende, deres lig står op. 
I, der ligger i jorden, skal vågne og juble.
For din dug er lysets dug, 
og jorden bringer dødninge til live. (Es 26, 19)
Og Johannes’ far Zakarias havde også i sin lovsang profeteret, at solopgangen fra det høje ville lyse for dem, der sidder i dødens skygge. 
Beretningen slutter med, at Jesus gav enken fra Nain hendes søn. Kvindens status bliver med ét forandret, da hun får sønnen tilbage. 

Guds kærlighed overgår al erkendelse
Gud har ikke alene besøgt sit folk i Jesus. Han er altid med os, som han har lovet os, at han vil være med os alle dage, men ved nogle øjeblikke oplever vi det på så stor og voldsom måde, at vi siger: ”Gud har besøgt sit folk.” Paulus beder i sin bøn om, at Jesus må bo i vores hjerter, og vi må være rodfæstede og grundfæstede i kærlighed, derved kan vi få styrke til at få indsigt i, hvor stor Gud er. Opvækkelsen af enkens søn i Nain og opvækkelsen af Lazarus i Betania er begge begivenheder, som viser hen til Jesu egen død og opstandelse og dermed til vores død og opstandelse til det evige liv. Han gik gennem døden til lyset for vores skyld. Så stor er hans kærlighed. Den overgår al erkendelse. Paulus beder om, at vi må få styrke til at fatte denne storhed, hvor stor bredden og længden og højden og dybden er. Kærlighedens fylde går ud over alle de dimensioner, vi kan forestille os. Amen

Til Top

At være Guds børn – stående over for den norske tragedie. August 2011

Alle, som drives af Guds ånd, er Guds børn. I har jo ikke fået en ånd, som giver trællekår, så I atter skulle leve i frygt, men I har fået den ånd, som giver barnekår, og i den råber vi: Abba, fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd om, at vi er Guds børn.” (Rom 8,14-16).

Vi er alle Guds børn
Der findes kun én Gud og skaber. Alle er vi skabt af Gud, alle er vi Guds børn, derfor er vi også alle søstre og brødre. Dette forstod i middelalderen Frans af Assisi bedre end de fleste. Alle kaldte han brødre og søstre. Fjender havde han ingen af, selv røverne, som ville røve den mad, han og hans brødre havde tigget sig til, kaldte han brødre og ønskede at dele med dem, ikke bare den fysiske mad, men også Guds ubetingede grænseløse kærlighed. Og Frans gav også af Guds kærlighed til muslimerne. Han rejste over Middelhavet for at dele evangeliet med dem, og det endda midt i en tid, hvor der var krig mellem kristne og muslimer. Han rejste med fare for at miste livet midt ind i muslimernes hær for at dele evangeliet med dem. Måske omvendte han ikke så mange, men han vandt deres tillid, og fremover når der skulle forhandles fred, ønskede muslimerne at bruge Frans’ brødre som sendebud for fredsforhandlinger. Deres eneste våben var Guds kærlighed.

At leve efter evangeliet
Frans udstrakte den også til alle jordens andre væsener til fuglene, solen, vandet, vinden og selve sin søster moder Jord. Alt, hvad Frans ønskede i dette liv, var at leve efter evangeliet, efter Jesu budskab til os. ”Mine børn. Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.” (Joh 13,33-35 forkortet). Frans ønskede at leve enkelt, så kun dette stod i fokus.

Tragedien i Norge
”Hvis I har kærlighed til hinanden, er I mine disciple”, sagde Jesus. Det er kærligheden, der er det afgørende. Paulus siger: ”Størst er kærligheden.” Jesu discipel er den, som ønsker kærlighed frem for vold og krig. Hvor smertefuldt er det da, når denne afgørende kerne i kristendommen misforstås, når mennesker i Guds navn farer frem med had og ødelæggelse. Sådanne mennesker har ikke fattet kernen i Jesu budskab. Derfor ramte det mig meget hårdt, da jeg hørte om den fuldstændige ufattelige tragedie i Norge. Jeg ved godt, at der nu er gået noget tid, men jeg kan stadig ikke fatte det. Jeg kan ikke fatte, at noget menneske helt har misforstået, hvad det hele drejer sig om, og har ført våben mod sine brødre og søstre, og at han så mente, at han derved kæmpede for Guds sag, ja at han endda hjalp Gud, som han selv har udtrykt det.

Fortvivlet flugt
Han er ikke drevet af Gud ånd, men af modstanderens ånd, hadets ånd. Det er rystende, det er frygteligt, alle de unge mennesker på øen Utøya og mennesker i Oslos centrum, som fuldstændig uskyldige blev ramt af en kugleregn, ja, af en storm af hadets vanvid. Det føltes som et slag i hjertet. I ånden så jeg mig selv på øen, som om jeg havde været en af deltagerne, og forestillede mig den fortvivlede flugt bort fra den vanvittige rædsel, løbende ud mod stranden, hvor jeg kastede mig i vandet for at forsøge at svømme i sikkerhed på fastlandet, hele tiden med angst og bæven, en knugen i hjertet. Jeg havde nok ikke kunnet det, og som mange af de unge havde jeg aldrig nået så langt.

Følelse af afmagt
Tilbage står man med et stort spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor dette vanvid? Man gribes af en afmagt, når man sådan står over for en tragedie, og der ikke er noget at sige, ikke er noget, man kan gøre. Ja, tænde et lys. Det gjorde jeg som mange andre, græd med de grædende og sørgede med de sørgende.

Men hvad kan vi mere gøre?
Her ser jeg igen på et menneske som Frans af Assisi og på vor tids Mother Teresa. Hvad ville de gøre stående over for sådan en tragedie? Frans ville være et redskab for Guds fred, og Mother Teresa ville være en blyant i Guds hånd. De ville som Guds børn modtage Guds kærlighed for som Jesu sande disciple at dele ud af den til alle deres brødre og søstre på tværs af alle politiske og religiøse grænselinier. For Gud findes der ingen grænser. Mother Teresa virkede for at give syge og døende mennesker i Indien en værdighed midt i elendigheden. Og det var ofte mennesker tilhørende en anden tro, buddhister og hinduer. Hun så ikke på dette. Hun så mennesket som et Guds barn, et menneske, der havde brug for at erfare Guds kærlighed gennem et medmenneske, en kærlig søster. Gud er ikke kun Gud for de kristne, men for alle. Det er en tjenende kærlighed, som er kendetegnende for discipelskab. Når Jesus siger ”Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden.« betyder det, at dér, hvor der er kærlighed, dér er Gud. Overalt, hvor der er kærlighed. Notto Thelle, teologisk professor i Oslo skriver: ”Jeg krydsede grænser for at bringe Gud til nye verdener, men opdagede, at han allerede var der.” Guds kærlighed kender ingen grænser. Kærligheden er fuldkommenhedens bånd, den er relation, den knytter bånd, forener alle Jesu disciple i ét fællesskab, et fællesskab af brødre og søstre.

Kærlighed og tjeneste
Mother Teresa peger på samværet med Jesus i bønnen og siger: ”Med Kristus og gennem ham kan vi gøre store ting. For at være i stand til at gøre det må vi bede. For frugten af bøn er uddybelse af troen. Og frugten af troen er kærlighed, og frugten af kærlighed er tjeneste. Hun peger i den forbindelse på, at Jesus har sagt: ”Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.” Hun mener, at vi skal være taknemmelige over for de fattige, de sultne, de nøgne og de hjemløse, de er vidunderlige mennesker, for de giver os mulighed for at elske Gud gennem dem. Det skriver hun i en lille bog om Maria som mor for forsoninger, som hun har skrevet sammen med broder Roger fra Taizé. Tilsammen skriver de: ”Vi kan alle bringe Jesu kærlighed til andre og blive en surdej for forsoning, ikke kun blandt troende, men i hele menneskehedens familie”.

Dele ud af Guds kærlighed
Vi kan som Frans af Assisi og som Mother Teresa og Broder Roger bringe kærlighed ud til kristne og ikke-kristne, til dem, vi kender, og dem, vi endnu ikke kender, til sørgende og til glade, til gamle og unge, og i heldigste tilfælde kan vi måske også nå - direkte eller indirekte - til ensomme unge, inden de i deres ensomhed udvikler vanvittige forestillinger drevet af hadets ånd. Kun kærligheden kan overvinde hadet. Lad hadet tabe og kærligheden vinde. Der er så mange steder, hvor der er en tørst efter at mærke Guds kærlighed. Vi mærker det mest, når det er tæt på, men også til de ”fjerne øer” rækker Guds kærlighed, også der kan vi være Guds redskaber for fred, sådan som Frans og Mother Teresa. Jeg tænker på lande i Afrika, der er ramt af hungersnød og krig, på lande i Asien, som er ramt af naturkatastrofer og andre ulykker. Ja mange flere steder i verden gælder det. Lad os udstrække vores kærlighed til dem også.

Arbejde for Guds fred
På den måde kan vi også ære de døde og sårede i Norge – for når sådan noget sker, standser vi op og tænker på, hvad der virkelig betyder noget. Alt sættes ligesom ind i et andet størrelsesforhold. Hverdagens små problemer bliver pludselig meget mindre, og det, der virkelig betyder noget, træder frem. Vi kan som Guds børn som Jesu disciple arbejde for Guds fred overalt i verden ved at lade den brede sig som ringe i vandet. Sådan at hadet taber, og kærligheden vinder.

Kærligheden viste sig midt i tragedien i Norge.
Der var unge mennesker, som hjalp hinanden og som måske endda gav deres liv for hinanden, som vi har hørt om den danske kvinde, der var med som samarit og brugte sig selv som skjold for at beskytte en gruppe af de unge. Og unge der hjalp hinanden med at svømme ind til fastlandet med fare for at opbruge egne kræfter. Der er flere beretninger om, hvad der skete i de ulykkelige minutter på øen. Vi vil ære og mindes dem, vi vil ære og mindes alle de faldne, som blev ofre for en vanvittig mands fuldstændige misforståelse af det kristne budskab. Vi vil mindes dem ved at være kærlighedens sande budbringere, og som Frans bruge kærligheden som et redskab til fred.

”Gør mig til redskab for din fred.”
Jeg vil derfor slutte med Frans’ bøn:  
Herre, gør mig til et redskab for din fred. 
Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder. 
Lad mig bringe tilgivelse, hvor forurettelsen råder. 
Lad mig bringe enighed, hvor spliden råder. 
Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder. 
Lad mig bringe håb, hvor fortvivlelsen råder. 
Lad mig bringe lys, hvor mørket råder. 
Lad mig bringe glæde, hvor sorg og modgang råder. 
Mester, lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste, 
ikke så meget søge at blive forstået som at forstå, 
ikke så meget søge at blive elsket som at elske. 
For det er ved at give, man får. 
Det er ved at glemme sig selv, man finder sig selv. 
Det er ved at tilgive, man finder tilgivelse. 
Det er ved at dø, man opstår til evigt liv. Amen.

Til Top

Guddommeliggørelse ifølge Symeon den ny teolog, Thomasmessen, januar 2011
Evangelietekst: Joh 17,6a +18-23

Om at glemme det, som mennesket er skabt til. 
Jesus bad om, at alle må være ét, at vi må være hos Gud. Det var derfor, Jesus var udsendt til verden. Gud blev menneske i Jesus, for at mennesket kunne blive i Gud. Det var det, som vi blev skabt til, men som vi havde glemt, og som menneskene også har glemt flere gange i tidens løb, og det selv om alt tilsyneladende ser smukt og rigtigt ud.

Form uden indhold
Undertiden kan det ske, at smukke ord og smukke ting bliver til ydre former, en tom skal uden virkeligt liv. Dette oplevede en gang en ung mand Symeon, som levede i Konstantinopel i 900-tallet. Dengang var der imponerende kirkebygninger, smuk kirkekunst med gyldne mosaikker, højtidelige ritualer og ceremonier. Alt dette er smukt og burde kunne føre sindet til Gud, løfte det opad til en himmelsk sfære. Men på Symeons tid var det blevet til ren ydre pragt, formerne var blevet vigtigere end indholdet, Guds nærvær. Symeon kunne mærke, at der intet indre liv var, det var som en åndelig ørken. Han søgte en hellig mand som vejleder, og hans jævnaldrende sagde, at der ikke fandtes hellige mænd mere. De må også have kunnet mærke tomheden.

”Den, der beder i ånd og sandhed, er teolog.”
Efter nogen søgen lykkedes det dog Symeon at finde en vejleder, en ydmyg munk, som ikke var præsteviet, og ikke havde nogen højere teologisk uddannelse, men Symeon sagde, at den, der beder i ånd og sandhed, er teolog. Selv fik Symeon tilnavnet den nye teolog som den, der beder i ånd og sandhed. Det nye var, at han ønskede at gøre traditionen levende på ny, fyldt med ånd og liv. Hans vejleder hjalp ham, men lod ham få god tid til den åndelige udvikling, han måtte igennem. Under en bøn oplevede han, at et stærkt lys opfyldte det kammer, han bad i, og at tid og rum blev overskredet. Alt syntes forklaret. Det var Helligånden, Kærlighedens og Sandhedens Ånd, der havde ladet ham mærke sit nærvær. Endelig oplevede han selv det, som de gamle kirkefædre havde talt om i oldkirken. Han oplevede selv, at det, som dengang blev sagt om Kristus, stadig var sandt, og ikke bare noget, der hørte en fjern fortid til.

Kirkefaderen Athanasius
Det, som Kirkefaderen Athanasius havde sagt, var, at Kristus, der gennem forsoning har befriet mennesket, sender sin Ånd og fornyer mennesket, Kristus påtager sig kødet, for at vi skal få Ånden. Derved får mennesket del i det guddommelige liv, som det oprindelig var skabt til at have del i. Mennesket får del i udødeligheden og bliver på ny Guds billede.

Guddommeliggørelse
Det, Symeon erfarede, var en guddommeliggørelse. Han havde livet igennem mystiske visioner af guddommeligt lys. I senere visioner talte Kristus selv til ham fra det guddommelige lys, et lys, der ikke var et fysisk skabt lys, der kan opfattes med sanserne, men en åbenbaring af den evige guddom. Selve visionen af det guddommelige lys har en forvandlende kraft. Symeon bruger en dristig talemåde, han siger, at vi er mennesker af naturen, men guder af nåde. Dermed mener han, at vi deltager i Guds guddommelighed ved at have fællesskab med Gud. Det kan ske, fordi Jesus er Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske. Jesus, det evige Logos, påtog sig vor menneskelighed, og til gengæld giver han os del i sin guddommelighed. Den fulde overbevisning om dette fik Symeon på grund af sin personlige erfaring af Helligånden, Kærlighedens Ånd, som gennemtrængte ham. Helligånden må bo i den, der guddommeliggøres, siger Symeon.

Forening med Gud
Når vi i nadveren modtager Kristi guddommelige legeme, forenes vi med Gud. Vi forvandles til den, som vi modtager. Symeon betragter sig som en beholder, et skrøbeligt kar, der er ufuldkomment og forgængeligt. Dette kar modtager det fuldkomne og uforgængelige, så han forenes med Guddommen og bliver Guds rene legeme. Vi bliver Kristi lemmer, som også Paulus siger.

Det guddommelige mysterium
Gud er altid større end det, vi mennesker kan udsige, der kan altid siges mere. Det guddommelige mysterium overgår menneskelig forstand. Det kan ikke udtrykkes i et menneskeligt sprog. Således forstår Symeon den evige Gud som både den totalt Anden og den fuldstændig nærværende. Og derfor siger Symeon undertiden, at vi kan få del i guddommelig væren, andre gange at det er guddommelige energier, vi får del i, sådan som også senere teologer mere forsigtigt udtrykker det, når de taler om guddommeliggørelse. Guddommeliggørelse er ikke begrænset til mennesker, der lever særligt tilbagetrukket, f.eks. munke og nonner, men kan opnås af mennesker midt byernes pulserende liv. Symeon vil ikke udmærke en form for liv frem for en anden, for Gud har kaldet den enkelte til sin særlige vej.

Ydmyghedens skønhed og kærlighedens styrke
Det handler om i ydmyghed at modtage kærligheden. Enhver, der i sit liv har erfaret ydmyghedens skønhed og kærlighedens styrke, er allerede på vejen hen imod guddommeliggørelse. Vi kan have en lang vej at rejse, men ikke desto mindre er vore ansigter vendt i den rigtige retning i længslen efter Gud. Længslen er uden grænser, fordi Gud er uden grænser. Vi vil aldrig komme til det punkt, hvor vi har fået nok af Gud, vi vil altid ønske os mere, og der vil altid være mere. Allerede her på jorden kan denne proces begynde, rejsen mod guddommeliggørelsen, rejsen mod fuldendelsen, men fuldendelsesprocessen er evig, den begynder her i det forgængelige liv og fortsætter ind i evigheden, fortsætter evigt.

Hellig byttehandel
Også nutidige teologer taler om guddommeliggørelse. Anders Arborelius fra Sverige siger, at det er en hellig byttehandel, at Gud er blevet menneske, for at mennesket kunne blive Gud, det er en mystisk forvandling. Her understreges Guds endegyldige mål. Det er det, som frelsen indebærer. Ikke alene blev Gud menneske i Jesus, men han sendte også sin livgivende Ånd, så mennesket kunne blive gennemstrømmet af Helligånden. For, som Paulus siger, ”Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.” Guddommeliggørelsen er Guds værk. Den kan kun forstås ud fra nåden.

Forvandling
At blive guddommelig vil også sige at blive lig gud, at ligne Gud. Vi bliver det, vi betragter. De, der elsker hinanden, kommer til at ligne hinanden. Mystikeren Paulus siger: “Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer fra herlighed til herlighed.” (2 Kor 3,18). Vi forvandles efter Guds billede. Paulus mærker denne forvandling så stærkt, at han siger: “Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” (Gal 2,20). I forvandlingen bliver Jesus levende i os, han er det lys, der oplyser menneskene, vi kommer til at ligne ham. Det kan ses på mennesket, hvad det elsker. Hvis et menneske betragter Gud, genspejles Gud i det menneskes øjne. Kontemplationen forstærker guds-ligheden. I Jesus steg Gud ned i det lave for at drage os op i det høje. Når Gud gør sig lig os, er det, for at vi skal blive ham lig (jfr. Rom 8;3, Fil 2,6, Heb 2,17). Det er nåde. Gud handler. Vi er modtagere. Jesus siger: ”Bliv i mig, og jeg bliver i jer.” (Joh 15,4). Når Jesus bliver i os, da må hans uendelige kærlighed også blive i os. Den vil forvandle os, gøre os Gud lig, guddommeliggøre os.

At udstråle Kristus
Når vi oplyses af det sande lys, må vi stråle af kærlighed og give den videre. Derfor vil jeg slutte med en bøn om At udstråle Kristus, som er skrevet af Kardinal John Henry Newman, som levede i 1800tallet (1801-1890). . [Her bringer jeg det kun i kort uddrag]

Herre Jesus, 
Vær i mig og lys gennem mig, så enhver, jeg kommer i kontakt med, 
må føle Dit Nærvær i mig. 
Dette lys, Herre, udstrømmer helt fra Dig, ikke det mindste glimt kommer fra mig. 
Giv mig at prædike Dig med mit eksempel; 
at mine handlinger må tale om dig, 
fordi de kun er udtryk for den kærlighed, som mit hjerte bringer Dig.
Amen

Til Top

Tanker om Martha - 12. september 2010 
Betragtninger over Martha og Maria 
Tekstlæsninger: Fil 1,18b-25 og Luk 10,38-42

Paulus skriver: ”Der trækkes i mig fra begge sider.” Han vil også gerne dvæle ved Jesu fødder, men på den anden side vil han ikke svigte menigheden, men gerne arbejde for dem.

To muligheder 
Umiddelbart virker det som et valg mellem to modsatrettede muligheder. Når Paulus her taler om at bryde op og være sammen med Jesus, sigter han til sin død, hvor han fuldt og helt kan være sammen med Jesus. Det må kunne siges at være den gode del, men på den anden side er han jo også fuldt og helt sammen med Jesus i dette liv, når han til galaterne skriver: ”Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.” Måske behøver de to muligheder ikke at være modsatrettede. Ofte når Jesus i sin undervisning viser to veje, er det i lignelser, altså ikke skildret som en virkelig episode. I den virkelige episode kommer man nemt til at identificere sig med en af personerne. Og denne beretning om Martha og Maria skildres som en virkelig episode i Jesu liv. Jeg ser et af de billeder, som skildrer scenen, for mig. I forgrunden sidder Maria ved Jesu fødder og ser opmærksomt på ham. I baggrunden går Martha med fade og krukker og er ved at anrette et måltid. Hun ser længselsfuldt hen mod Jesus.

Marthas vej 
Det ville være lettere at acceptere, hvis det havde været en lignelse, et tænkt eksempel. Jeg kan i hvert tilfælde føle, hvor ondt det må have gjort at høre Jesu bemærkning: ”Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.” Gjorde Jesus virkelig sådan en forskel på de to søstre. Var de bekymringer, Martha havde, ikke en del af hendes tjeneste for Gud. Den tanke, som sniger sig ind, her er: ”Var Jesus ikke lidt uretfærdig?” Ved den første Thomasmesse, vi havde i  Bethlehemskirken, som var en prøvethomasmesse, handlede min betragtning også om Martha og Maria. Jeg valgte dengang at prøve at se de to som to sider ved os selv, som kunne forenes og ses i vor tids tjenere for Gud.

Udadtil Marthas og indadtil Marias vej 
Udgangspunktet var, at mange af os måske føler os som Martha midt i en travl hverdag. Vi føler os nok lidt stødt af denne tekst, for siges det ikke her, at vi ikke har valgt den gode del? Men ved nærmere eftertanke behøver det ikke at have den betydning. Vi inviteres til at få den gode del, som Maria havde valgt. Vi ved alle, hvor svært det er at skaffe sig et åndehul midt i en travl hverdag. Vi kan genkende den travle Martha, der nok kunne bruge lidt hjælp midt i travlheden, og som ikke tør tage sig tid til selv at sætte sig ned ved Jesu fødder for at lytte til ham, for hvem skal så lave arbejdet? Men er det ikke sådan, at vi alle har noget af Martha og noget af Maria i os? Måske kunne vi stille os selv spørgsmålet, om vi kan forsone vores indre Martha med vores indre Maria. Kan vi samtidig med, at vi er aktive i en krævende hverdag, i åndelig forstand sidde ved Jesu fødder, og måske netop derved bringe kærligheden ud i hverdagen, idet vi erkender, hvad der er den gode del, den del, der bliver større ved at blive delt ud, nemlig Guds kærlighed til os? 

Martha og Maria - handling og bøn 
Her vil jeg vælge et nutidigt eksempel på et menneske, som jeg synes, har forenet Martha og Maria i sig. Det er mother Teresa. Ingen vil sige, at et aktivt menneske som mother Teresa ikke skulle have valgt den gode del. Mother Teresa har flere gange besøgt det broderfællesskab i den franske by Taizé, hvorfra mange af de sange, vi synger ved Thomasmessen, stammer. Hun har sammen med broder Rogér, broderfællesskabets stifter, skrevet en bog, hvori hun omtaler handling og Guds kærlighed, som erfares i bøn, som uadskillelige. Det ene fører det andet med sig. Hun skriver: ”Vort kald er at tilhøre Jesus med den overbevisning, at intet eller ingen kan skille os fra Kristi kærlighed. Men det arbejde, Kirken betror os, er vor kærlighed til Jesus i handling. Med Kristus og gennem ham vil vi være i stand til at gøre store ting. For at være i stand til at gøre det, må vi bede. For frugten af bøn uddyber troen, og troens frugt er kærlighed, og kærlighedens frugt er tjeneste.” Det er i overensstemmelse med traditionen i klostrene, hvor bøn og arbejde hører sammen: ”Ora et labora”, siger man, ”bed og arbejd”. Det er at gå i Kristi fodspor. Jesus handlede. Han siger: ”Min Fader arbejder og jeg arbejder også” (Joh 5,17). Jesus underviser, helbreder, bringer syndernes forladelse. Han led, døde og genopstod for os. Også han bad. Lukas siger "I de dage gik han engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud." (Luk 6,12). I bønnen bliver vi i Jesus. Jesus siger: "Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. " (Joh15,5)

Den gode del 
Vi kan derfor ligesom Mother Teresa gå i Jesu fodspor ved at være aktive som Martha og ved at sidde ved Jesu fødder som Maria, og derved få den gode del, Guds kærlighed, og vi kan bringe kærligheden ud til mennesker udenfor. Det behøver ikke kun være på den anden side af jordkloden. Det kan være til de mennesker, man færdes blandt til daglig midt i travlheden, også de har brug for kærlighed. At sidde ved Jesu fødder og lade sig fylde med kærlighed kan ske hvor som helst, for Gud er med os, hvor vi går og står. Vi kan føle Guds kærlighed midt i vort arbejde, vi kan erfare den i bøn, når vi er alene, i lønkammeret, og vi kan erfare den i en gudstjeneste. Der er ikke én måde, der er den eneste rigtige, men vi kan vælge at give os selv lov til at stoppe op midt i en travl hverdag for at møde Gud i stille bøn. Det var konklusionen den gang, og er det stadig. 

Hvad skete der efter Jesu bemærkning?
Men jeg har alligevel ikke kunnet lade være med at tænke på Marthas konkrete situation og den smerte, Jesu bemærkning har givet. Matha har henvendt sig til Jesus og får at vide, at den gode del ikke skal tages fra Maria. Nu har evangelisten Lukas afleveret pointen, men hverdagen fortsætter jo. For det er ikke bare en historie med et punktum. Hvad skete der? Gik Martha ud i køkkenet med sur martyrmine, mens Maria blev siddende? Sagde Jesus ikke mere til Martha? 

Martha og Maria i Johannesevangeliet 
For to år siden havde vi samme tekstrække, og der fik jeg ligesom en ”aha”-oplevelse, da jeg hørte næste søndags tekstlæsning og så den i sammenhæng med fortællingen om Martha og Maria hos Lukas. Jeg havde hørt den mange gange før, men fokus havde været på denne beretnings kerne, ikke dens indledning. Det var desuden fra et andet evangelium, nemlig Johannesevangeliet, og det handlede om Martha og Marias brors opvækkelse fra de døde. Den dag hørte jeg kun indledningen. Dels står der, at ”Jesus elskede Martha og hendes søster og Lazarus”. Her er det Martha, der fremhæves, og det var da også Martha, som hos Lukas havde inviteret Jesus og sikkert også hans følge. Men der er en samtale mellem Martha og Jesus, som viser, at Martha også havde hørt Jesu undervisning, for hun ved, at opstandelsen sker på den yderste dag, hun ved, at Gud vil give Jesus, hvad han beder om, og desuden er hun den i Johannesevangeliet, der kommer med den sikre Kristusbekendelse: ”Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.” Det svarer til Peters bekendelse i de andre evangelier, hvor stykket har fået overskriften ”Peters bekendelse”, men Marthas bekendelse får ikke sin særlige overskrift. Overskriften er en senere tilføjelse. Men kunne man ikke ud fra denne episode slutte, at Jesus tilbage i den første episode med den bekymrede Martha må have fortsat: ”Kære Martha, du kan også få den gode del, bliv her og lad være med at bekymre dig om maden. Hver ting til sin tid.” Og så har hun sat sig ned og lyttet til Jesu ord og bevaret dem i sit hjerte, som Maria, Jesu moder, havde gjort tidligere, så at hun har fået en indsigt i, hvem Jesus i virkeligheden er.

Hvem laver maden hvis ikke Martha? 
Men så kommer det praktiske spørgsmål: Hvem lavede så maden? Her var der også en situation, som gav mig et muligt svar, et kvalificeret gæt. Det skete lige samtidig med disse to tekster september 2008, da arrangerede Bethlehemskirkens ledelse en medarbejderfest. Ledelsen var værter og tjenere. Med hver sit viskestykke over skulderen gik de omkring og betjente deltagerne. Mon ikke Jesu svar på, hvem der er den største, skulle have været et forbillede for dem: ”Den ældste blandt jer skal være som den yngste, og lederen som den, der tjener. For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener.” (Luk 22,26 – 27). Det gav Jesus selv et eksempel på ved fodvaskningen skærtorsdag. Her påtog Jesus sig den ringeste tjeners opgave, han vaskede disciplenes fødder. Jesus gav os et forbillede på, hvad vi skal gøre. Derfor er mit kvalificerede gæt. Jesus lavede maden til dem. Og dette forbillede, som Jesus gav os ved fodvaskningen, kunne støtte min konklusion med mother Teresa som den, der til fulde kunne tjene i både bøn og arbejde. Det er i grunden heller ikke arbejdet, Jesus påtaler, men bekymringerne. Det er dem, vi trygt kan lægge fra os, når vi er sammen med Jesus i tjenesten. Så kan vi tjene i bøn og handling, sådan som Lars Busk Sørensen skriver i den salme, vi også ofte synger ved Thomasmessens udgangsprocession: ”Vi tror en kærlig Gud har brug for disse hænder og det i dag er os, Han fuld af ømhed sender ad Kristus vejen ud mod grænser, ingen kender.” 

Til Top

"Barmhjertighed ønsker jeg" Søndag, 11. oktober 2009 
Teksterne: Sl 145,8-13 og Matt 9,9-13

”Gå hen og lær,” sagde Jesus, ”Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.” (Matt 9,13; Hos 6,6).

De barmhjertige 
Barmhjertighed hører sammen med evangeliet om Guds rige. Vi ser det i en af saligprisningerne. ”Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed.” (Matt 5,7). Jesus indleder sin lange tale på bjerget med saligprisningerne, så de bliver grundlag for Jesu forkyndelse.

Jesus og tolderne 
Jesus bruger ordet her overfor farisæerne, et stort religiøst parti indenfor jødedommen, som lagde vægt på overholdelse af Moseloven. Disse farisæere havde studeret loven og tolkningerne af den, så de var velorienterede om alle de ydre handlinger og traditioner, som hørte sig til. De tog det ilde op, at Jesus sad til bords med toldere og syndere. Tolderen var foragtet i samfundet og kategoriseres sammen med syndere, fordi tolderne var med til at opkræve skatter for romerne. Det var mennesker, som ingen regnede med. Og her havde Jesus endda været henne ved toldboden og kaldt en af dem til at være en discipel. Det var uhørt for en farisæer. De skelnede mellem mennesker, der var de lovlydige mennesker, og så de andre, toldere og syndere.

Forargede farisæere 
Farisæerne nærmer sig huset, hvor Jesus spiser sammen med disciplene med en vis forsigtighed, for det var vel ikke godt for dem at komme for nær dette selskab, som de foragtede, så de spørger nogle af disciplene i stedet for at gå helt hen til Jesus. ”Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?” Men de kan ikke skjule sig for Jesus. Jesus hører det, og han svarer selv: ”De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Gå hen og lær, hvad det vil sige: ’Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.’ Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.”

Det ydre og det indre 
”Gå hen og lær”, siger Jesus, idet han bruger farisæernes egen dialogform, det betyder, at de må studere skrifterne og Guds vilje endnu dybere. Derfor får de et citat fra den gammeltestamentlige profet Hoseas, ”Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer.” Gud ønsker ikke ydre fromhedsbeviser som slagtoffer, men han ser på det indre, hjertets holdning overfor næsten, medmennesket, der har behov for barmhjertighed. Farisæerne mente nok, at de selv var de rigtige, de fromme, der gjorde Guds vilje, men Jesus viser her, at det er ydre lovoverholdelse.
Når Jesus siger: "De raske har ikke brug for læge”, hentyder han til mennesker, der anser sig for "raske" altså retfærdige, mennesker, der selv mener, at de ikke har brug for læge, hvilket medfører, at farisæerne afskriver den hjælp, som også de faktisk har brug for. De syge er de mennesker, der var udstødt af det jødiske fællesskab, tolderne og synderne, men de var klar over, at de havde brug for lægedom.

Det handler om at se på hjertet. 
På dansk indeholder ordet barmhjertighed også ordet hjerte. Det græske ord, der oversættes med barmhjertighed er ”eleos”. Det er faktisk et ord, der bruges ved hver gudstjeneste om end i en lidt anden form. Vi synger det, når vi synger ”Kyrie eleison”, Herre forbarm dig. Dette ord indeholder desuden medlidenhed. Jesus lider med de lidende. Der står flere steder, at Jesus ynkes over mennesker, især over de udstødte. Ja, han kunne græde over mennesker, som da han græd over vennen Lazarus (Joh 11,35), der var død, og som han så gjorde levende igen, og over hele byen Jerusalem og den skæbne, der ventede den (Luk 19,41).

Gud er nær - ikke fjern. 
Gud er ikke en fjern Gud, men Gud er med os. Det nævnes i begyndelsen af Matthæusevangeliet, hvor en Herrens engel siger, at et profetord vil opfyldes med Jesus. Og det er: ”Se, jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel.” Immanuel betyder: Gud med os (Matt 1,23, Es 7,14). En profetinde fra middelalderen, Hildegard af Bingen, så i et syn et overvældende strålende lys og deri en safirblå skikkelse, som overalt glødede i funklende ild. Det var en vision af Gud, den treenige Gud, hvor Gud kommer os i møde i Jesus, den safirblå skikkelse, som også er Guds Ord. Hildegard siger, at gennem Ordet kom Guds moderkærlighed ned til os og omfavnede os. Den er den dybeste og kærligste barmhjertighed.

Jesu medfølelse 
I Jesus er Gud med os og ynkes over os. Jesus viser sine følelser, ja sin medfølelse, der fører til barmhjertighed. Da han så folkeskarer, som var kommet for at lytte til hans undervisning og for at blive helbredt, ynkedes han over dem, for de var vanrøgtede og forkomne som får uden hyrde (Matt 9,36). Han ynkedes over de syge og helbredte dem. Han ynkedes over en hel folkeskare, som var fulgt med ham og havde været sammen med ham længe uden at have haft mulighed for at skaffe sig noget at spise, så han ville ikke sende dem sultne bort. Men gav dem alle at spise ved et guddommeligt kærlighedsunder, en sand barmhjertighedshandling (Matt 14,14-21). Ja, hver gang Jesus spiser med sine disciple, har måltidet karakter af et kærlighedsmåltid, et bryllup.
I det afsnit, som følger lige efter det, vi har hørt, omtaler Jesus sig selv som brudgommen. Måltidet er som et bryllup, en nadver, hvor det guddommelige og det menneskelige forenes. Det er barmhjertighed.

Forargede farisæere - også før 
En anden gang, hvor Jesus brugte samme citat af Hoseas, var da hans disciple blev sultne og plukkede nogle korn-aks (Matt 12,1), som de spiste. Det var der i sig selv ikke noget galt i, men de gjorde det på en sabbat, altså en hviledag, hvor man ikke skulle arbejde. Farisæerne bedømte det som arbejde og påpegede dette som et forbud for Jesus. Også her svarede Jesus igen med farisæernes karakteristiske dialogform, der svarer til ”Gå hen og lær”. Han sagde: ”Har I ikke læst”, idet han henviste til skrifterne. ”Har I ikke læst, hvad David gjorde, da han og hans mænd blev sultne” (Matt 12,3; 1 Sam 21,7). Da havde de overtrådt en regel og havde spist af det hellige brød, men Guds barmhjertighed var gået forud for reglen. Jesus citerede igen Hoseas: ”Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer”. Reglen om en hviledag skulle have været en gave til menneskene, men den var blevet som et offer, en byrde.

Herre over sabbatten
Dog, Jesus ophævede denne byrde og sagde: ”Menneskesønnen er herre over sabbatten.” Han fulgte dette op ved at helbrede en mand med en vissen arm samme dag, en sabbat. I Johannes-evangeliet helbredte Jesus en lam mand på en sabbat (Joh 5,1 – 10). Det skete ved Bethesda Dam. Og Bethesda betyder Barmhjertighedens hus. Barmhjertigheden går forud for sabbatten. ”Det er tilladt at gøre noget godt på en sabbat.” (Matt 12,12).

Barmhjertighed - ikke byrder 
Jesus afviser de tunge byrder og stiller barmhjertigheden op i stedet. Det viser han i denne opfordring, hvor han siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.” (Matt 11,28 – 30). Han viser sin mildhed og sin barmhjertighed overfor mennesker, som bærer tunge byrder, men han er streng over for skriftkloge og farisæere, der selv holder deres barmhjertighed tilbage. I et veråb, udbrød han: ”Ve jer, skriftkloge og farisæere, I hyklere! I giver tiende af mynte, dild og kommen, men I forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab.” (Matt 23,23). Barmhjertigheden vejer tungere end de overfladiske ydre handlinger.

Barmhjertighed for alle 
Nu var det ikke sådan, at Guds godhed ikke gjaldt farisæerne og de skriftkloge. I beretningerne, som vi har hørt, ville farisæerne ikke tage imod hjertets lægedom, som Jesus tilbød, de mente ikke, de havde brug for den, men Guds barmhjertighed gælder alle hans skabninger, også dem. Og der var da flere farisæere og skriftkloge, der før eller siden tog imod den. Vi hører om Nikodemus, Josef af Arimatæa og ikke mindst en særlig stædig modstander og forfølger, Saulus, der blev den Paulus, som blev en af de inderligste forkæmpere for udbredelsen af evangeliet om Guds søn, Jesus Kristus (jf. Rom 1,3).

Guds rige
I den gammeltestamentlige salme prises Guds rige, som ses i forbindelse med barmhjertigheden og godheden. Alle Herrens fromme fortæller om Guds herlige kongedømme, et kongedømme der består i al evighed. Det græske ord, som oversættes med rige, indeholder ordet konge. Guds rige ses som et evigt kongerige med Gud Herren som evig konge.

At svare på Guds barmhjertighed
Op igennem tiden har mennesker bedt om Guds barmhjertighed, bl.a. hver gang der er sunget ”Kyrie eleison”. En ung karmeliternonne Thérèse af Lisieux havde en fast tillid til Guds nåde og uendelige barmhjertighed. Hun sagde, at ”man aldrig kan have for stor tillid til Gud, der er så mægtig og barmhjertig, at man opnår mindst lige så meget hos Ham, som man håber.” Det vil sige, at vi slet ikke kan forestille os, hvor meget barmhjertighed og kærlighed, Gud vil give. Der er altid mere end vores forestillinger. Thérèse præciserer: ”Det kommer ikke an på ydre handlinger og ydelser, men på kærlighed, på at svare på Guds barmhjertighed.”

Glæde
Derfor kan vi også, som vi sang i salmen, fryde os og springe højt af glæde, fordi Gud havde medynk med os og viste os barmhjertighed ved at komme til os i Jesus, tage del i denne verdens lidelser for at drage os til sig og i Jesus være Immanuel - Gud med os. Ikke kun dengang, men også nu, for han har lovet at være med os alle dage. Det er barmhjertighed. Vi kan prise Gud og glæde os over hans kongedømmes prægtige herlighed. Guds kongedømme, som består i al evighed, i slægt efter slægt. Amen 

Til Top

Guds gaver 2009
Tekster: 1 Joh 1,5- 2,2, Luk 16,1-9

Gavens betydning 
At få en gave er noget særligt. Jeg har haft en helt vidunderlig slægtning, en moster, som har betydet meget for mig. Engang gav hun mig et smykke, som hun selv havde lavet, og jeg holder stadig meget af det. Jeg ville aldrig have gået i byen og købt det smykke selv. Jeg glæder mig over det, fordi jeg har fået det af hende. Det er en gave, en personlig gave. Giveren betyder mere end gaven, eller gaven betyder noget på grund af hende, som har givet mig den. Og er det ikke sådan med Guds gaver?    

Bagom Guds gaver 
Alle de gaver, Gud giver, kan ses ud fra hans retfærdighed. Det er ikke en retfærdighed, som den, der kunne vente os i denne verdens domstole, heldigvis. Ordet har her en mere oprindelig betydning – at færdes ret. Og om nogen må Johannes have forstået Guddommelig retfærdighed. Det er ham, som skriver det brev, vi lige har hørt et stykke af. Gud er lys, og der er intet mørke i ham. Og Johannes forklarer, at vi kan være Lysets børn, fordi vi vandrer i Jesu lys. Gud viser sin helt særlige retfærdighed. Gud er trofast og retfærdig, siger Johannes. Det viser sig ved, at han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed. Og Jesus Kristus, der er det eneste retfærdige menneske, vil tale vores sag. Lysets børn bliver vi ikke af egen kraft, men på grund af guddommelig retfærdighed. (jf1 Joh 1,5- 2,2). Lysets børn ved, at alle gode gaver kommer fra Gud.

Kong Davids gaver
I en af Krønikebøgerne fortælles det, at Jesu stamfar, den israelitiske kong David, og folkets ledere frivilligt gav mange rige gaver, så der kunne blive bygget et tempel til Gud, men David vidste godt, at alle disse gaver kom fra Gud selv. Han sagde: ”Så takker vi dig nu, vor Gud, og lovpriser dit herlige navn. For hvem er jeg, og hvad er mit folk, at vi har formået at give disse frivillige gaver? Det er jo dig, alting kommer fra, og hvad vi har givet dig, kommer fra din hånd.”(1 Krøn 29,13 - 15) David erkender her, at alt, hvad han og israelitterne ejer og giver, kommer fra Gud. Intet har de skaffet selv. Når David giver ud af det, han har fået, forvalter han Guds gaver.
Overfor guddommelig retfærdighed giver dagens lignelse en grel modsætning – Vi møder uretfærdigheden hos denne verdens børn.

At forvalte Guds gaver
Søndagens tekst er en lignelse, der handler om at forvalte Guds gaver (Luk 16,1-9). Det er en lignelse, man ikke lige straks bliver færdig med. Jeg har ladet mig fortælle, at mange præster søger ferie netop på den dag, hvor der skal prædikes over denne tekst. Det passer nok ikke, for præsterne ved godt, at en lignelse for det meste kun har én pointe. Den skal ikke tolkes i alle enkeltheder. Det gælder om at finde lignelsens pointe.

Konteksten
Så må vi også se på den sammenhæng, lignelsen er fortalt i. Jesus er på vandring, undervejs underviser han, og hans tilhængere flokkes om ham, men det gør hans modstandere også. De giver ondt af sig i forløbet og prøver at finde noget at anklage ham for. Derfor er en del af de mange lignelser, som fortælles, også møntet på dem. Derfor tales der også om denne verdens børn, som hører til uretfærdigheden.

Retfærdighed eller uretfærdighed
Hvilken pointe kan lysets børn, disciplene, lære af denne verdens børn? Det handler lignelsen om. Det er klart, det er ikke meningen, at den uretfærdige godsforvalter skal være et forbillede som sådan, kun én pointe skal uddrages.  
Det handler om retfærdighed over for uretfærdighed. Alle de steder, der står uærlig, står der på græsk et ord, vi kunne oversætte med uretfærdig eller uretfærdighed. (Det græske ord for uretfærdighed er adikia overfor diké, retfærdighed.) Forvalteren har ikke handlet retfærdigt med Guds gaver, men ødslet dem bort. Det ville have været i orden, hvis han havde givet dem til sine medmennesker, som vi kan se af det tredje stykke, som hører til denne søndag – men som ikke blev læst op - Det er fra Ordsprogenes bog, her velsigner Herren retfærdiges bolig. (Ordsp 3,33). Og han siger: ”Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det.” (Ordsp 3,27)

En chance til 
Forvalteren har ødslet alle milde gaver på sig selv, det ser vi også af sammenhængen, lignelsen står i, for ret hurtigt følger lignelsen om den rige mand og den fattige Lazarus. Den rige mand giver intet til Lazarus (Luk 16,19). Men forvalteren får en chance til at handle. Og her er der mange, som har svært ved at forstå, at det, han gør, bliver rost. Det er så ikke helt klart, hvem der roser ham i original¬teksten. Der står herren, ”kyrios”, og det kan være både forvalterens herre eller Jesus, som kommenterer lignelsen efter, at den er slut. Det sidste har den danske oversættelse valgt ved at skrive Herren med stort.

Evighedens dimension
Hvis det var forvalterens herre, var vi ude over det sandsynlige, men dette sker også i andre lignelser f.eks. når Jesus taler om korn, der kan give 100 fold, når max ellers er omkring de 8 fold. Når Jesus overdriver vildt ud over den gængse jordiske mulighed, er det for at fortælle os, at vi nu befinder os på et helt andet plan, lignelsens betydning er løftet op i evighedens dimension. Hvis det er Jesus, der roser, er vi selvfølgelig også dér. Det ses tydeligt i pointen. Godsforvalterens mål var, at folk skulle tage imod ham i deres huse, men her er en evighed til forskel, når Jesus uddrager pointen, når han siger ”Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når det er forbi med den, kan tage imod jer i de evige boliger ”(Luk 16,9 i 1948-oversættelsen). For han opfordrer disciplene til at dele ud af de jordiske gaver, for at de skal blive modtaget i de evige boliger. Der er altså flere modsætningsspar, som stilles op i dagens tekster: Guddommelig retfærdighed over for denne verdens uretfærdighed, Lysets børn over for denne verdens børn og De jordiske huse over for de evige boliger

En Pointe
Når Jesus siger, at denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør, peger han kun på den ene pointe. Kun denne ene handling roses, at forvalteren deler ud af det, han er blevet sat til at forvalte. Det er ikke usædvanligt for Jesus at sige, at når de onde eller uretfærdige kan foretage sig noget godt eller klogt, hvor meget mere godt kan så ikke de, der er retfærdige, gøre. Og her tænkes på Gud samt på dem, der handler efter Guds vilje.

At forvalte gaver uretfærdigt
Lignelsen fortælles jo også med henblik på modstanderne, denne verdens børn, som forvalter Guds gaver uretfærdigt, som Jesus siger andetsteds, giver de tiende af mynte, dild og kommen, men forsømmer det i loven, der vejer tungere, ret og barmhjertighed og troskab. (Matt 23,23). Og efter lignelsen står der, at ”alt det hørte de pengeglade farisæere” (Luk 16,14). Vi kan ikke rose os af at være bedre end de ved egen kraft, vi kan kun være Lysets børn, fordi vi vandrer i Jesu lys og lader ham rense os for mørket og for al uretfærdighed. Så kan vi forvalte Guds gaver ret i evighedens perspektiv. Som når Jesus siger: ”Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor tyve ikke bryder ind og stjæler. For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være.” (Matt 6,19 - 21)

Legenden om Thomas
Når nu dette fortælles ved en Thomasmesse, kan jeg ikke undlade en lille legende, hvor Thomas hjælper en konge til at forstå dette. Thomas var blevet præsenteret for kongen som arkitekt, og kongen bad Thomas om at bygge et palads, gav ham rigelige penge til formålet og drog derefter på en rejse. Men Thomas gav pengene til de fattige, og da kongen kom tilbage, sagde Thomas, at han have bygget et palads til kongen i himlens rige. Kongen blev vred, og Thomas blev kastet i fængsel. Den nat døde kongens bror, men han kom tilbage til livet, og da fortalte han, at han havde været i himlen og set det palads, der var bygget til kongen i Guds rige. Det skal naturligvis forstås billedligt, men kongen forstod, hentede Thomas, lyttede til hans prædiken og tog imod det lys, som renser for al uretfærdighed.

I kan ikke tjene både Gud og mammon
I det stykke, der kommer lige efter den lignelse, vi har hørt, siger Jesus, at ”ingen slave kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon.” (Luk 16,13). Dermed mener han ikke, at vi ikke skal værdsætte Guds gaver, men at vi ikke tjene gaverne selv. Vi skal gøre som David. Han ved, at alt kommer fra Gud. Han tager imod Guds gaver og bruger dem til frivillige gaver.

Alt kommer fra Gud  
Hildegard af Bingen har ved tolkningen af sine visioner lagt vægt på, at alt kommer fra Gud. Hun har i et syn set kosmos formet som et æg. Her ses, hvordan skabningens kraft kommer ovenfra fra Gud. Det er altså Gud, vi skal takke for alt. Vi skal ikke fristes af skaberværkets storhed og skønhed til at glemme Skaberen og tro på naturens egen kraft. Guds kraft symboliseret ved en strålende sol kommer ovenfra.

På billedet er der en måne, som har form som en skål. Denne skål er fyldt med guddommeligt lys. Hvis vi er som en måne, der modtager det guddommelige lys, kan vi som månen, der reflekterer solens lys, genspejle det guddommelige lys.

Harmonisk helhed
Hildegard lægger vægt på menneskets forvaltning af Guds gaver, af hele skaberværket, så alt kan udfolde sig til en harmonisk helhed til gavn for Guds skaberværk, det enkelte menneske, dets medmennesker og de kommende slægter.

Sådan tager vi imod Guds gaver og bruger dem som lysets børn.

Til Top

Guds grænseløse kærlighed - Søndag, 14. juni 2009  

Vor grænseløse Gud
”Vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed i Kristus Jesus.” (1 Tim 1,14) Sådan skriver Paulus i et brev. For Gud er der ikke de grænser, som vi sætter for hinanden. Paulus havde jo selv hørt til modstanderne, fjenden, og ham havde Jesus åbenbaret sit underfulde lys for. Men det er svært for os mennesker. Det er der en beretning om i det gamle testamente.

Profeten Jonas
I det 8. årh. før Kristus var der en profet, der hed Jonas. Gud havde talt til en af Israels konger ved sin profet Jonas (2 Kong 14,25), og det var jo fint nok for Jonas, for han var selv israelit, men derefter fik Jonas ifølge beretningen en ganske anden mission.

Jonas kaldes til Nineve
I første omgang var han gået til sit eget folk, men nu fik han befaling om at gå over grænser til de fremmede, fjenden. Han skulle gå til verdens største by Nineve, hvor den konge, der på dette tidspunkt var den største i denne verden, regerede. Nineve var hovedstaden i Assyrien. Det var fjenden. Men Gud ser ikke på landegrænser, han ser på mennesker og på menneskehjerter. Han havde set ondskaben i Nineve, og det ville han gøre noget ved. Derfor kaldte han Jonas.

Jonas flygter 
Men hvor Gud undlader at sætte grænser, dér sætter vi mennesker undertiden skarpe grænser. Jonas ønskede ikke denne opgave, hvad skulle han i fjendens land? Gud havde befalet ham at sige: ”Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt!” (Jon 3,4). Det var jo nyttesløst, tænkte Jonas, det ville Gud nok ikke gøre, når det kom til stykket, og hvad skulle han så tage derhen for. Derfor flygtede han på et skib, men man kan ikke flygte fra Gud. Skibet ramtes af en storm, Jonas blev kastet overbord, da han indrømmede, at han var på flugt fra sin Gud. Han blev slugt af en kæmpefisk, der bragte ham til den rigtige kyst, efter at han var gået i sig selv og havde bedt til Gud. Dér blev han udspyet af fisken, for at han kunne gå til Nineve og tale til byens folk. Jonas havde tænkt rigtigt. Gud ønskede ikke byens undergang, men han ønskede dens frelse, idet beboerne vendte sig bort fra det onde. Jonas-bogen viser Guds omsorg for dem, der er fremmede, ja for dem, der er fjenden selv. Han ønsker ikke deres undergang, men deres frelse.

Olieplanten - Guds eksempel
Gud er uendelig langt mere barmhjertig end vi mennesker. Jonas havde svært ved at acceptere det. 

Han sagde til Gud, at det var derfor, han ville flygte. Han vidste jo, at Gud er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, og at Han ville fortryde ulykken (Jon 4,2). Men Jonas havde været Guds redskab til at afværge ulykken. Det ville Jonas bare ikke indse. Derfor gav Gud Jonas et eksempel. Gud lod en olieplante vokse op, og denne olieplante skyggede for Jonas, og han blev meget glad for den. Men næste dag visnede den. Det tog Jonas sig meget nær, og Gud sagde: ”Du har ondt af olieplanten, som du ikke har haft noget arbejde med at få til at gro, men som blev til i løbet af en nat og gik ud i løbet af en nat. Skulle jeg så ikke have ondt af den store by Nineve, hvor der er mere end hundrede og tyve tusind mennesker, som ikke kan kende forskel på højre og venstre, foruden en mængde dyr?” (Jon 4,10 - 11).

Reagerer vi som Jonas?
I bogen hører vi ikke Jonas’ reaktion på denne belæring, måske er det, fordi denne belæring er rettet til os, der læser bogen. Hvordan ville vi reagere? Hensigten er at fortælle om Guds omsorg for de fremmede, selv for fjenden, som Jesus sagde: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn”. (Matt 5,44 – 45). Selv om Nineves beboere ikke hørte til Jonas’ folk, havde Gud omsorg for byen. Gud er ikke kun Gud for nogle få udvalgte, men for alle mennesker uden undtagelse, for Gud er der ingen grænser. Dette skrift peger ud over beretningen om Jonas i Nineve hen på Det nye Testamentes mission, hvor Jesus siger: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple” (Matt 28,19). og “ dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag. ” (Matt 24,14). Det er dette budskab, Helligånden allerede på gammeltestamentlig tid har inspireret forfatteren til Jonas’ bog til at nedskrive. I det gamle testamente omtales Israel som det udvalgte folk, men når Gud havde udvalgt et folk, var det ikke, fordi dette folk skulle have eneret på Gud, men for at frelsen skulle udgå fra dette folk. Allerede i Bibelens første bog sagde Gud til Israels stamfar, Abraham: ”I dig og i dit afkom skal alle jordens slægter velsignes”(1 Mos 28,14). Der går en lige linie fra Abraham til Jesus.

Guds tjener
Profeten Esajas peger frem på Jesus som Guds tjener. Hos Esajas taler Gud til sin tjener og siger: ”Det er ikke nok, at du som min tjener skal genrejse Jakobs stammer og føre Israels overlevende hjem; derfor gør jeg dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til jordens ende.” (Es 49,6.)

Når Herrens tjener siger ”Hør mig, I fjerne øer, lyt, I folk langt borte”, (Es 49,1) er det for at fortælle, at Gud har talt til ham og sagt: ”Til fangerne skal du sige: Gå ud! og til dem i mørket: Kom frem!” (Es 49,9)

Guds kærlighed er grænseløs.
Derfor hører vi profetien om, at alle skal komme fra nær og fjern, fra alle verdenshjørner, Himlen skal råbe af fryd og jorden juble, bjergene skal bryde ud i fryderåb. (Es 49,13) Guds kærlighed er grænseløs. Guds grænseløse kærlighed møder os i Jesus. Profetien blev opfyldt gennem ham. Ved Jonas prædiken blev Nineve frelst, men Jesus er mere end Jonas (Matt 12,41). Ikke alene gik han uden tøven i modsætning til Jonas. Han gik frivilligt ind i lidelsen. Han kunne endda også elske og tilgive sine fjender, da han på korset sagde ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” (Luk 23,34). Det vidste de ikke. De var lige som Nineves indbyggere, der ikke kendte forskel på højre og venstre. Og ligesom Gud i Nineve kunne vende det onde til det gode, så brugte Han også dette til at vende det onde til det gode.

Guds tjeners opgave
Det var frivilligt, Jesus havde ladet dem gøre deres onde gerninger, som han sagde til Pilatus: ”Du havde ikke nogen som helst magt over mig, hvis ikke det var givet dig ovenfra.” (Joh 19,11) Han gav sig frivilligt ind i vor lidelse for at overvinde den ultimativt sidste grænse, dødens grænse, for at sprænge dødsrigets porte. Det var præcis her, han opfyldte Esajas profeti: ”Til fangerne skal du sige: Gå ud! og til dem i mørket: Kom frem!”

Korsets forvandling
Sådan blev korset forvandlet fra at være et tegn på lidelsen til et tegn på sejr. Dødens grænse var sprængt. Som vismanden Sirak siger om Gud: ”På hans befaling sker hans vilje, og ingen kan sætte grænser for hans frelse.” (Sir 39,18) End ikke døden kan sætte grænser for Guds kærlighed. Den er grænseløs.

Det var denne grænseløse kærlighed og omsorg, Paulus havde erfaret, da han som en fjende forfulgte Jesu disciple. Han havde som Nineves indbyggere ikke kendt forskel på højre og venstre, og som de, der korsfæstede Jesus, havde han ikke vidst, hvad han gjorde. Der var altså grund nok for Gud til at sætte grænse for sin kærlighed her. Men det gjorde han ikke. Jesus lod Paulus se sit kærligheds lys. Så han måtte sige: ”Vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed i Kristus Jesus.”

Så kan vi med salmisten lovprise Gud og sige: ”Men jeg bevarer altid håbet, jeg bliver ved med at lovprise dig; min mund skal forkynde din retfærdighed, din frelse dagen lang, jeg kender ikke dens grænser! Jeg vil komme og lovsynge Gud Herrens vælde.” (Sl 71,14 - 16)

Tankeeksperiment – meditation
Hvad hvis du var Jonas? Lad os nu til sidst foretage os et tankeeksperiment. Forestil dig, at du er Jonas. Se for dig i det fjerne en mægtig by brede sig ud for øjnene af dig. Der er en travlhed, handelsfolk, der vandrer ind i byen med varer, og andre som kommer derfra. Du vandrer op mod byen, du ved, at her bor de fremmede, du føler, at de vil dig det ondt. Du ser på byen og mærker, at der egentlig ikke er nogen forskel på denne by og en moderne storby. Hvad skal du gøre? Kan du gøre noget mod alt det onde, der kan ske i sådan en by? Du føler dig træt og modløs som Jonas og ønsker som han at flygte over havet.

Da ser du en skikkelse komme gående i det fjerne. En høj mand i lysende klæder, han kommer hen imod dig, han ser kærligt på dig. Du ser, at det er Jesus. Han siger: Min kærlighed er uden grænser. Jeg elsker dem alle, også dem, der ikke kender mig. Selv dem, der handler ondt, de ved ikke, hvad de gør, de kender dårlig forskel på højre og venstre. Men de er alle skabt i mit billede. Jeg ønsker, at de alle skal lære min kærlighed at kende. Jeg ønsker at sende dig. Jeg ønsker, at du skal gå ud til alle med kærlighedens budskab, mit budskab. Men frygt ikke, du skal ikke gå alene. Jeg er med dig hele tiden. Min kærlighed skal fylde dig. Han lægger blidt hånden på din skulder, mens han ser på dig med sine kærlige øjne, og du mærker en grænseløs kærlighed, som strømmer fra ham til dig og fylder dig. Og du mærker, at du ønsker at dele ud af den kærlighed, du modtager fra Ham, for Vor Herres nåde har været ud over alle grænser med tro og kærlighed i Kristus Jesus. Amen.

Til Top

Han drager alle til sig - Søndag, 13. januar 2008 - Tekst: Joh. 12,23-33 

Jesus underviser
Jesus var netop draget ind i Jerusalem og var blevet hilst som konge af den store folkeskare, hvoraf flere havde været vidner til det store tegn, at han havde kaldt Lazarus ud af graven og oprejst ham fra de døde. Jesus underviser skaren på tempelpladsen. "Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold," siger Jesus.

Herliggørelse 
Undervisningen handler om herliggørelse. "Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres." Men her ser vi, at herliggørelsen sker på en uventet måde. Skaren, som havde hilst Jesus som konge, ventede nok, at det skulle ske på en anden måde, de ventede endnu nogle undere, som skulle føre til, at Jesus skulle blive en jordisk konge; på den måde var han jo kommet ind i Jerusalem. Men sådan skulle herliggørelsen ikke foregå. Vejen til herliggørelsen skulle gå gennem døden på korset og overvindelsen af dødens mørke til opstandelsen. Hvedekornet skulle lægges i jorden for at kunne vokse op og bære mange fold. Jesus havde tidligere sagt: "Min time er endnu ikke kommet," (Joh 2,4) men nu er den kommet, timen, hvor han skal herliggøres ved at gå gennem døden. Skaren hører ligesom en engel, der bekræfter det for dem. På en flertydig måde bruger Jesus nu ordet ophøjelse, for han betegnede dermed, hvordan han skulle dø. (Joh 12,33). Herliggørelsen er en ophøjelse, ophøjelsen sker ved døden på korset, og døden fører netop til opstandelsen og til, at Jesus føres op til himlen.

Jesus vil drage alle til sig 
Men dermed forlader han os ikke, for han siger: "Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være." og dernæst: "Når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig." Han vil drage alle til sig. Her viser Jesus sig som den, der ingen grænser kender, han åbenbarer sin universalitet.

Hildegards syn af Guds kærligheds visdom 
Når jeg læser om Jesu universalitet, ser jeg et billede for mig. Det er et billede af den treenige Gud, som Hildegard af Bingen så og beskrev. Det blev afbildet i et billede, en fantastisk tegning, men det var et dynamisk billede hun så, lige som en film. Først så hun øverst Gud faders ansigt, som gennembryder en ramme, fordi Gud er hinsides alt, hvad vi mennesker kan fatte med vor fornuft. Derunder så hun en rød skikkelse, som hun kalder Caritas, Guds kærlighed, Guds kærligheds visdom, men også Kristus, Jesus, det antydes ved at vise naglemærket i den ene fod. Skikkelsen er rød, som er kærlighedens og lidelsens farve. Af kærlighed går Gud ind i lidelsernes verden, menneskenes verden. Den røde skikkelse er både Jesus og kærligheden. I sin favn holder Jesus Helligåndens ild, der vises som en rødglødende cirkel.

Den guddommelige cirkel 
Så udvidede det profetiske syn sig, og Hildegard så endnu dybere. Hun så ind i Guds hjerte:
I kærlighedens favn viser sig en vældig cirkel, et kredsende hjul. Hun beskriver det således: "Guddommen er i sit forsyn og i sit værk ligesom et hjul, som på ingen måde kan deles, fordi det ikke har begyndelse eller ende. Ingen kan fatte Guddommen, for den er uden tid. Og ligesom en kreds omslutter sit indhold, så omslutter også Den Hellige Guddom ubegrænset alt i sig og overskrider alt." Dette hjul rummer universet med elementerne og i midten jorden. Midt i denne jord stod mennesket, som Jesus drager til sig, som er i Jesus. For den treenige Gud rummer det hele. Guds kærlighed ligesom favner hele universet.

Guds omfavnende moderkærlighed 
Hildegard talte om Guds omfavnende moderkærlighed, som i Jesus er kommet ned til os. Det er den, der i omfavnelsen giver os livets næring, den står os bi i fare. Det er den dybeste og blideste kærlighed. Jesus sammenligner selv sin guddommelige kærlighed med en hønemors kærlighed og omsorg over for menneskene, selv overfor de mennesker, der endnu ikke har lært at søge det sande, det skønne og det gode. Han siger med tanke på de religiøse ledere i Jerusalem:(Luk 13,34): "Jerusalem, Jerusalem! .. Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne," Ja, sådan er det, at Caritas står her, som en høne, der spreder sine vinger ud over kyllingerne. Sådan favner Kristus universet.

Den grænseløse Gud er større end alt og rummer det hele 
Det kan godt svimle lidt for mig, når jeg tænker på, at Jesus som Guds søn og grænseløse moderkærlighed, er så stor, at han kan rumme alt. Jorden med alle de mange mennesker, hele solsystemet, verdensrummet med alle galakserne. Han er større end det alt sammen, han kan rumme det hele. Han er uden grænser.

Gud møder os i øjenhøjde 
Men skønt han kan have hele universet i sin favn, er han kommet ned til os i menneskeskikkelse, ja endda som er forsvarsløst barn. Han møder os i øjenhøjde. Jesus har sagt: "Bliv i mig, og jeg bliver i jer" (Joh 15,4). Når vi på samme måde som kyllingerne bliver under hønens vinger, bliver i Jesu dragende omfavnelse, så bliver han hos os, ja i os, som han var i sin mor, Maria, for ligesom Maria modtog Jesus, kan også vi modtage Ham, der er Guds ord, lade det føde i vore hjerter, lade det gennemtrænge os. Gud rummer det hele, Hans kærlighed er grænseløs. Den fylder hele kosmos og kan dog være i et menneskehjerte, i alle menneskehjerter.

Jesus går med hele vejen 
Jesus er aldrig langt fra os, men midt i blandt os, han er med os alle dage, som han har lovet ved vores dåb, ja det gælder ikke bare for os, som nu er døbte, men han drager alle til sig. Han sender netop de døbte for at gøre alle folkeslagene til sine disciple, kærlighedens disciple, og han går selv med hele vejen. Han er i os, i vores hjerte.

Mørket overvindes 
En af vores salmer, taler om jorden som en jammerdal. Det skyldes denne verdens fyrste, som Jesus taler om, idet han siger, at nu skal denne verdens fyrste jages ud. Denne verdens fyrste er mørkets fyrste, men Jesus er verdens lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. (Joh 1,5) Som i det store universelle plan, sådan også i det lille individuelle plan. Hildegard har skrevet en bog om etik, her taler hun om en kosmisk kamp mellem Gud og Satan, som viser sig i det enkelte menneske. Når vi så tager imod Jesus, som Maria gjorde det, lader livets lys fylde vores hjerte, så vil lyset skinne i vort hjertes mørke, og mørket vil ikke gribe det, men lyset vil jage denne verdens fyrste ud. Lyset vinder over mørket i verden og i det enkelte menneskes hjerte. Han drager alle til sig, både nu og i evigheden, som vi synger i Hans Anker Jørgensens salme, "Du satte dig selv på det nederste sted", at Jesus selv "vil tage bolig i hjertets inderste lag, og at vi lever i ham på den yderste dag."

Jesus drager alle til sig.
Billedet af den treenige Gud, der rummer alt, og som er alt i alle, som er den, der drager mennesket til sig, har inspireret mig til et digt.

Fryd jer I himle! 
Syng højt af glæde! 
Hvor engle vrimle, 
vor Gud er til stede.

Fra himlen kom Guds Søn herned 
For vor skyld at lide. 
På korsets træ han for os led. 
Hans blod gør vore klæder hvide. 
Det er stort, og det er sandt, 
han dødens mørke overvandt. 
Hvor hans dyrebare blod 
fra ham på jorden faldt, 
der slog livstræet for os rod, 
og Gud i alle bliver alt. 

Til Top

Thomas-tro Søndag, 01. april 2007 

Tro 
Tro kan betyde flere forskellige ting. Man kan have en tro, og man kan være tro. Og dette udtryk at være tro passer særdeles godt til Thomas. Johannes omtaler en situation, som betød, at Jesus vandrede op mod Jerusalem sammen med sine disciple. Anledningen var, at han ville opvække sin ven Lazarus, som var død. Disciplene havde advaret mod at drage til Jerusalem, hvor Jesu modstandere havde villet stene ham. Og da havde Thomas sagt til sine meddisciple: "Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham." (Joh 11,13)

Thomas var tro 
Thomas var tro, ville følge Jesus, hvor han ville, - helt til "The point of no return" - ud over det punkt, hvor man kan nå at ombestemme sig, til det afgørende punkt, der kan føre til døden. Han ville gå i døden sammen med Jesus. Jesus var den, der gav livet mening. Hvis han skulle dø, ville Thomas dø sammen med ham. Hvor hårdt har det ikke virket på ham, da han den afgørende nat i Gethsemane have, blev sendt bort, da Jesus sagde: "Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå. " (Joh 18,8). Og Jesus havde ikke tilladt dem at forsvare ham. Ypperstepræsternes mænd tog Jesus med sig uden, at Thomas kunne gøre noget. Han blev ladt alene med sin dybe sorg og sin følelse af tomhed og forladthed.

Hvor var Guds kærlighed? 
Og værre gik det, da Jesus blev dømt og henrettet. Nu havde Jesus tidligere på aftenen sagt: "Hvor jeg går hen, derhen kender I vejen." (Joh 14,4). Thomas havde ikke været sikker på, hvad han mente, og havde sagt "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" (Joh 14,5) Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig." (Joh 14,6) Det var noget af det, Thomas spekulerede på. Hvordan skulle Jesus være vejen, når Thomas ikke måtte dø med ham? Han kunne slet ikke tænke sig, at Jesus skulle dø, og at han selv skulle leve videre med smerten. Hvordan skulle han komme til Faderen ved Jesus nu? Han følte, at Gud var langt borte. Hvor var Guds kærlighed?

Tvivl 
Så overvældet af fortvivlelse var han, at han slet ikke kunne tro det, da nogle et par dage efter sagde, at de havde fundet graven tom. Det var jo ikke muligt. Var det mon ikke bare noget, de sagde. Måske havde nogle ondsindede mennesker fjernet ham, at han ikke en gang skulle finde ro i sin grav. At han virkelig var opstået fra døden, kunne jo ikke være muligt. Sådan må Thomas have tænkt, for han siger: "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." (Joh 20,25). Det har siden fået os til at kalde ham den vantro Thomas eller tvivleren. Men er det nu så slemt? Tvivlen? Nu er tvivl ikke troens modsætning, men troens følgesvend. Hvor der er en dyb og inderlig tro i en følsomt og tænksomt sind, vil der også kunne opstå momenter af tvivl. Det, vi tror på, er for godt til at være sandt. Det er jo så stort, at Gud er kommet til os mennesker på jorden i Jesus, at han er død og opstået for vores skyld. Det er jo for stort til at være sandt. Sådan kan mennesker tænke.

For stort til at være sandt 
Da jeg var et barn, fik jeg på min syvårsfødselsdag en særlig gave, det var en ny cykel. Mine forældre havde båret den op i mit værelse og vækkede mig med flag og fødselsdagssang. Og da jeg vendte mig om, så jeg den nye cykel. Det skulle jo være en overraskelse, så mine forældre havde sagt, at det aldrig skulle ske, at jeg fik sådan en cykel, selv om det havde været et brændende ønske, og nu stod den der. Så skulle jeg jo springe begejstret op, men det gjorde jeg slet ikke. Jeg gemte mig under dynen, jeg kunne ikke tro det, det var alt for stort til at være sandt. Det var sådan med Thomas, at alt det, han ønskede, at Jesus igen blev levende for ham, det var så stort, at han slet ikke turde tro det. Holdt de ham for nar midt i hans smerte. Han forstod det slet ikke. "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke."

Ikke en selvfølge 
Da jeg havde fået min cykel, måtte jeg sandelig også op og lade mine hænder glide hen over stellet og styret, ja, jeg måtte mærke, at det var sandt. Når noget er så stort, at man slet ikke kan tro, at det er sandt, men tvivler, kan det jo også betyde, at man ikke tager alt som en selvfølge. Noget som bare kommer af sig selv. I påsken gør vi os til disciplenes samtidige Vi, der kender beretningen om påske og har hørt den flere gange og måske solet os i den sætning, Jesus sagde: "Salige er de, som ikke har set og dog tror " (Joh 20,29), vi er måske tilbøjelige til at tage alt som en selvfølge, alt det der med påsken er historie, noget som skete for længe siden, men det er det slet ikke. I tjenesten i messens hellige tid, hellige nu, er vi til stede som samtidige til Jesus og Thomas. I fasten og i påsken gør vi os til deres samtidige og går igennem alle begivenhederne, som om det var første gang. Vi går mod Jerusalem sammen med dem, vi går ud i Gethsemane sammen med dem og oplever, hvordan Jesus bliver taget bort, oplever sorgens nat, går igennem fortvivlelsens mørke hen imod det store, som er så stort, så intet menneske kan fatte det, opstandelsens under. Det er så stort, at det aldrig må blive en selvfølge, det er et udslag af Guds ufattelige og grænseløse kærlighed til mennesket, til den verden, han har skabt, men som har fjernet sig fra ham. Hvad han giver os, er ikke efter fortjeneste, men en kærlighedsgave. "Salige er de, som ikke har set og dog tror." Vi præsterer ikke selv den tro, det er en gave, vi er salige, fordi vi får gaven. Sammen med Jesu disciple ser vi for første gang efter opstandelsen Jesus, som kommer os i møde midt i al vor tvivl, hvor vi har svært ved at fatte, at noget, der er så stort, kan være sandt.

En ulykkelig far 
"Jeg tror, hjælp min vantro! " (Mark 9,23 - 24) Sådan sagde en ulykkelig far, der kom med sit syge barn. Jesus havde sagt, at alt er muligt for den, der tror. Og faderen, som ønskede at tro, bad om hjælp til denne tro, der gør alt muligt. Og Jesus hjalp ham. Der, hvor vi ikke magter troen, fylder han op. Som Paulus siger: "Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft! " (Rom 15,13). Der hvor vores håb svigter, der giver Gud os det, vi behøver, ved Helligåndens kraft! Troen, den dyrebare tro, er en gave, som Peter sagde i indledningen til et brev (2 Pet 1,1): Han skriver til dem, der har fået den samme dyrebare tro som han. Selv havde Peter fået troen ved Jesus, gennem ham, det var ikke noget, han havde præsteret selv. Det er evangelierne også et bevis på, de er en stor trøst for alle os, der har brug for hjælp til at tro. Den ene gang efter den anden demonstrerer disciplene deres lidentro.

Lidentro 
Da de var på vandet i stormvejret, hvor de råbte: "Herre, frels os! Vi går under!" (Matt 8,26) der sagde Jesus: "Hvorfor er I bange, I lidettroende?" (Matt 8,26). De kunne ikke præstere en tro, kun en lidentro, men ligesom Jesus tog udgangspunkt i den ulykkelige fars vantro, sådan tog han også udgangspunkt i disciplenes "lidentro". Han forlod dem ikke derude på søens bølger, men hjalp dem, sådan som han også vil hjælpe enhver af os, som fra tid til anden overvældes af tvivl. Han lader os aldrig alene, han kræver ikke, at vi selv skal præstere en tro, men giver os den som gave. Også selv om vi som Thomas kræver at mærke efter, om det kan være sandt. Jesus lader os mærke efter. Vi må tage ham helt ind til os med alle vores sanser. Det er det, der er med til at kendetegne en Thomasmesse, det at vi giver rum for at erkende Jesus med alle vore sanser.

Sansernes betydning 
Det er ikke nyt. I en salme (Sl 34,9) står der: "Smag og se, at Herren er god; lykkelig den mand, der søger tilflugt hos ham." Og Peter følger det op i et brev: "så sandt I har smagt, at Herren er god. Kom til ham. " (1 Pet 2,3). Vi tørster efter Gud og ønsker at se ham, som der står i en salme (Sl 42,3): "Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt? "Og vi ønsker at høre ham, som der står i en anden salme (Sl 85,9): "Nu vil jeg høre, hvad Gud siger, Herren taler jo fred til sit folk." Gud siger selv i en af de gammeltestamentlige apokryfe skrifter, at Gud ønsker, at vi vil forstå, at han er Herren vores Gud. Han vil give folket hjerte og ører, der kan høre (Bar 2,31), Og Paulus taler om, at kundskaben om Jesus udspredes som en duft(2 Kor 2,14).  

Thomas' bekendelse 
Thomas måtte bruge sin følesans. Der står ikke, at Thomas gjorde det, men der står, at Thomas svarede: "Min Herre og min Gud!"(Joh 20,29). Jeg tror ikke, det har været nødvendigt at mærke efter på den bogstavelige måde, som han først havde talt om. Her hvor Jesus kom ham i møde og rakte sine hænder frem imod ham, kunne han mærke Jesu dybe kærlighed og guddommelige udstråling på en helt anden måde. Han kunne mærke, at det, som han havde betragtet som for stort til at være sandt, at det virkelig var sandt, at Jesus var mere end et almindeligt menneske, at Jesus var hans Herre og hans Gud, sådan som han også er vor Herre og Gud. Amen

Til Top

Guds åbenbarede visdom - Søndag, 9. april 2006  – Tekst: Luk 2,22-40 

Areopagos 
På en af sine missionsrejser kom apostelen Paulus til Athen. Paulus gik rundt og så på pladser og torve. Han så overordentlig mange templer. Han så, at athenerne dyrkede mange guder. Da han begyndte sin berømte tale på den plads, der hedder Areopagos, sagde han "Athenere! Jeg ser, at I på alle måder er meget religiøse." (ApG 17,22.)

Menneskelige visdom 
Måske var han her en lille smule ironisk, for naturligvis vidste han godt, at man ikke kan måle menneskers religiøsitet på mængden og på pragten af templer, det er kun det ydre. Og de mennesker, han havde truffet rundt omkring i Athen på torve og pladser, havde talt om andre ting. En stor gruppe af grækerne dyrkede noget andet langt højere end alle deres guder, det var visdommen, altså den menneskelige visdom. På Paulus' tid gik forskellige filosofiske skolers fortalere rundt og talte til deres elever. En del græske filosoffer og deres elever talte ud fra den tanke, at mennesket er altings målestok. Og sådan tænker mange mennesker måske også i dag. Paulus kom til at diskutere med epikuræiske og stoiske filosoffer. Det var dem, der opfordrede ham til at tale på Areopagos, så de kunne få rede på, hvad han mente, for de forstod det ikke. De kaldte ham et sludrehoved (ApG 17,18.)

Menneskelige fornuft over for evangeliet 
Men hvordan kan man forstå guddommelig visdom, hvis man kun bruger menneskelig fornuft, hvis man vil anskue sandheden efter menneskelig visdoms målestok. De stoppede Paulus der, hvor den menneskelige fornuft hører op, da han forkyndte evangeliet om Jesus og om opstandelsen. At nogen kunne opstå fra de døde gik over deres forstand. I et brev, Paulus senere skrev til den græske menighed i Korinth, omtalte han grækernes kærlighed til filosofi og visdom. Han skrev: "Grækere søger visdom"1 Kor 1,22. Men der er et uoverstigeligt svælg mellem menneskers visdom og Guds visdom, som han skrev: "Har Gud ikke gjort verdens visdom til dårskab? For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om."(1 Kor 1,20 - 21).

Videnskabelige spekulationer 
Guds visdom er som en dårskab for de filosofisk skolede grækere. De kan ikke fatte, at Guds visdom er større end resultatet af alle menneskers videnskabelige spekulationer. "Jo," siger Paulus: "Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker."(1 Kor 1,25)

En åbenbaret sandhed 
Nu var det ikke kun grækere, der hyldede visdommen, også jøderne havde lærde og skriftkloge, også de havde nogle, der ville kalde sig vise. Jesus priste Gud, fordi han havde skjult en dyb sandhed for vise og forstandige og åbenbaret den for umyndige, den sandhed, nemlig at kendskab til Gud går via Jesus. Han sagde: "Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for" (Matt 11,27). Denne sandhed kan menneskelig visdom ikke udtænke, det er en åbenbaret sandhed.

En indre barriere 
Paulus havde selv erfaret dette, han havde selv været blandt de lærde, oplært i jødisk visdom og ikke uden kendskab til græsk visdom. Al hans viden var for intet at regne, da Sandheden blev åbenbaret for ham. Gud ønsker at åbenbare sandheden for alle, både vise og umyndige. Hvis vi - tynget af denne verdens visdom - ikke tager imod den åbenbarede sandhed, er det pga. en indre barriere, som måske består af stolthed over menneskers intellekt. Mennesker kan glemme, at også det menneskelige intellekt er en Guds gave.

En barriere kan overvindes 
Paulus er et eksempel på, at en sådan barriere kan overvindes, nedbrydes. Han er ikke den eneste. Vi hører også om Nikodemus og Josef af Arimatæa, der begge var lærere i Israel. Og det var da heller ikke alle grækerne, der var afvisende over for budskabet i Paulus' prædiken på Areopagos. Der var flere, der sluttede sig til ham og blev Jesu disciple. Mange umyndige og ydmyge, som ikke praler af denne verdens visdom, er åbne og modtagelige over for Guds visdom. Gud åbenbarede sandheden for ydmyge mennesker, der stolede på Guds åbenbaring, om den så var i modsætning til menneskelig fornuft.

Tempelpladsen i Jerusalem 
En sådan åbenbaring fik to mennesker på en anden plads i en anden by et halvt århundrede før talen på Areopagos. Denne plads var tempelpladsen i Jerusalem. En af Guds ydmyge tjenere, som var meget gammel, havde profetisk nådegave, han vidste, at mennesket ikke er altings målestok, for hvis man i et lille spædbarn i sin moders arme, kan se verdens frelser og kongernes konge, så er det klart, at denne sandhed ikke stammer fra menneskelig fornuft, men fra guddommelig åbenbaring.

En profeti 
Josef og Maria kom 40 dage efter Jesu fødsel op til templet med Jesus for at bringe et offer til Gud. Det var et almindelig dagligdags syn, for sådan gjorde man, når det første barn var født til verden. Der kom så mange forældre med deres barn og et offer, og dette forældrepar udmærkede sig ikke i det ydre på nogen måde. Det var ganske almindelige mennesker, klædt som et håndværkerpar. Intet i det ydre kunne indikere, at der var noget særligt ved dem, men denne profet, den gamle Simeon, så dem, og hans åndelige syn var stærkere end hans fysiske syn. Han kunne se bag om det ydre. Han havde i en profeti, som Helligånden havde sendt ham, fået at vide, at de ville komme netop denne dag.

Guds løfte 
Det var en dag, han havde ventet længe på. Gud havde lovet ham, at han, inden han for sidste gang lukkede sine øjne, skulle se Guds salvede, verdens frelser. Dette løfte levede han på. Den dag, det løfte skulle opfyldes, så han hen til. Hvor gammel han end var, ville det blive den største dag i hans liv. Han så ikke efter verdens målestok for menneskelig storhed, men bag om alt dette så han efter den sandhed, Gud havde åbenbaret ham. Han gik hen til dem og tog barnet i sine arme og lovpriste Gud: "Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel." (Luk 2,28 - 33)

Et varsel om en smerte 
Så velsignede han dem og fortalte Josef og Maria om profetierne. Han lod også ane, at der skulle være en smerte, en sjælelig og åndelig smerte, som Maria skulle gå igennem, når hun fulgte sin søn på hans farefulde færd: "Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges - ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge - for at mange hjerters tanker kan komme for en dag." (Luk 2,34 - 35)

En profetinde blandt de ydmyge 
I helligdommen befandt der sig en kvinde, en profetinde, Anna, som havde viet hele sit liv til bøn til Gud, en livslang samtale med Gud. Vi ville kalde hende mystiker. Ud ad til levede hun et nøjsomt fattigt liv i bøn og faste. Ind ad til levede hun et rigt spirituelt liv i samvær med Gud. Hun var blandt de ydmyge, som var åben overfor Guds åbenbarede visdom. Da nu Simeon havde taget Jesus i sin favn, vidste hun i sit hjerte, at Gud ville møde hende på en helt ny måde. Han ville komme til hende på en måde, han aldrig var kommet før.

Gud møder mennesket i et ydmygt barns skikkelse 
Hun rejste sig og stod i et nu over for forældrene med barnet. Hun så barnet og vidste, at her kom Gud hende i møde i et ydmygt barns skikkelse. Gud selv havde taget en tjeners skikkelse på, han kom til hende i kød og blod, han kom som en, der var menneske som hun selv, og endda ikke som konge og stormand, men som et lille barn, som en, der var lille og hjælpeløs som hun selv. Da ønskede hun ikke, at dette var sket tidligere i hendes liv, som noget, der kunne få betydning for resten af hendes liv, nej, hun tænkte, at dette var kronen på hendes liv. Hun tænkte med dyb og jublende taknemmelighed på den nåde, det var, at det dog måtte times hende, at Gud kom til hende i et menneskes skikkelse, at Gud havde ladet hende leve længe nok til at opleve dette.

Om at forstå det uforståelige 
Hele livet havde hun været i åndelig samtale med ham, men nu kom han til hende som et menneske, som en, der ville sætte sig på samme ydmyge sted som hun selv. At dette lille barn skulle frelse verden, kunne menneskelig klogskab ikke udtænke. Han skulle gøre det ved den største og mest afgørende kamp i historien, ved at dø på korset og sejre over døden i opstandelsen, det er Guds dårskab, som er visere end mennesker. Det var det, som filosofferne i Athen hverken kunne eller ville forstå. Men Anna, den 84årige dame, hun troede på det. Hun gik omkring og priste Gud og talte om barnet til alle, der ventede Jerusalems forløsning. (Luk 2,38)

Roserne vokser i dale
Her talte ikke verdens visdom, ikke materiel rigdom. Disse ydmyge profeter, Simeon og Anna bekymrede sig ikke om menneskelige spekulationer, men om Guds åbenbarede visdom. Da Jesus priste Gud, fordi han havde skjult sandheden for vise og forstandige og åbenbaret den for umyndige, var det mennesker som Simeon og Anna, han tænkte på. Gud havde givet sig til kende i et barn, han havde talt til dem på ydmyge steder. Det er det, Brorson skriver i sit salme, Den yndigste rose er fundet: “Ak, Søger de ydmyge steder, i støvet for frelseren græder, der får I vor Jesus i tale, thi roserne vokser i dale.” Amen 

Til Top

Betragtning om Thomas Søndag, 29. januar 2006 

Hvem var Thomas?

Hvem var Thomas? Det er aftenens tema. Ved Thomasmessen fortæller vi hver gang en lille smule om Thomas i forhold til aftenens emne, men hvem var han, og hvor står der noget om ham? I de 3 første evangelier står Thomas nævnt i oversigterne over de 12 apostle, ligesom han også nævnes i listen i Apostlenes Gerninger, men det er især i det fjerde evangelium, at Thomas spiller en rolle. Der er 3 markante situationer. Den første, hvor Jesus og følget beslutter at drage imod Jerusalem den afgørende påske. Den anden situation er ved samtalen under påskebelæringen, og den tredje er ved opstandelsen. 

På den anden side af Jordanfloden 
Ved den første situation før den afgørende påske befinder Jesus og hans følge sig på den anden side af Jordanfloden i forhold til Jerusalem. De var taget uden for Judæa. I Judæa havde nogle af Jesu fjender nemlig samlet sten op for stene ham for blasfemi, fordi de ikke troede ham eller ikke ville tro ham. Det lykkedes Jesus og hans disciple at slippe bort, og her på den anden side af Jordan var de i sikkerhed, og der kom flere disciple til. 

Et budskab 
Men da kom der et budskab til dem. En af Jesu gode venner, Lazarus, lå for døden. Da sagde Jesus til disciplene: "Lad os tage tilbage til Judæa." Disciplene sagde til ham: "Rabbi, jøderne har lige villet stene dig, og så vil du derhen igen?" Jesus svarede: "Har dagen ikke tolv timer? Den, der vandrer om dagen, snubler ikke, for han ser denne verdens lys. Men den, der vandrer om natten, snubler, for lyset er ikke i ham." (Joh 11,7 - 10) Her træder Thomas frem og taler. Thomas, også kaldet Didymos, sagde da til sine meddisciple: "Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham."(Joh 11,16) Thomas er ikke bange for at gå med Jesus tilbage til Judæa, hvor de ville stene ham. Thomas vil give sit liv for Jesus. 

Om at give sit liv 
Nu er der 2 måder, man kan give sit liv for en anden på. Man kan dø for ham, eller man kan leve sit liv for ham i hans tjeneste. Thomas var villig til at gøre det første, men det var det sidste, han kom til. Det kan undertiden være vanskeligere at leve et liv i tjeneste end at dø for en. Og måske kom han endda til at gøre begge dele. 

De måtte flygte 
Da Jesus blev taget til fange, var der en af dem, der var sammen med ham, som løftede hånden og trak sit sværd. Men Jesus sagde: "Stik dit sværd skeden! " (Matt 26,51). Og til dem, der tog ham til fange sagde han: "Når det altså er mig, I leder efter, så lad de andre gå." Alle, også Thomas, måtte flygte. Det har gjort ondt, han ville jo forsvare Jesus til det sidste, ja endda dø for ham og med ham. Vejen Før de var gået til Getsemane, hvor Jesus blev grebet, havde de talt om 

Vejen. 
Jesus havde sagt: "Hvor jeg går hen, derhen kender I vejen." (Joh 14,4) Thomas havde ikke været sikker på, hvad han mente, og havde sagt "Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?" (Joh 14,5) Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig." (Joh 14,6) Det må have været svært at forstå bagefter, da Jesus var taget til fange, og Thomas var flygtet sammen med alle de andre. Hvordan skulle Jesus være vejen, når Thomas ikke måtte dø med ham? Han kunne slet ikke tænke sig, at Jesus skulle dø, og at han selv skulle leve videre med smerten. Hvordan skulle han komme til Faderen ved Jesus nu? Hvor var Guds kærlighed? Han må have følt, at Gud var langt borte. 

Hvor var Guds kærlighed? 
Så overvældet af fortvivlelse var han, at han slet ikke kunne tro det, da nogle et par dage efter sagde, at de havde fundet graven tom. Det var jo ikke muligt. Var det mon ikke bare noget, de sagde? Måske havde nogle ondsindede mennesker fjernet ham, at han ikke en gang skulle finde ro i sin grav. Men så sagde de, at Jesus havde vist sig for dem. Det kunne jo ikke passe, det måtte være noget, de havde troet, ønsketænkning.

Mødet 
Og her er så den 3. situation, hvor Thomas omtales, hvor Thomas siger, at han selv vil se og føle Jesus. Hvis ikke han selv kunne mærke, at Jesus var opstået fra døden, ja så ville han ikke tro det, sagde han. "Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke." (Joh 20,25). Da de næste gang var forsamlede, kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: "Fred være med jer!" Derpå sagde han til Thomas: "Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende." (Joh 20,26-27). Der står ikke, at Thomas gjorde det, men der står, at Thomas svarede: "Min Herre og min Gud!" (Joh 20,28). Det virker helt usandsynligt, at Thomas skulle give sig til at mærke Jesu sår, for nu mærkede han Jesu guddommelige nærhed, han erfarede, at Jesus var lyslevende til stede for ham, han erfarede Jesu selvhengivende kærlighed. Alle de spørgsmål om vejen, sandheden og livet, han tidligere ikke havde forstået, forstod han i ét nu. Han forstod, at Jesus virkelig er Vejen, Sandheden og Livet, at man kunne komme til Faderen ved Jesus. Og der var derfor intet andet at gøre end at falde på knæ og bekende "Min Herre og min Gud!" 

At ligne Kristus 
Thomas var den første, der kom med denne bekendelse, en bekendelse der gik langt dybere end Peters bekendelse: "Du er Kristus, den levende Guds søn." (Matt 16,16). Efter påskebegivenheden forstod disciplene, at Jesus ved at sejre over døden for menneskenes skyld genoprettede vores forhold til Gud, så at vi, som er skabt i Guds billede og lighed, bliver ført tilbage hertil. Det kan måske også forklare det tilnavn, Thomas har, Didymos. Det betyder tvilling og tolkes ofte symbolsk. Jesus er Thomas' åndelige tvilling. Det handler om at følge Kristus, at ligne Kristus, "Imitatio Kristi", det vil sige, at vi skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus (Fil 2,5).

Jesus var med disciplene 
Sådan har Jesus også omtalt efterlignelsen: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror på mig, han skal også gøre de gerninger, jeg gør" (Joh 14,12). Ligesom Jesus kan være Thomas' åndelige tvilling, er Jesus også en broder og tvilling for os. Jesus viste sig endnu mange gange for Thomas og de andre disciple. Han bad dem komme med sig op på et bjerg for at tale til dem, og da sendte han dem ud. Han sagde: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple."(Matt 28,19) Og han lovede at være med dem alle dage indtil verdens ende. (Matt 28,20.) Han var med dem og sendte dem Helligånden, så de kunne få visdom og styrke til at bringe evangeliet til de fjerneste egne og gøre mennesker til Jesu disciple dér. 

Den lange vej 
Nu forstod Thomas, at det at give sit liv for Jesus ikke var at gå i døden langfredag med ham, men at Jesus var med ham og alle de andre disciple, da de gik ud med evangeliet. "Og hvor herligt lyder ikke budbringerens fodtrin hen over bjergene!" (Es 52,7) Vejen blev lang, for det endte med, at han kom helt til Indien. Der er lidt forskellige traditioner om, hvor præcis han kom, men det ser ud til, at han først kom til Nordindien, hvor den parthiske konge Gudnaphar regerede. Her fortælles en historie om, hvordan denne konge bad Thomas om at bygge et palads, men Thomas gav pengene til de fattige og sagde, at han have bygget et palads til kongen i himlens rige. Gud overbeviste kongen om, at Thomas har bygget et palads af levende stene. Der kunne være den kerne af sandhed i det, at kongen havde omvendt sig til kristendommen på grund af Thomas' prædiken. På grund af denne fortælling blev Thomas arkitekternes helgen og afbildes undertiden som arkitekt. 

De Thomas-kristne 
Senere kom Thomas helt til det sydlige Indien, til Malabarkysten - i vore dage delstaten Kerala. Han grundlagde kirker der. De kalder sig stadig "Thomas-kristne". Nu kunne man tro, at Thomas-evangeliet og Thomas barndomsevangelium havde noget med denne kirke eller Thomas at gøre. Men det er muligvis kun navnet, de har til fælles. Tit brugte man et berømt navn fra fortiden for at give et skrift autoritet. De Thomas-kristne tilhører den syriske kirke og har de samme kanoniske skrifter som vi. De bygger på Skriften i gudstjeneste og bøn. Det ikke-kanoniske skrift, der kan have haft betydning for dem, er Thomas-akterne, som beretter om Thomas' missionsvirksomhed - især hans virksomhed i Indien. Thomas-akterne er sandsynligvis oprindelig skrevet på syrisk i byen Edessa, som havde haft en forbindelse med Thomas, måske gennem breve. I Edessa har der måske været skrifter, der dannede grundlag for akterne, som er skrevet omkring midten af det tredje århundrede. Kristendommen i Kerala har overlevet mange omskiftelser. De Thomas-kristne har en rig gudstjeneste, de udtrykker sig i billeder mere end i begreber, de forsøger ikke at forklare det uforklarlige, men lader Guds hemmeligheder være, hvad de er, et mysterium. 

Traditionen 
Én tradition siger, at Thomas døde martyrdøden ved at blive gennemboret af et spyd. Derfor afbildes han undertiden med et spyd. Men det skete først efter, at han havde givet sit liv i tjenesten, og det kunne han kun, fordi Jesus, som han havde lovet, var med ham alle dage, og fordi Jesus til stadighed lod ham erfare sin kærlighed, så Thomas kunne bringe den videre til jordens fjerneste egne. 

En nærværende Gud 
For Thomas var Gud ikke en fjern Gud, men en Gud, som er nærværende og kan erfares, fordi Gud ønsker at åbenbare sin kærlighed for os. Som Jesus rakte sine hænder frem mod Thomas og opfordrede Thomas til at række sine hænder frem for at mærke hans nærvær, sådan gør han det også for os. Og ligesom han siden virkede igennem Thomas ved at være med ham alle dage, sådan virker han også gennem os. Ved udgangsprocessionen synger vi ofte: "Vi tror en kærlig Gud har brug for disse hænder." af Lars Busk Sørensen. De hænder, vi som Thomas rækker frem mod Jesus, når Jesus kommer til os, de hænder kan Jesus gøre store ting igennem, hvis vi ønsker at ligne ham og gå Kristusvejen ud mod grænser, ingen kender, sådan som Thomas gjorde det.

Til Top

Diskussion om loven 
Mange af de lignelser, Jesus fortalte, fortalte han som en del at den diskussion, der førtes mellem ham og farisæerne, saddukæerne og deres skriftkloge. De forsøgte at sætte ham på prøve, de anklagede ham for at ville nedbryde loven. De anklagede ham for ikke at overholde sabbatten. Det, der betød noget for dem, var Lovens bogstav. Lovens bogstav er den hårde lov. Den kræver, at paragrafferne overholdes til punkt og prikke for lovens egen skyld, men lovens ånd handler om at se bagom selve loven, se hvorfor loven er givet.

Loven må hvile på kærligheden 
En lovkyndig blandt farisæerne ville stille Jesus en fælde ved at spørge ham om, hvad der var den største lov. Fælden var, at alle forbud og påbud i loven ifølge lovkyndiges forståelse er lige store. Man havde endda nøje tal på dem. Her svarer Jesus: "Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind. Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv. På de to bud hviler hele loven og profeterne." Det betød ikke, at nogle bud betød mere eller mindre end andre, men at loven må hvile på kærligheden. Jesus er ikke kommet for at nedbryde loven eller profeterne, men for at opfylde, siger han (Matt 5,17 - 18). Han opfylder ved at give og ved at være kærligheden

"Barmhjertighed ønsker jeg" 
I det gamle testamente er der mange profetier, der peger frem mod dette. Jesus peger selv tilbage på disse profetier, når han siger; "Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer." (Matt 9,13.26). Det er den holdning, der går igen, når han siger, at sabbatten blev til for menneskenes skyld, ikke menneskene for sabbattens. For hvis det betyder mere, at man overholder sabbatten, end at man lader barmhjertigheden råde, da er det klart, at man har misforstået loven. Det er da lovens bogstav, der overholdes, ikke lovens ånd. Men det er denne hårde lov, bogstavens lov, der skal vige for kærlighedens lov. Det er sådan, at Jesus opfylder loven, gør den fuldkommen. 

Et nyt hjerte og en ny ånd 
Den gamle lov blev skrevet på stentavler, den nye, den fuldkomne skal skrives i hjerterne. Hos profeten Ezekiel siger Herren: "Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre (Ez 36,26 - 27). Stenhjertet er det hjerte, der følger stentavlernes hårde lov. Det er det, Paulus henviser til i brevet til menigheden i Korinth, hvor han skriver: "så det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod." (2 Kor 3,3)

Gud giver 
Jesus har sagt: "Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre" (Joh 15,4 - 6). Det er Gud, der giver os det nye hjerte, det er ikke os, der har fortjent det. Vi kan intet gøre af os selv. Af sig selv kunne figentræet ikke bære frugt, men når gartneren nænsomt plejer og passer det, kan det bære frugt, lige som vintræets grene bærer frugt, når de er på vintræet. Den, der bliver i Jesu kærlighed, bærer megen frugt.

Størst er kærligheden 
I sit kærlighedskapitel siger Paulus: "Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde." (1. kor 13,1). Hvis han ikke har kærlighed, den kærlighed, der kommer fra Gud, var der intet, der gavnede ham, siger han. Han slutter kapitlet således: "Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden." (1. kor 13,13). Det er nemlig denne Guds kærlighed, der gør, at vi tør håbe, at vi tør sætte al vort håb til Ham. Intet kan vi gøre af os selv, men på grund af Guds ufattelig store kærlighed til sin skabning kan vi sætte al vort håb til ham.

En nænsom gartner 
Som en nænsom gartner plejer og passer han os, at vi kan bære frugt, kærlighedens frugt, som Johannes siger: "Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag; for som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten. men vi elsker, fordi han elskede os først." (1 Joh 4,17 - 20). 

Håbet
Det er på grund af Guds kærlighed, at den, som har skrevet salmen: "Jeg satte alt mit håb til Herren," (Salme 40,2-4), og som befinder sig i den dybeste nød, i undergangens grav, som han selv udtrykker det, kan råbe til Herren. Det siges, at det er David, der har skrevet denne salme. Læser man Samuelsbøgerne, forstår man, at Davids situation ofte var håbløs, og hans egen indsats til tider mildt sagt temmelig ynkelig. Hans nød var som figentræets situation, men Herren trak ham op af undergangens grav, op af slam og dynd; og satte hans fod på klippen, så han stod fast. Og det gjorde han, selv om David slet ikke havde gjort sig fortjent til det. 

David 
Også David erkender i denne salme, at Herren ikke ønsker Slagtoffer, men barmhjertighed, lige som han selv viser barmhjertighed. At David har modtaget denne barmhjertighed, ses, når han siger: 
Din barmhjertighed, Herre, 
vil du ikke holde til bage fra mig; 
din godhed og troskab 
skal altid beskytte mig. Sl 40,12

Grønne fingre 
Sådan kan vi lige som David sætte al vort håb til Herren. Vi er ikke bedre end David. Ligesom David ville vi være en lille udtørret plante, et goldt figentræ, der ikke bærer frugt, hvis vi skulle klare os selv uden Gud. Derfor kan vi glæde os over, at Gud er vores gartner, og han har grønne fingre, han får planten til at vokse og bære frugt. Det er kærlighed: "Bliv i mig, og jeg bliver i jer", siger Jesus. Ved at blive i Guds kærlighed, ved at lade Guds ånd virke i os, så bliver han i os. Så stort, så vidunderligt kan dette, at han bliver i os, føles, som det var for Paulus, der sagde: "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig" (Gal 2,20) .

Han står for døren og banker. 
I bønnen er der mulighed for at åbne sig for Jesu selvhengivende kærlighed. Han står for døren og banker (Åb 3,20). Han er der altid, han venter på, at vi åbner os for hans kærlighed og lader os fylde af den. Hans kærlighed er vort håb. Amen. 

Livets sejlads -  4. søndag efter Helligtrekonger 2004 - Tekst: Matthæus 14,22-33 

Storme 
Jesus havde bedt disciplene om at sejle til kysten på den anden side af Genesaret sø, uden at han var med om bord. Det var hen under aften. Det blev en vanskelig rejse. Disciplene troede nok, de kunne klare det, de havde ofte sejlet før, men problemerne meldte sig, stormene blæste dem hid og did, slog dem ganske ud af kurs, de mistede orienteringen. Bølgerne blev som bjerge, der truede med at vælte sig over dem og knuse dem.

En lysende skikkelse 
Men midt i alle kampene ser de en lysende skikkelse komme gående hen imod båden. Det er Jesus. Som lys kom han og skinnede for dem, der var i mørket, i den mørke båd midt i en omtumlet tid. Han kom for at frelse dem fra uvejret og føre dem i sikkerhed på den anden side. Først blev de bange, men da de hørte, at det var Jesus, sagde Peter: “Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.”Han sagde: “Kom”.

Frelsen 
Da gik også Peter på vandet, men han tvivlede, da han så de vældige bølger. Da han begyndte at synke, råbte han: "Herre frels mig". Jesus rakte sin frelsende hånd ud, men bebrejdede ham, at han var lidettroende. Selv om Peter var lidettroende, blev han frelst, og ikke nok med det, Jesus kunne også bruge ham til at missionere for kirken trods hans lidentro, ja trods dét at han fornægtede Jesus natten til langfredag.

Gud råder over storm og hav 
Naturligvis var der tale om en virkelig hændelse, en meget vigtig beretning, der viser, at Jesus er Gud, for kun Gud kan råde over storm og hav. Men en hændelse kan pege udover sig selv, så at sige løfte sig ud af tidens dimension og blive universel. I den forstand ser jeg disciplenes sejlads som en rejse fra skabelsens kyst til kysten på den anden side. Det er en rejse, der ikke er uden vanskeligheder. Da de var ved at blive opslugt af kaosvandene, kom Jesus og frelste dem.

Menneskehedens historie 
Det kunne være hele menneskehedens historie. Da menneskene levede i mørke, kom lyset ned på jorden i Jesus Kristus. Han kom for at frelse menneskene. Det er som en sejlads gennem historien, hvor Jesus fødes ind i historien og viser vejen, ja selv er vejen, der fører over på den anden side, til livet efter livet, til det evige liv efter det jordiske liv.

Det enkelte menneske 
Som med hele menneskehedens historie er det også med det enkelte menneske. Vi sejler ikke altid i smult vande. Livet er ikke altid uden problemer. Måske går det fint en tid. Vi har medvind. Vi tror nok, vi kan klare det hele selv, men en dag melder vanskelighederne sig, stormene blæser os hid og did, og også vi kan miste orienteringen i vores liv, og problemerne kan blive som bjerge, der truer med at vælte sig over os og knuse os. Midt i vores mørke skinner Jesus som verdens lys. Han kommer for at frelse os fra stormene i vores liv. Stormene er lidelser. Og som Paulus siger: "Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os." (Rom: 8,18)

Den fjerne kyst kan være nær 
I evangeliet ifølge Johannes slutter beretningen om stormen på søen: "Så ville de tage ham op i båden, og straks var båden fremme ved den søbred, de var på vej til." (Joh 6,21) Det kan ske, at sejladsen slutter uventet som her, samtidig med at stormen lægger sig, og at den kyst, der før syntes langt borte, pludselig er ganske nær, og Jesus fører den rejsende sikkert i land.

David og Gud 
Lad os se på vores øjeblikkelige situation: Vi kan være kommet meget langt væk fra Gud, og alligevel kommer han, som David siger til Gud (Salme 139,8-12) Lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: "Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig", så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset.

Jonas' flugt 
Faktisk var der en, der var kommet meget længere væk fra Gud end Peter på bølgen, det var Jonas, der også kom ud i storme. Han var Guds profet og skulle rejse til den store by Ninive og forkynde Guds ord der. Den opgave brød Jonas sig ikke om. Han ville flygte bort fra Herren. Han gik ombord i et skib, der skulle i en helt anden retning. Men en orkan kastede skibet hid og did, og det endte med, at Jonas blev kastet overbords. I modsætning til Peter nåede han at synke ret dybt, så dybt, at han blev slugt af et havuhyre, men dér råbte han om hjælp i sin nød ligesom Peter.

Gud hørte Jonas I min nød råbte jeg til Herren, og han svarede mig; fra dødsrigets dyb råbte jeg om hjælp, og du hørte mig. Du havde kastet mig i dybet, i havets skød, strømmene omgav mig, alle dine brændinger og bølger skyllede hen over mig. Men du, Herre min Gud, løftede mig op fra graven. Da mit liv var ved at ebbe ud, huskede jeg på Herren; min bøn nåede til dig i dit hellige tempel." (Jon 2,3-8)

Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses 
Han blev frelst, for som der står flere steder (Rom 10,13; ApG 2,21 og Joel 3,5) "enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses". Kirken er som St. Peters skib, som man især sagde i gamle dage. Når Jesus er med i det skib, betyder det, at han fører os frelst gennem livets storme i sikkerhed i land på den anden side, det evige livs kyst, og det betyder, at han er med os alle dage, som han lovede os i dåbsbefalingen.

Han er med os 
En anden gang disciplene var ude at sejle, lå Jesus i bunden og sov. Da begyndte det at storme, og disciplene blev bange og vækkede Jesus. Også her fik han stormen til at lægge sig, men bebrejdede dem, at de ikke stolede på ham. Selv om han er med i skibet, betyder det ikke, at livet er uden problemer. Jesus har ikke lovet os, at livet skulle blive uden storme og vanskeligheder, men han har lovet os, at han vil være med os.

Det evige livs kyst 
Gud er med os i medgang og modgang, og selv når problemerne bliver så store, at vi er lige ved at tvivle, ja selv hvis vi tvivler, så rækker han en frelsende hånd frem og trækker os op, når vi råber om hjælp, sådan som Peter gjorde det. Det betyder ikke nødvendigvis, at alt bliver let, men det betyder, at vi ikke bliver borte fra Gud, for han frelser os og fører os over på det evige livs kyst.

Davids nødråb 
Til sidst vil jeg læse et gribende nødråb, som bliver i billedet med at synke til bunds i vandene. Det er af David, som råbte til Gud i sin nød. 
Men jeg beder til dig i nådens tid, Herre, 
svar mig i din store trofasthed, Gud, med din sikre hjælp! 
Red mig op af dyndet, så jeg ikke synker til bunds, 
red mig fra dem, der hader mig, og fra det dybe vand! 
Lad ikke strømmen skylle sammen over mig, 
lad ikke dybet opsluge mig, 
lad ikke brønden lukke sig over mig! 
Svar mig, Herre, for din trofasthed er god, 
vend dig til mig i din store barmhjertighed! (Sl 69,14-17) Amen

Til Top

Forvandlingen 
Findes der mon nogen fest som en bryllupsfest? Bryllupsmotivet forekommer flere gange i evangelierne. Det var ved et bryllup, at Jesus gjorde sit første tegn, et tegn, der peger langt ud over sig selv. Det er evangelisten Johannes, der fortæller om det. Brylluppet var i den lille by, Kana, i Galilæa. Ved det bryllup skete noget, der ikke måtte ske ved et bryllup. Vinen slap op. Maria, Jesu mor, der i sit hjerte vidste, at Jesus kunne hjælpe, sagde til ham: "De har ikke mere vin." Jesus svarede hende: "Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet." Alligevel sagde hun til tjenerne: "Gør, hvad som helst han siger til jer." Jesus befalede tjenerne at fylde 6 vandkar med vand og bære dem til skafferen, der stod for forsyningerne til festen. Da skafferen smagte det, var det blevet til vin, og den var meget bedre end den, som var sluppet op. Derfor sagde han til brudgommen: "Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu." Johannes slutter beretningen således: "Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham." (Joh 2,11). I alt fortæller Johannes om 7 tegn, som Jesus gjorde, de er tegn på, at han er den, han er. Gud.

Tegnet 
Når Jesus siger, at hans time endnu ikke er kommet, hentyder han til den time, hvor hans herlighed åbenbares ved hans død og opstandelse. Tegnet åbenbarer en flig af den herlighed. Opstandelsen er en ny skabelse, og når Jesus forvandler vandet til vin, er det, der sker, en skabelse. Vinen står for liv. Ud af vandet skaber han liv, sådan som vi hører om det i skabelsesberetningen. Gud skabte livet ud af urhavet på 6 dage, sådan skaber Jesus vin, liv, ud fra de 6 kar vand. Der er netop 6 kar, som der er 6 skabelsesdage. Som Gud skabte i begyndelsen, sådan skaber Jesus nu. Beretningen er et tegn på hans guddommelighed.

Brødrene Karamazov 
En klassisk russisk forfatter Fjodor Dostojevskij har skrevet en roman "Brødrene Karamazov". En af brødrene, Aljosja, får et syn, eller måske et drømmesyn, det er ikke ganske tydeligt. Han sidder i en dunkel klostercelle, som tilhører hans åndelige vejleder, en gammel vis vejleder. Aljosjas elskede vejleder Zozima er netop død, og ligger i sin kiste i cellen. En af klosterets præster sidder ved kisten og læser op af Bibelen. Imens er Alosja faldet på knæ og er begyndt at bede. Men han er bevæget af den sidste tids begivenheder og hører præstens oplæsning som i en drøm. Præsten læser beretningen om Brylluppet i Kana, som Aljosja har hørt mange gange før, men nu i denne særlige situation bliver fortællingen underligt nærværende. Her handler det ikke om menneskenes sorg, men om glæden. Ved det første under, Jesus gjorde, var det for menneskers glæde, han handlede. Den, som elsker menneskene, elsker også deres glæde. Det havde Aljosjas åndelige vejleder Zozima ofte sagt. Han, som nu lå i sin kiste. Nu hører Aljosja, at præsten læser om Jesu mor, som taler til tjenerne: "Gør, hvad som helst han siger til jer". Aljosja forestillede sig, at Jesus smilede, da han sagde: "Min time er endnu ikke kommet." Maria vidste jo, at Jesus havde hjerte for den fattige befolkning omkring Genesaret sø. Aljosja hører læsningen om, at Jesus sagde, at de skulle øse vand i karrene og bringe dem til skafferen. Han hører skafferen tale til brudgommen." 

Et drømmesyn 
Da er det for Aljosja, som om cellen åbner sig, og i stedet befinder han sig selv i bryllupssalen, han er der, hvor handlingen foregår. Han ser brudeparret og alle gæsterne, hele det muntre selskab. Nu er der en, der rejser sig fra bordet og kommer hen til ham, til Aljosja, som ligger dér på sine knæ. Det er hans åndelige vejleder, Zozima. Han er levende, og han er indbudt her til brylluppet i Kana. Han siger til Aljosja: "Også du er indbudt, du kære, indbudt og kaldet." Han rækker hånden ud og får ham til at rejse sig fra den knælende stilling for at føre ham hen til festen, hvor de bringer den ny vin, det er den store glædes vin. Zozima viser ham hen til Jesus, der fremtræder i stor højhed med en barmhjertighed uden grænser, og nu er det Jesus, der indbyder. Han indbyder uophørlig nye gæster, det er hans fest, Vi får følelsen af, at dette bryllup peger hen på et andet bryllup, lignelsen om kongesønnens bryllup, det store festmåltid (Matt 22,1-14 & Luk 14,15-24). Jesus er selv brudgommen, og når brudgommen er til stede, da kan man ikke sørge, men feste (Matt 9,15), og den ny sprudlende vin er tegn på energi, kraft og styrke (jf. Matt 9,17). Bryllupsmåltidet er det himmelske måltid.

Himmel og jord
Efter oplevelsen går Aljosja ud i natten, der hvor jordens stilhed ligesom flød sammen med himlens stilhed, og han favnede jorden. Over ham var det uendelige himmelrum, og det var som om denne himmelhvælving sank ned i hans sjæl. Da han rejser sig, er han styrket og fyldt af begejstring. Ved brylluppet i Kana sagde Jesus, at hans time endnu ikke var kommet, og alligevel deler han allerede nu ud af bryllupsfestens glæde. Aljosja følte det uendelige himmelrum. Endnu var han på jorden, men det var som, om himlen sank ind i hans sjæl. Allerede nu var han lysets barn, han tilhørte himlen, lysets rige. Selv om tiden for dette rige endnu ikke var kommet, så var det der allerede. Det var i hans sjæl.

Hvor vejene ender 
Aljosjas åndelige vejleder havde sagt, at han skulle forlade klostret og gå ud i livet, det pulserende og undertiden kaotiske liv. I lignelsen om kongesønnens bryllup, som brylluppet i Kana peger hen til, siger kongen til sine tjenere: "Gå derfor helt ud, hvor vejene ender, og indbyd, hvem som helst I finder, til brylluppet." Og disse tjenere gik ud på vejene og samlede alle, som de fandt, både gode og onde. Sådan var også Aljosja en Guds tjener, en Jesu discipel. Han skulle ikke blive inden for klostrets beskyttende mure, men nå helt derud, hvor vejene ender til mennesker, som ikke så nogen veje, til mennesker, der havde mistet håbet, ja som måske aldrig havde haft noget håb. Her skulle han bringe glædens budskab, invitationen til det store bryllup, til glædesfesten. Sådan går Aljosja ud i livet. Han er lysets barn, han tilhører lysets rige, han skal selv med til den store bryllupsfest, han bærer allerede nu himlen i sin sjæl. Indtrykket af visionen om brylluppet i Kana og erfaringen af, at himlen var sunket ind i hans sjæl, bar han med sig i sit hjerte ud i verden, for den kærlighed, han har fået, må han dele ud af til de mennesker, han møder.

Brudgommen 
Ved brylluppet I Kana forekom det Aljosja, at det var Jesus, der indbød, som om han var værten, brudgommen, og Jesus kalder sig selv for brudgommen. Han brugte det udtryk engang, hvor Johannes Døberens disciple kom hen til ham og spurgte: "Hvorfor faster vi og farisæerne så meget, men dine disciple faster ikke?" Da svarede Jesus dem: "Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er sammen med dem? Her er der lige som ved brylluppet i Kana tale om glædens fest, om at feste, ikke at sørge.

Hvem er bruden? 
Jesus er brudgommen, han er den, der skal komme. Brudesvendene og brudepigerne venter på ham. Men hvem er bruden? I en åbenbaring fra Gud, som disciplen Johannes har haft, så han bruden, Jesu brud. Bruden var en hellige by, Det ny Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud. Til denne hellige by kommer alle Jesu disciple, lysets børn. Her holdes bryllupsfesten. Her er Guds bolig hos menneskene. Han vil bo hos dem, sådan som Aljosja ser det i sin vision af brylluppet i Kana, hvor Jesus selv går rundt blandt bryllupsgæsterne. Byen er med sine børn et billede på Jesu menighed. Alle Jesu disciple er bruden. Vi er bruden. Ved den store fest, vil Gud selv være hos os og tørre hver tåre af vore øjne, og der vil hverken være død, sorg, eller smerte mere. Jesus ønsker at forenes med os som en brudgom med sin brud.

At bære himlen i sjælen 
Endnu er timen ikke kommet, for vi lever i tidens dimension, men vi kan bære himlen i vores sjæl, for evigheden har rørt ved tiden. Allerede nu er vi lysets børn, rede til at gå til den store bryllupsfest. Ja, allerede nu kan vi feste, for Jesus er her usynlig til stede, han vandrer med os, så vi altid kan vandre i lyset. Allerede nu kan vi være ét i ham. Og sådan kan vi gå ud i verden helt derud, hvor vejene ender, hvor der er brug for heling og glæde, og her kan vi bringe invitationen til den store fest, livets fest. Amen

Til Top

Sankt Valentins dag 14. februar 2014

Legenden 
I dag er det Sankt Valentins dag. En dag, som for få år siden kom til os fra USA, men den har en længere forhistorie. Helgener bliver ofte anset for beskyttere af en gruppe mennesker, f. eks. Søfolk, og Sankt Valentin var beskytter for bl.a. forelskede. Måske fordi en legende fortæller, at han viede nogle, som ikke måtte blive gift for Romerrigets kejser, nemlig kejserens soldater. Kejseren ønskede, at hans soldater kun skulle leve for at føre krig for ham. De skulle ikke have en familie at sørge for eller tage hensyn til. Måske har der været flere helgener med navnet Valentino, som i fortællingen er smeltet sammen til en. Kejseren fængslede så Valentino, og han kunne kun blive fri, hvis han afsværgede kristendommen. Det ville han ikke, derfor blev han halshugget, men mens han sad i fængsel, helbredte han fangevogterens smukke, men blinde datter. Datteren og hele familien blev dernæst kristne og lod sig døbe. Efter legenden skulle han have efterladt hende et brev. Dette kunne måske antyde varme følelser mellem de to. Han døde den 14. februar ca. år 269 e.Kr. I dag er dagen blevet dagen for elskende med Valentin som beskytter.

Et billede 
Og hvad kan fortællingen så sige om kristendommen? Bibelen bruger billedet om to elskende på det kærlighedsforhold, der er mellem Gud og menneske. Jesus kalder sig selv for brudgommen. Engang han sad og spiste sammen med sine disciple, kom Johannes døberens' disciple hen til ham og spurgte: "Hvorfor faster vi og farisæerne så meget, men dine disciple faster ikke?" Jesus svarede dem: "Kan brudesvendene sørge, så længe brudgommen er sammen med dem? Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og så skal de faste".(Matt 9,14-15). 

Også i Johannesevangeliet omtales Jesus som brudgommen. Her er det Johannes Døberen, som kalder Jesus brudgommen, mens han selv bare er brudgommens ven. (Joh 3,29) Når Jesus fortæller om de 10 brudejomfruer, som går brudgommen i møde for at gå sammen med ham til festsalen, brudesalen, omtales bruden ikke direkte, men her kan tænkes på menneskene eller menneskenes sjæle. (Matt 25,1-13): At Jesus er brudgommen, og menneskets sjæl er bruden. 

2 mystikere 
Den svenske helgeninde Birgitta af Vadstena kalder sig selv for bruden i forhold til brudgommen Jesus. Men også mænd kunne anse sin sjæl for bruden. Det gjorde en spansk munk, som hedder Johannes af korset, som også var en stor digter. Han digtede kærlighedssange til Gud. Han priser i et digt natten, nattens stilhed har givet hans sjæl mulighed for at søge Gud, sjælens brudgom. 
Han skriver: O nat! du, som har ført mig 
O nat mer' elskelig end morgenrøden. O nat! 
Du som har forenet den elskende med sin elskede, 
I nattens stilhed har Johannes' sjæl som brud mødt Brudgommen Jesus. Da Johannes af korset lå for døden og fik læst op af Bibelen, bad han om at få læst op af Højsangen i det gamle testamente. Højsangen er udformet som kærlighedsdigte, en samtale mellem 2 elskende, som søger hinanden og som priser hinandens skønhed. Den indre skønhed. Mange mener, at den har været brugt i forbindelse med bryllup, men den er blevet betragtet som foreningen af Gud og menneskets sjæl. Mens der blev læst for ham, udbrød han gang på gang: "Hvilke vidunderlige perler."

Højsangen 
I Højsangen sammenligner de elskende deres elskede med træer og andre genstande fra naturen. Jeg læser lige et udsnit af Højsangen, som Johannes også har hørt. Bruden siger: Som et æbletræ blandt skovens træer er min elskede blandt unge mænd. I hans skygge elsker jeg at sidde, hans frugt er sød for min gane. Han har ført mig til vinhuset, på skiltet over mig står: Kærlighed. Styrk mig med rosinkager, forfrisk mig med æbler, for jeg er syg af kærlighed. (Højs 2,3-5) Ja, sådan står der i bibelens højsang.

Det dobbelte kærlighedsbud 
Men Jesus har lært os, at kærlighedsbudet er dobbelt. Der er tale om kærlighed til både Gud og næsten. Her er noget, som kan virke meget stort og krævende. Vi ser på vores egne svage kræfter. Men vejen, kærligheden skal gå, er også dobbelt. Kærligheden går begge veje Vi kan ikke af os selv præstere så stor en kærlighed, at den både kan rettes til Gud og vores næste. Men heldigvis skal vi ikke nøjes med den kærlighed, vi selv kan frembringe.. Den starter hos Gud. Når vi har fået den, har vi noget at dele ud af. Apostlen Johannes skriver i et brev (1 joh brev kap 4), at kærligheden er af Gud, den kommer fra ham. Gud er kærlighed, og den, der bliver i kærligheden, bliver i Gud, og Gud bliver i ham (jf Joh 15). "Vi elsker, fordi han elskede os først." (1 Joh 4,19). Og i Johannesevangeliet siger Jesus: "Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden."(Joh 13,34-35). Men forudsætningen er, at han har elsket os.

Valentins dag 
Derfor kan vi også fint bruge Valentins dag til at vise hinanden, at vi er glade for hinanden. Det kan være en kæreste, men det kan også være en ven eller et menneske, man gerne vil gøre glad. Jeg har selv en gang fået en gave fra uventet kant en valentinsdag, endda anonymt. Flere år senere fandt jeg ved et tilfælde ud af, at det var en af mine naboer, en pige, som bare havde lyst til at bruge valentinsdagen på at gøre sine medmennesker glade. "Tak for at du er den du er", stod der på kortet ved den lyserøde gave. Og så bliver man jo glad. 

Også vi i Danmark har en digter, som digter om kærligheden. Det er Brorson. Han har også læst højsangen med glæde og set den som kærligheden mellem menneskesjælen og Gud. En af hans salmer er: "Fryd dig! du Jesu brud". (DDS 82) Også i Ingemans salme: "I sne står urt og busk i skjul" er bruden sjælen, som længes, men må vente, for endnu er det vinter, men selv om det bliver koldere en tid, og selv om de spæde blomster dækkes af sneen, så ved vi, at sneen beskytter blomsterne som et tæppe, og dagene bliver længere, og der er tegn på forår, hvor brylluppet, foreningen, skal ske. Det kunne være det himmelske bryllup i evigheden, men allerede nu kan vi som bruden få en forsmag på evigheden, også i dette liv kan vi forenes med Jesus, modtage kærligheden fra ham, så vi kan dele ud af den.

Perleporten  2014  (Åb 21,1-7 + )

Den nye himmel og den nye jord 
I aften vil jeg fortælle om den herlige guddomskilde, som er Jesu kærlighed, og om Perleporten, som Jesus vil åbne for os. Det er disciplen Johannes, som har fået nogle vældige visioner af Gud, Jesus har sagt, at han skal skrive, hvad han ser. Først skal han skrive til menigheder, dernæst ser han Guds trone ved en himmelsk gudstjeneste, dernæst kampen mellem det gode og det onde, hvor ondskaben besejres, og endelig så han Den nye himmel og den nye jord. Det vil jeg læse lidt op af. "Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene, han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem. Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet. Og han, der sidder på tronen, sagde: "Se, jeg gør alting nyt!" Og han sagde: "Skriv! For disse ord er troværdige og sande." Og han sagde til mig: "Det er sket. Jeg er Alfa og Omega, begyndelsen og enden. Den, der tørster, vil jeg give af kilden med livets vand for intet. Den, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn."(Åb 21,1-7)

Det ny Jerusalem 
Så kom der en engel og viste ham den hellige by, Det ny Jerusalem, der kom ned fra himlen, fra Gud, med Guds herlighed. Byens stråleglans var som den dyreste ædelsten. Den havde en stor og høj mur med tolv porte. Bymurens grundsten var prydet med alle slags ædelsten: De tolv porte var tolv perler, hver af portene var af én perle. Byen har ikke brug for sol eller måne til at skinne i den, for Guds herlighed oplyser den, og Lammet er dens lys. Lammet er et billede på Jesus, for han ofrede sig selv som et offerlam for menneskenes skyld. Folkeslagene skal vandre i det guddommelige lys og jordens konger komme ind i byen med gaver. (Åb 21,9 ff). Denne vision, som Johannes havde, og sangen om perleporten handler om Det ny Jerusalem og de sidste tider. I sangen var de sidste tider ved livets aften, hvor salmedigteren siger, at hun har tillid til, at Jesus vil åbne perleporten, Jesus har aldrig afvist et fortvivlet hjerte, sådan som der står i den gammeltestamentlige salme, Sl 51,19: "et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud". Og derfor kan vi komme til Det nye Jerusalem. Byen har juveler, 12 ædelsten, de er ligesom spejle, der reflekterer Guds herlighed. Og mens vi i tiden ikke kunne tåle at se Gud direkte, kan vi det i evigheden, hvor vi er renset for alt det, som skiller os fra Gud. Gud bor ikke mere i det utilgængelige lys, som Paulus skriver om, men er selv lyset, som overflødiggør himmellegemerne.

Byens symbolik 
Byen er et billede på det nye gudsfolk. Folket er byen. Byens mur har 12 grundsten med navne på de 12 apostle, mens Israels 12 stammers navne er over portene. 24 navne. Det kan hentyde til, at byen både er til folkeslagene og Israels stammer. Hver af de 12 porte var af én perle. Det er svært at forestille sig sådan port. Men vi skal forstå det symbolsk. Perlen står for troen. Selv det at have tro på Jesus og tillid til, at vi kan komme til ham, er en strålende perle. Jesus har selv sagt: "Jeg er døren. Den, der går ind gennem mig, skal blive frelst; han skal gå ind og gå ud og finde græsgange." (Joh 10,9). Portene er åbne og får mig til at tænke på Jesu åbne grav. Den er åbnet også for os. At gravstenen blev væltet fra graven, påskemorgen, er et tegn på, at vi går igennem døden i graven, til opstandelsen og Det ny Jerusalem som gennem en åben port.

Genoprettelse 
Men ved de sidste tider, eller når evigheden har afløst tiden, så vil alle folkeslagene og deres konger komme med gaver, sådan som det også står hos profeten Esajas. Med alle folkeslagene tænkes også på folk, som tidligere var imod Gud og Jesus, også for dem er der håb, ligesom der var det for Paulus, som havde forfulgt de kristne, da han blev kaldet ved at se et voldsomt lys og høre Jesu stemme. Sådan valfarter folkene nu til det hellige bjerg. Hvor de tidligere trampede på det hellige, vandrer de nu dertil i ærefrygt. Det ny Jerusalem er jo også mere hellig end det gamle. Nogle fortolkere ser heri en såkaldt Apokatastasis, genoprettelse, alle menneskers sluttelige frelse. Grundtvig skrev i1837 i salmen "Du, som går ud fra den levende Gud" om "Pinselig dåb til Guds herligheds håb folkefærd alle genføde!" Han ser altså en genfødsel for alle folk og slutter, at "når Faderens råd og den Helligånds dåd, falder sammen i Frelseren "så går af det hele, som Gud har skabt, kun fortabelsens æt fortabt!" Og fortabelsens æt må kunne betyde døden selv og det onde, som er bekæmpet tidligere i åbenbaringen, mens menneskene er blevet renset fra det onde. Når der er en formaning om, at intet vanhelligt skal komme ind i det ny Jerusalem, og heller ingen løgnere eller andre, der øver afskyeligheder, men kun de, der står indskrevet i livets bog, så må de folkeslag, der vandrer ind, være blevet renset for disse ting.

Livets træ 
Og hvordan ser der så ud inde i byen. Der står, at englen viste Johannes floden med livets vand, klart som krystal, den vælder ud fra Guds og Lammets trone (Åb 22,1). Lammet er jo Jesus, som sidder på Guds trone. Kilden er et kildevæld til evigt liv. Her bindes visionernes afslutning sammen med begyndelsen af brevene til menighederne. "Den, der sejrer, vil jeg give at spise af livets træ, som står i Guds paradis." (Åb 2,11). Livets træ står midt i byen. Træet bærer frugt tolv gange, hver måned giver det frugt, og træets blade tjener til lægedom for folkeslagene. Jesus siger til sidst igen: "Den, der tørster, skal komme, og den, der vil, skal få livets vand for intet." Her står Johannes ansigt til ansigt med Jesus. At stå ansigt til ansigt med det guddommelige, er meget stort Mens vi er i tiden, siger Paulus, at vi endnu ser i et spejl, i en gåde, men da - i evigheden - skal vi se ansigt til ansigt. Og han slutter kærlighedskapitlet sådan: "Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden".(1 Kor 13,12 -13). Sådan hører kærligheden sammen med det at stå ansigt til ansigt med Gud. Gud er kærligheden selv.

Den guddommelige kærlighed 
Hele Åbenbaringen, som først handler om kampen mod det onde, fortabelsens og ondskabens æt, og dernæst om det ny Jerusalem, er som en himmelsk gudstjeneste med lovsange undervejs. Det beskriver, hvordan menneskene gennemgår en renselse, så vi kan stå over for den guddommelige kærlighed. Den slutter med en opfordring til at komme og et løfte fra den, som sidder på tronen om at komme. Sådan mener man, at den tidligste gudstjeneste sluttede med det aramæiske: Marana tha, "Kom Herre", som er i slutningen af Paulus' brev til Korinth. Marana tha! Herren Jesu nåde være med jer! (1 Kor 16,22 - 24). Den jordiske gudstjeneste er en del af den himmelske gudstjeneste, hvor vi er i Guds kærlighed. Forholdet mellem Gud og mennesket er genoprettet. Amen

Til Top

Flere betragtninger

Fred og alt godt - Mange lyse hilsner Elisabeth Louise